Septemberforlig og andre ulykker
Der findes mærkedatoer i Danmarkshistorien, som ikke har karakter af national helligdag (eller nationale ulykkesdage, som den 9. april), men alligevel er af historisk betydning. Den 5. september 1899 er en sådan dato, som her op til hundredårsdagen hyldes som dagen, hvor ’arbejdsmarkedets grundlov’ blev fastlagt.
Stod det til den herskende klasse var det den 5. september og ikke 1. maj, der blev fejret – og ikke som arbejderklassens kampdag, men som ’arbejdsmarkedets grundlovsdag’.
Ingen vil bestride, at septemberforliget for hundred år siden var historisk – men dens betydning og konsekvenser afhænger af klassebrillerne. Borgerskabet hylder den, fordi aftalen mellem arbejdsgiverne og den daværende fagbevægelse anerkendte ’arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet’; LO hylder den i dag, fordi den skabte det institutionaliserede klassesamarbejde, eller den ’særlige danske aftalemodel’, som dette system også bliver kaldt.
For den kæmpende arbejderklasse har der aldrig været nogen tvivl: ved det sorte septemberforlig afskrev den daværende fagtop, socialdemokratisk og tilhænger af borgfred, sig klassekampens vej, og i realiteten dermed også kampen for et socialistisk samfund.
Det virker næsten grotesk, når Dagbladet Børsen i en leder (den 31. 8) kan skrive:
"Næsten præcis på 100-årsdagen for det historiske septemberforlig, der i 1899 fastlagde principperne for den danske aftalemodel og som opstillede spillereglerne på det danske arbejdsmarked, har de to hovedorganisationer, DA og LO, indgået en lige så bemærkelsesværdig koalition.
Mens regeringen – med betydelig opbakning fra de borgerlige partier – planlægger at indføre brugerbetaling på voksen- og efteruddannelsesområdet, VEU, så er arbejdsgiverne og fagbevægelsen nemlig i fællesskab blevet enige om at kæmpe imod."
Det er grotesk ved vurderingen af betydningen af den nuværende ’koalition’ omkring VEU, som blot er én i en lang række siden 1899, af større eller mindre omfang, men som alle har holdt det institutionaliserede klassesamarbejde kørende og sikret, at den herskende klasse har kunnet sove roligt om natten i de fleste af disse hundrede år. Der er intet nyt eller historisk heller ved en koalition omkring VEU imod brugerbetaling, for det modsvarer ganske konkrete interesser hos begge parter, selvom Børsen bebrejder DA, at man frafalder ’borgerlige mærkesager’, når det drejer sig om ’egenbetaling på områder, der ligger for tæt på arbejdsgivernes egen baghave’.
LO-toppen har brug for at pudse facaden op efter mange års hårdt slid på den danske arbejderklasses tålmodighed gennem dets fastholden af klassesamarbejdslinjen fra det ene elendige OK-forlig til det andet, som støtte til det regeringsbærende socialdemokrati og alle dets gerninger, som inkarneret tilhænger af Den europæiske Union o.s.v. o.s.v. Modstand mod brugerbetaling for VEU er en oplagt sag. Den kommer samtidig med dens pseudoangreb på septemberforligets og hovedaftalernes bestemmelser om arbejdsgivernes ledelses- og fordelingsret, som man gerne ser afløst af – nej, hverken af fri strejkeret og kamp mod arbejdsgivernes profitter eller kamp for socialisme – men af en slags ’selvstyrende grupper’ på arbejdspladserne, der skulle sætte både effektiviteten og profitterne i vejret.
Septemberforligets ånd har i 100 år været gældende i alle sæsoner. Det lykkelige trekantssamarbejde – DA, LO og den borgerlige stat, repræsenteret ved den til enhver tid siddende regering – har klaret større udfordringer end at skære et forlig om VEU sammen.
Septemberforligenes tid slutter først, når arbejderne får nok. Og det kommer med garanti ikke til at vare hundrede år endnu.
Redaktionen den 31.8. 1999