Et undertrykt folk kræver sin ret

Selvom om resultatet af folkeafstemningen på Østtimor om selvstændighed og løsrivelse fra Indonesien først er talt op en uge efter afstemningsdagen den 30.august næres der ikke megen tvivl om resultatet.

De sidste 24 år har befolkningen ført kamp mod besættelsesmagtens Indonesiens brutale undertrykkelse af landet og dets indbyggere. Og før det mod kolonimagten Portugal og dets fascistiske regime.

Folkeafstemningen har været udsat 2 gange tidligere på grund terror fra indonesisk-støttede militsstyrker og hærenheder. Også op til denne afstemning er terror og myrderier blevet brugt mod befolkningen. Alligevel deltog over 95 % i folkeafstemningen om selvstændighed.

Igen og igen har FN fordømt den indonesiske besættelse - uden der af den grund er sket ret meget. For regimet i Jakarta havde den amerikanske imperialismes fulde økonomiske og politiske støtte - og så blev der gennem et kvart århundrede set gennem fingre med folkemord. Menneskerettighederne gjaldt ikke indenfor den amerikanske indflydelsessfære. Nu søger den vestlige propaganda at få det til at se ud, som om den har stået ved Østtimors folks side. Men det er endnu en sort gang hykleri, som er mulig, fordi deres tidligere og forsatte forbrydelser overfor Østtimor endnu ikke er fuldt afsløret for hele verden.

Indtil 1974 var Østtimor en portugisisk koloni. Da det facistiske regime faldt i Portugal, oplevede Øtstimor en kort periode uden besættelsestropper. Selvstændighedspartiet vandt godt nok et valg i 1975, men så rykkede den indonesiske hær ind. Den 6. december 1975 mødtes USA’s præsident Ford og udenrigsminister Henry Kissinger med Indonesiens diktator Suharto i Jakarta. Dagen efter oversvømmede indonesiske tropper hovedstaden på Østtimor.

Allerede inden havde USA åbnet for den strøm af militært dødsudstyr og økonomisk hjælp, der gennem de næste årtier skulle beløbe sig til billioner af dollars for at holde Indonesiens diktator ved magten, som USA marionet.

USA havde brug for kontrollen over Indonesien. Det er i følge "Den Nye Verdensorden" en meget vigtig del af USA’s strategiske interessesfære.

Geografisk ligger Indonesien midt i sejlvejene mellem Stillehavet og det Indiske Ocean. USA’s økonomiske og militære interesser kræver fri adgang til disse. Og det er ifølge USA at betragte som et anti-kommunistisk bolværk mod Kina, mod revolutionens fremmarch i Asien, såvel som et bolværk mod Sovjet under den kolde krig. Nedslagtningen af mere end en million kommunister og progressive i Indonesien var også et udtryk for denne.

At være et anti-kommunist bolværk for USAimperialismen har en hel kontant grusom betydning for befolkningen på Østtimor. Ligesom i Vietnahm og Cambodia fulgte amerikanske militæreksperter den teori, at ethvert levende pigebarn er en potentiel bærer af en kommende guerillasoldat. Indonesiske soldater, uddannet af USA, voldtog kvinder foran deres familier, udsatte dem for tortur og tvangssteriliserede dem i titusindevis.

Så sent som her i 90erne udsættes kvinder på Østtimor for et såkaldt "Fødselskontrolprogram", financieret af Verdensbanken, der går under øgenavnet "safari". Safari går ud på ,at militæret indfanger kvinder og piger og udsætter dem for tvangssterilisation. Det kan f.eks. foregå på skoler, hvor militæret møder op og sikrer, at piger bliver "vaccineret". Men det er hverken vitaminer eller vaccine, der er i sprøjterne. Det er det berygtede hormonpræparat Depo-Provera, der desuden har uhyggelige bi-virkninger. Depo-Provera er forbudt i de vestlige lande, men bruges mod befolkningen i mange fattige lande i netop de fødselsprogrammer, Verdensbanken finansierer.

Under sit 31-årige diktatur i Indonesien fik præsident Suharto samlet enorm magt og rigdom. Det anslås, at Suharto-familien ejer 40 % af jorden på Østtimor. Det monopol - som var prisen for Suhartos antikommunistiske bøddelrolle - ønsker den amerikanske imperialisme i dag brudt.

Derfor har USA gennem Verdensbanken og IMF krævet langt større adgang for monopolerne - ikke bare til jorden, men til regionens store rigdomme af olie, gas og gummi. Indtil for nyligt kunne udenlandsk kapital ikke eje majoriteten i indonesiske banker. Under den nye IMF-politik er dette ændret. Ligesom tidligere restriktioner for udenlandske selskaber i forhold til at eje jord og virksomheder er ved at blive ryddet af vejen. Med den indonesiske økonomiske kollaps og den dybe krise, landet er kastet ud i, kan udenlandske monopoler købe det op for en slik.

