"Død eller frihed, Khamenei og Khatami, skam jer og gå af!"

I juli genlød Iran i over en uge af massive studenterprotester mod det islamiske styre. Det var nogle af de voldsomste og mest betydningsfulde protester i Iran siden 1981, hvor Den Islamiske Republik Iran proklameredes. Disse protester var den talmæssigt store iranske ungdoms (60% af Irans befolkningen er under 25 år) svar på den politik, som har ført til arbejdsløshed og fattigdom for det store flertal af iranere. De studerendes oprør var også en utilfredshed med Khatami og hans såkaldte reformer. Hidtil usete paroler, som krævede ayatollah Khameneis afgang og Den Islamiske Republiks opløsning, gjaldene for første gang i gaderne. Kommunistisk Politik

I aftenens sidste timer d. 8. juli blev studerende, som på området omkring Teherans Universitet deltog i demonstrationer, angrebet med maskingeværsalver af Den Islamiske Republiks undertrykkelsesorganer.

De studerende ved Teherans Universitet havde samlet sig på universitetets område i protest over lukningen af avisen Salaam og vedtagelsen af en ny presselov.

I begyndelsen gik Hezbollahs banditter fuldstændigt amok og adskillige studerende blev kvæstet som følge af dette brutale overfald. Herefter ankom regimets sikkerhedsstyrker, der hurtigt kom i slagsmål med og åbnede ild over for de studerende, hvoraf flere blev dræbt (mellem 6 og 20 er blevet nævnt), 1000 kvæstedes og mere end 1000 blev arresteret. Regimets forbryderiske aggressorer trængte ind i kollegierne, smadrede inventaret og udstedende eder og forbandelser prygledes de studerende, hvis rum også måtte igennem ransagninger. De studerendes kontanter blev frarøvet, og selv over for de udenlandske studerende vistes ingen nåde. Brutaliteten over for såvel iranske som udenlandske studerende var så stor, at mange udenlandske ambassadører inkl. den pakistanske kraftigt protesterede over denne grusomhed og krævede, at de ansvarlige blev straffet. Oprørsbølgen bredte sig, og dagen efter sluttede masser af studerende fra landets øvrige universiteter, især universiteterne i Tabriz og Shiraz, sig til protesterne.

Den Islamiske Republik havde en barnagtig forestilling om, at erklæringen om Said Emamis (tidl. vicechef i efterretningstjenesten) selvmord ville kunne holde den indre vrede hos millioner af iranere tilbage. Khatami og hans undersøgelseskommission forsøgte at finde en vej op ad den grav, som de selv, som følge af deres langvarige overgreb og forræderi, havde gravet.

Manuskriptet til Emamis selvmord, med hårfjerningsmidlet Vajebi, som indeholder arsenik, var der ikke én eneste, som troede på.

Folket spurgte: "Hvorfor vises der ikke noget billede af dette såkaldte selvmord? Hvorfor afholdes der for den, som begår dødssynden selvmord, som efter udenlandsk pres arresteres som ansvarlig for mordene på uskyldige forfattere, en mindehøjtidelighed i Teheran, hvori Khatami og Khameneis øverste rådgiver deltager?

Lukningen af Salaam gav i virkeligheden en mulighed for tusinder af studerende til på vegne af 60 millioner iranere at fremstille hele deres had til systemet og viste den dybe krise, som regimet befinder sig i. De iranske journalister og især dem på Salaam udsendte i Teheran nogle dele fra undersøgelsesrapporten om Said Emami. Heri tilstår Emami åbent, at han handlede efter ordre fra Falahian, da stewardessen Ghammaghami for 1 1/2 år siden blev kvalt. Falahian nægter at kende noget til dette. Emami bekræfter endvidere, at Khamenei udstedte en fatwa imod forfatterne og sammen med sine medsammensvorne søgte tilflugt i denne religiøse fatwa for at kunne skille sig af med dem. Regimets ledere og top begyndte at skælve, og Khamenei viste endda en sådan svaghed, at han i sin tale d. 13. juli sagde: "Hvis nogen håner mig ved at afbrænde mit billede, så gør dem ikke noget!".

Oprøret viste også opportunisternes skændige dobbeltspil. Disse, som gennem alle årene skamløst har propaganderet "fred med regimet", som har kysset borgerskabets fødder, og som har opfordret folket til at afstå fra anvendelse af vold, indtil regimet over for den mindste folkelige protest for retfærdighed anvender vold. Jo, det er tiden, hvor disse kryb, som hvor de end

opholder sig, ernærer sig ved forbrydelse og forræderi, smides på porten.

Vi sender en overflod af hilsner til de kæmpende studerende i Iran, og vi opfordrer til, at dette oprør udvikles til et altomfattende oprør. Dette oprør må udvikle til en generel protest, en generalstrejke. Alle progressive kræfter i Iran må tage del i denne meget vigtige opgave.