Solidaritet år 2000

At den danske socialpolitik yderligere skal EU-tilpasses fremgår med al tydelighed af dagsordenen for Socialpolitisk Årsmøde 1999, der blev afholdt 1 - 2. september i Kolding, hvor man diskuterede "fællesskab og ansvar i det moderne velfærdssamfund".

Fællesskabsfølelsen med de svagere stillede i det danske samfund og dermed holdningen til, at det er det offentliges/statens ansvar at sikre en rimelig social indsats overfor de ældre, børnefamilierne, de syge, de udstødte mv. skal undergraves, så vejen banes for privatisering af socialpolitikken/nye sociale nedskæringer.

Socialminister Karen Jespersen havde allerede i indkaldelsen til Socialpolitisk Årsmøde slået formålet med konferencen fast. At der skulle lægges op til et frontalt opgør med forældede holdninger til socialpolitikken i Danmark. Med den udbredte folkelige holdning om solidaritet. Om at det er en fælles, offentligt opgave at sikre alle danskere den sociale hjælp, de har behov for.

"Kan - og skal - det offentlige løfte de socialpolitiske udfordringer i fremtiden?, spurgte hun og gav selv på forhånd svaret - et nej. "For kommuner, amter og stat skal ikke påtage sig enhver opgave, og samfundets problemer kan ikke løses som et offentligt projekt alene. Staten kan f. eks. ikke påbyde livsglæde via lovgivning".

At det offentlige ikke længere skal bære ansvaret for løsningen af en række sociale problemer, men overlade ansvaret til "virksomheder, fagbevægelsen, de frivillige organisationer, foreningsverdenen, familien osv.", beskriver socialministeren som et fremskridt. Der bliver tale om et samarbejde, "der ikke blot til gavn for de udstødte, men for det offentlige, for erhvervslivet - ja, for hele samfundets udvikling", lyder hendes påstand.

Undergravningen af den jævne danske befolknings holdning til begrebet solidaritet, af deres ønsker om en ordentlig ældrepolitik, børnepolitik, bekæmpelse af arbejdsløsheden, effektiv indsats overfor socialt udstødte mv. forsøges desuden at få et "videnskabeligt" stempel.

Til dette formål er der blevet lavet en ny undersøgelse af borgernes 'værdiopfattelse'. Undersøgelsen skulle efter sigende påvise udviklingen i danskernes værdier på en lang række områder, såsom bl.a. familieliv, arbejdsliv, moral og politik.

Undersøgelsen blev fremlagt af professor Peter Gundelach, Københavns Universitet, og skulle give et "positivt" svar på spørgsmålet om, hvordan konferencens ansvarsdiskussioner stemmer overens med danskernes værdier.

Konferencens konklusioner på undersøgelsen? Mon ikke, at privatiseringen af den danske socialpolitik og den danske stats fralæggelse af ansvaret for den førte politik, i høj grad stemmer overens med de værdier, som befolkningen giver udtryk for?

Det er med det formål, undersøgelsen er blevet lavet. For at den kan udnyttes til at give indtryk af, at regeringen - og den borgerlige opposition - har rygdækning for privatiseringen af socialt arbejde.

At der er tale om, at de ledende politikere følger med udviklingen og moderniserer velfærdssamfundet - ud fra de krav, som ikke blot magthaverne, EU-monopolerne, stiller, men også befolkningen …

Sådan skal det jo skrues sammen.

En beskyldning, naturligvis formuleret som et åbent spørgsmål, der lægger op til nye nedskæringer indenfor børnepasningsområdet, og til øget brugerbetaling for pasning af børn. Hvorfor skulle staten betale i dyre domme for pasningen af børn, fordi forældrene ikke tager deres opgave alvorligt, men overlader ansvaret til daginstitutioner og folkeskolen.

Samtidig stilles der spørgmålstegn ved om, det er "en selvfølge, at det offentlige altid skal sørge for rengøring og indkøb hos ældre, der ikke kan selv Har vi fundet den rigtige balance mellem, hvilke opgaver det offentlige skal løse, og hvilke vi selv skal tage os af, når vi tager højde for de krav, det moderne arbejdsliv stiller og for de økonomiske realiteter?"

De økonomiske realiteter for de ældre er, at folkepensionen er forringet, hjemmehjælpen skåret ned til et absolut minimum, at hjemmehjælpsopgaver er ved at blive privatiseret, så ældre med penge på kistebunden kan købe sig til den hjælp til rengøring og indkøb, der er blevet skåret væk, mv.

Realiteterne er, at der som følge af årtiers kyniske nedskæringer på ældreområdet er behov for at udbygge hjemmehjælpen og forbedre forholdene på plejehjemmene.

Det er utrolig groft, at der 'argumenteres' for at forringe forholdene yderligere, samtidig med at man appellerer til de ældres familie, venner, og ikke mindst frivillige sociale arbejdere, til at gå ind og udføre det arbejde, som hjemmehjælperne tidligere udførte.

Og det er en grov hån at betegne børnefamilierne og de ældre som "forkælede børn af det offentlige".