Alene siden 1997 har IMF pumpet over 9 milliarder dollars ind i den indonesiske økonomi. Tilgengæld har IMF krævet gennemført reformer, der har betydet en uddybning af den økonomiske krise fra slem til dødelig. Godt nok er aktiekurserne igen steget til himlen, men omkring halvdelen af Indonesiens 200 millioner mennesker lever under fattigdomsgrænsen. De sulter. Regeringen har bl.a. afskaffet brændselshjælp til de fattige og er under pres for at afskaffe fødevarehjælpen samt kaste endnu flere ud i arbejdsløshed.

For at holde sin lakaj ved magten har USA givet præsident Habibi kniven på struben. Indonesien skal opretholde sikkerheden på Østtimor - med eller uden selvstændighed - ellers indefryses millionerne fra Verdensbanken og IMF.

Efter omfattende folkeligte uroligheder, der truede med at udvikle sig til en revolution, beordrede præsident Clinton i maj 1998 Indonesiens diktator Suharto til at træde tilbage og sikre en "demokratisk omstilling".

Få timer senere var Suharto faldet - efter at magten var overdraget til hans betroede vicepræsident. Så let kunne USA have endt Øtstimors lidelser forlængst, hvis de havde ønsket det og havde ladet den generelle menneskerettighedsretorik også i praksis gælde for dette folk.

Kort tid forinden havde Clinton adminstrationen betegnet Suharto som "lige vores mand". En opfølgning på den situation, der blev etableret i 1965, da generalen tog magten efter at militær massakrer havde udslettet landets eneste folkelige parti, det kommunistiske PKI og udslettet dets massebasis gennem et af det 20 århundredes værste massemord. Hundredtusindvis blev dræbt, de fleste landarbejdere.

Denne bedrift blev rost i vesten som "et glimt af lys i Asien". Virksomheder flokkedes omkring, hvad mange kaldte Suharto’s "paradis for investorer".

Igennem mere end 20 år blev Suharto hyldet i vestlige medier som "moderat", selvom han havde flere mord, terror og koruption på sin samvittighed end i fleste i efterkrigstiden.

Suharto forblev USA’s yndling frem til han begik sin største fejl: han mistede kontrollen og tøvede med at gennemfører IMF’s hårde krav.

På dette tidspunkt begyndte USA at kræve en "demokratisk omstilling".

USA krævede ikke dengang, at befolkningen på Østtimor skulle have ret til at vælge sin egen skæbne og ret til selvstændighed. På trods af at talrige vedtagelser i FN gennem alle besættelsesårene har fordømt den indonesiske besættelse og anerkendt Østtiors selvbestemmelsesret. Dens udtalelser forblev papir, fordi den amerikanske imperialisme i praksis modsatte sig enhver udfordring af Jakarta-regimet.

Som omtalt kendte USA (og Australien) på forhånd til Suhartos besættelse af Østtimor - og havde givet grønt lys dertil. Den daværende australske ambassadør har senere udtalt, at det skyldtes det faktum, "at det ville være lettere at få bedre aftale om Timors olieforekomster med Indonesien end med et uafhængigt Østtimor. På det tidspunkt, var den indonesiske hær 90 % afhængig af våben fra USA, der var klassificeret som rene "forsvarsvåben".

Samtidig med at USA optrappede sin strøm af våben til regimet, blev denne trafik mørklagt for offentligheden.

USA fik følgeskab af England, Frankrig og andre ivrige for at profitere på slagteriet. I 1989 underskrev Australien en aftale med Indonesien om at udnytte olie i "den indonesiske provins Østtimor" - "en region der ikke er istand til økonomisk at overleve og derfor ikke kan tilkende selvstændighed."

Timor-aftalen blev sat i værk umiddelbart efter hæren havde dræbt adskillige hundrede flere timoresere. Vestlige olieselskaber deltog i røveriet og holdt mund.

Efter næsten 25 forfærdelige år med uafbrudt folkelig modstandskamp måtte Indonesien tillade en folkeafstemning om autonom status eller selvstændighed, efter at regimet er svækket af den folkelige revolte, af omfattende strejker blandt de indonesiske arbejdere i multinationale selskaber, og af en forstærket kamp fra Østtimors uafhængighedsbevægelse.

En af USA’s senior diplomater beskriver den nuværende situation sådan: "Østtimor er Australiens Haiti".

Det er med andre ord ikke et problem for det USA, der skabte og fastholdt en menneskelig katastrofe på Østtimor. USAs hovedinteresse er fortsat Indonesien - og Østtimor overlades til en mindre imperialistpartner, indbefattet den ‘moralske oprydnings- og genopbygningsforpligtelse’.

Østtimor er ved at befri sig fra bdet indonesiske tyranni, som fulgte den portugiske kolonialismes tyranni. Står det til imperialismen, venter et nyt åg - denne gang med Australien i en hovedrolle.

I uafhængighedskampen har størsteparten af timoreserne stået samlet i en fælles front - bortset fra de elementer, som var nødvendige for Suharto-regimet og besættelsesmagten, og som finansieredes af disse. Klassemæssigt er det bønder, arbejdere, fiskere og det meget lille nationale borgerskab. Vil disse kræfter være i stand til at sikre en virkelig selvstændig udvikling?

Fremtiden vil vise det - forudsætningen fortsat kamp mod imperialismen og kolonialismen, gammel som ny.