Krisen når Kina

Til oktober vil Kina fejre folkerevolutionens 50-års-dag. Det er et groggy land og et groggy regime, der skal trække i festtøjet – for den kapitalistiske verdenskrise er ved at ramme det pseudosocialistiske Kina med ødelæggende kraft.

De ’markedsøkonomiske reformer’ af den kinesiske økonomi fik i mange år vestlige økonomer til at tale om et nyt asiatisk mirakel og udenlandske multinationale investorer til at flokkes om mulighederne for nye profitter på et åbent og givtigt marked. I krisetider afsløres sandheden om de oppustede og sminkede myter: Kinesiske producenter, private og statslige, samt diverse udenlandske investorer har produceret og produceret til et stadigt mere tilstoppet marked af forbrugsgoder. En forbrugsfest for en relativt fåtallig kinesisk overklasse, som ikke længere har brug for farvefjernsyn med storskærme til 1000 kr. eller vaskemaskiner til 700. De kinesiske arbejdere og bønder, og især ikke den stadig voksende milliontallige arbejdshær, har intet at købe for, og fik aldrig del i festlighederne.

De kinesiske revisionister indførte en såkaldt ’socialistisk markedsøkonomi’, med ’særlige kinesiske træk’. Det er denne kapitalistiske model, som nu er ved at ligge i ruiner. Forsøget på at hive økonomien fremad ved at hive i hårrødderne – d.v.s. investere i produktionen af forbrugsgoder (i modsætning til den socialistiske planøkonomis grundprincipper) – har ført de kinesiske producenter ud i en så skærpet konkurrencekamp, der har ført til en gigantisk glældsætning. Konkurserne venter nu på stribe. Gassen er på vej ud af ballonen – og kineserne ser sig stillet overfor ikke opsving og fremgang, men ganske simpelt kapitalistisk kaos, en økonomi der begynder at ligne en ruin, og et samfund, der befinder sig i en ideologisk og politisk blindgyde. Det vil ikke hjælpe, at præsident Jiang Zemin i øjeblikket besøger den ene fabrik efter den anden og gør et forsøg på at genoplive de udsultede statsvirksomheder, samtidig med at regeringen har forbudt private investorer at investere i produktionen af en lang række forbrugsgoder.

- En statsvirksomheds gode resultater er ikke kun et økonomisk spørgsmål . . . men også et politisk spørgsmål, der påvirker det socialistiske systems skæbne, siger Jiang Zemin.

De kinesiske ’kommunister’ spekulerede i et kapitalistisk boom – nu står de med en kapitalistisk krise, som er blevet stadig tydeligere siden oktober 1997, og som skærpes af virkningerne af den internationale krise, som har ramt så hårdt i det øvrige Asien. Øget arbejdsløshed og forstærket social og politisk uro står umiddelbart for den kinesiske dør. Som andre revisionister snor Jiang Zemin sig som en ål, når hans politisk fiasko begynder at stå klart.

I 1977 skrev Enver Hoxha i sine politiske dagbøger (senere udgivet bl.a. som ’Betragtninger over Kina’):

- Det er naturligt at alle verdens kommunister, alle progressive, de folk, der kæmper for politisk og økonomisk frihed, osv., er dybt bekymrede over Kinas proimperialistiske politik. Det er uhørt og uden fortilfælde i folkenes og staternes moderne historie, at et sådant stort land så åbent følger en skandaløs politik for at opnå en principløs enhed med en magtfuld imperialistmagt som Amerikas Forenede Stater … Det pseudosocialistiske Kina bøjer sig for den amerikanske imperialismes betingelser. Med den kurs, det følger, med dets strategi og taktik, har det anbragt sig selv som modstander af revolutionen og folkenes nationale befrielseskamp.

Den strategiske alliance med USA, med verdensimperialismen, mod revolutionen og folkene, har fået katastrofale konsekvenser, også for det kinesiske folk selv. Den vil i sidste ende også betyde det revisionistiske regimes fald, på den ene eller anden måde. Derfor bliver desperationen i den kinesiske ledelse stadig mere udpræget. Og alliancen med USA (ikke med kapitalismen og imperialismen) har slået revner: det strategiske partnerskab med Bill Clinton ligger begravet i Beograds murbrokker. I sidste uge brød forhandlingerne mellem Kina og USA om nye regler for verdenshandelen sammen – og næsten samtidig erklærede de to store desperados, Jeltsins Rusland og Jiangs Kina, at de har dannet et nyt ’strategisk partnerskab’, der skal danne en modvægt mod USA’s verdensdominans. ’Kinas og Ruslands og mange andre landes regeringer går ind for en multipolær verden i alles interesse’, sagde den russiske udenrigsminister Ivanov efter aftalen blev afsluttet i Kirgisien.

Ikke mange vil satse på disse to desperate kapitalistiske fallitboer, hverken som vægt eller modvægt mod noget som helst. Det er folkene, som må knuse imperialismen og al reaktion.

-pp