En såkaldt historiker, Jesper Gronenberg tillader sig i anledning af 50-året for det historiske skaktræk, der gjorde det muligt at nedkæmpe den menneskefjendske nazismens fremmarch under Hitlers faner, at benytte lejligheden til at pudse det borgerlige og socialdemokratiske Danmarks glorie og nedtone den forbrydelse, der blev begået, da ikke bare de kommunister besættelsesmagten krævede, men fem gange så mange blev arresteret den 22.juni 1941.

Det er muligt, at en historiker ikke kan se det, men for os andre er det åbenlyst at England og Frankrig i München gjorde det klart, at de ikke ville samarbejde med Sovjetunionen for at forhindre en krig. Det er også klart at de ville have klappet og bifaldet et angreb på Sovjetunionen. At Sovjetunionen i den situation gjorde en indsats for at flytte de mulige angrebspunkter mod vest og udskyde angrebet længst muligt burde være forståeligt for enhver militær strateg.

Når JG gør så stort et nummer ud af de danske kommunisters usikkerhed og modsigen sig selv, så burde han også vide, at Aksel Larsen var kommet hjem fra partiskolen i Moskva med en klar indstilling om, at han ikke burde have ledende poster i partiet. Det forklarer jo netop de eksempler JG trækker frem.

Hvorfor er det overhovedet vigtigt, at beskæftige sig med denne historieforfalskning i dag og afsløre de objektive fejl i JG’s fremlægning?

Det er fordi det samme sker i dag.

F.eks. Når det bliver påpeget, at NATO’s(USA’s) krig mod Jugoslavien strider mod alle internationale regler og aftaler, får vi det svar at Milosevics skulle stoppes for enhver pris. Den plan han fulgte har imidlertid sin oprindelse i 1937! Og da optrapningen skete i 1981 var der ingen, der ville støtte Kosova-albanernes kamp for selvbestemmelse på lige fod med de andre republikker. Først da muren var faldet og magtbalancen i verden ændret blev det interessant, for nu kunne krigen bruges som et på skud for at flytte indflydelsesfærerne. Men albanerne får stadig ikke nogen selvbestemmelse.

F.eks. Når Kurderne gang på gang påpeger at de ikke har de mest almindelige menneskerettigheder i Tyrkiet, er der ingen der støtter dem. Nej for Tyrkiet stræber efter at blive en del af Vesteuropa og tilbyder i bytte indflydelse på en oliehovedvej.

F.eks. Når Nordkoreanerne lider under hungersnød er der heller ingen, der sender hjælp. De kan bare ensidigt bilægge striden med Sydkorea. Igen handler det om magt-og indflydelsessfære.

Da dette kun er et kort læserindlæg i debatten vil jeg stoppe her, skønt eksemplerne er utallige og konkludere: Det er aldrig i kapitalismens og imperialismens interesse at støtte befolkningens interesser og undgå krig for enhver pris. Det der driver værket er og bliver ejendomsretten til produktionsmidlerne og den deraf følgende profit. Pressen og politikerne købes og betales for at fremme profittens interesser. Demokratiet og ytringsfriheden lægger et skær af retfærdighed over foretagendet.

Med menneskevenlig hilsen Gerd.