Det offentliges 'forkælede børn' sidder f.eks. i folketinget og bevilger sig selv og ministrene løn og pension. Eller lever en forgyldt tilværlelse af næsten ubeskattet profit.

Det kan virke tilforladeligt, at man ikke skal ydmyge folk, der har brug for hjælp. I virkeligheden handler det om at afskære en lang række personer fra den offentlige hjælp, som de i dag har krav på - ud fra påstanden om, at kun de allermest trængende skal hjælpes af det offentlige. De øvrige må klare sig selv og håbe på hjælp fra familie, venner eller frivillige hjælpeorganisationer.

"Vi skal ikke forsøge at tvinge mennesker, der ikke magter det, til at tage ansvaret for deres eget liv, men hvordan sikrer vi, at det offentlige tager ansvaret for de svagest stillede - uden at tage ansvaret fra dem?", lød den yderligere forklaring til ansvardilemma 2 - og det eneste, man kan komme i tanke om, er at stille yderligere krav til de personer, der modtager offentlig hjælp. Eller sagt med andre ord: at ydmyge og umyndiggøre dem endnu mere.

Som det udtrykkes: "Hvis det offentlige stiller større krav til brugerne, finder 9 ud af 10 måske ud af at klare det og opnå større selvhjulpenhed. Men for den 10. går det måske galt. Hvor meget skal vi indrette systemet efter den 10. med den følge, at de 9 andre også bruger det?"

Det danske sociale system skulle altså være indrettet på så tåbelig en måde, at 9 ud af 10 i realiteten modtager hjælp fra det offentlige, uden at de har behov for det.

Det er selvfølgelig en løgn, der er til at tage og føle på, men den ligger i godt i forlængelse af mistænkeliggørelsen af bistandsmodtagerne som potentielle svindlere, og amternes og kommunernes vilde klapjagt på såkaldte sociale bedragere. Og i forlængelse af socialminister Karen Jespersens opfordring på konferencen:

Vi skal være mere ansvarlige - også dem, der ikke kan. Og vi skal være mere solidariske, fordi det er bundusolidarisk, at det offentlige har ansvar for dem, det kapitalistiske samfund udskyder som arbejdsløse eller på anden måde arbejdsmarkedsubrugelige eller -opbrugte:

Smid det dog i hovedet på folk selv:

Solidaritet en privatsag. Samfundet pr. definition usolidarisk:Velærd anno 2000!

Solidariten med de folk, der har sociale problemer i dagens Danmark og dermed behov for offentlig hjælp, skal begrænses til familien, naboen, vennerne, til kirkelige organisationers og hattedamernes frivillige sociale arbejde og private fimaers velgørenhedsarbejde. Først i sidste ende kommer hjælp fra det offentlige på tale.

Selvom det er lykkedes ganske godt for den siddende socialdemokratiske regering og dens borgerlige forgænger under Schlüter at gøre kål på 'den danske velfærdsmodel', og konferencens program var gennemsyret af ønsket om at omlægge det danske socialpolitiske system til de herskende forhold i EU, så hævdes det alligevel frejdigt, at målet ikke er, at velfærdsstaten ikke skal "rulles tilbage".

Det må vel være, fordi man mener, at der snart ikke er mere velfærd at smadre.

Det endegyldige opgør med den danske (nordiske) velfærdsmodel sælges med en påstand om, at en reel videreudvikling af indsatsen indenfor det sociale område kræver, at der samarbejdes på tværs i samfundet, og at en række aktører erkender og bærer deres sociale ansvar: Familien, virksomheder, fagbevægelsen, uddannelsesinstitutioner, foreningsverdenen osv.

Som socialminister Karen Jespersen udtrykker det:

Det drejer sig om at forstå, at det offentlige ikke længere spiller nogen afgørende rolle i løsningen af sociale, samfundsmæssige problemer, men at det er et privat anliggende.

Den offentlige indsats skal skæres ned til et minimum. Som socialministeren slog fast: "Det er denne væsentlige problemstilling, jeg har valgt at sætte på dagsordenen for Socialpolitisk Årsmøde 1999."

Oplægsholdere til "Fremtidens socialpolitik" var bl. a. erhvervslivet ved direktør Jørn Kjølseth, foreningslivet ved formand for Danmarks Idræts-Forbund, Kai Holm, de frivillige sociale organisationer v. formand for Kontaktudvalget til det Frivillige Sociale Arbejde, Terkel Andersen, og "borgerne" (venner, naboer m.fl.) ved seniorforsker Søren Juul, Socialforskningsinstituttet.

Hele seancen afsluttedes med såkaldt afrundende og perspektiverende indlæg ved økonomiminister Marianne Jelved og socialminister Karen Jespersen.

Hvordan perspektivet for den danske befolkning kommer til at se ud, hvis de danske EU-politikere og EU-borgerskabet får deres vilje: - privatisering af det offentlige sociale arbejde med nye sociale nedskæringer som følge på vejen mod et socialsystem, som vi kender det syd for grænsen, hvor det offentlige først træder til, når andre muligheder for hjælp er udtømte. Med rene discountydelser.

Et farvel til de sidste velfærdsgoder, som den danske arbejderklasse har tilkæmpet sig. Mo/Od