Sovjetunionen krydsede fjendernes krigsplaner

En af de største politiske »bomber« i dette århundrede detonerede natten mellem den 23. og 24. august 1939, da den daværende socialistiske Sovjetunion og det fascistiske Hitler-Tyskland undertegnede en ikke-angrebspagt.

Det er nu 60 år siden, og det politiske landkort har undergået store ændringer, men netop omkring denne pagt er der spundet et væv af løgne, fordrejninger og myter, der alle har tilsigtet at defamere Sovjet (især Stalin) og selve den socialistiske idé. I angrebene på Sovjet har de imperialistiske vestmagter modtaget massiv politisk støtte fra såkaldte venstrefløjspartier med trotskister og lignende elementer i spidsen.

Nøgternt beset var pagten et mesterligt politisk-diplomatisk træk. Den tids lave informationsniveau og folks almindelige ukendskab til udenrigspolitiske forhold og tildragelser har i væsentlig grad gjort det muligt at sprede allehånde myter, som så er blevet »sandhed«.

De sovjetiske marxister udnyttede imperialisternes indre modsætninger og forstod at krydse Storbritanniens og Frankrigs planer om at samarbejde med Hitler om bl.a. at foretage en nyopdeling af verden. Pagten forhindrede umiddelbart, at Sovjet blev konfronteret med en tofrontskrig, som allerede var indledt med Japans krig imod Kina og væbnede indfald i Sovjet. Den udsatte den store krig imod Sovjet i næsten halvandet år og gav Sovjet et pusterum til at organisere forsvaret og forcere rustningerne.

I den følgende tid stod vestmagterne med 'gevær ved fod'. Dette fortsatte med den 'løjerlige krig' efter at Hitler havde igangsat verdenskrigen med overfaldet på Polen den 1. september 1939. Sovjet bar krigens hovedbyrde i tre år - fra juni 1941 til de vestallieredes invasion i Europa den 6. juni 1944.

Det er et fælles træk hos alle professionelle antikommunister, at de lader, som om pagten faldt ned fra himlen i sidste halvdel af august 1939, kun ca. halvanden måned før Hitler-Tyskland kastede det meste af verden ud i Anden Verdenskrig.

Men store historiske begivenheder har deres egen udviklingshistorie og skal naturligvis ses i sammenhæng. Der er tale om en lang, uafbrudt kæde af små og store begivenheder, som vurderet i sine naturlige bestanddele viser, at krigen blev købt på afbetaling og var præget af forsøg på at jage Sovjet og Tyskland i totterne på hinanden, mens de vestlige intrigemagere kunne læne sig tilbage og hente dividenden ved Kasse 1. Det bør ikke gå i glemmebogen, at det var de store monopoler og protyske/pronazistiske politikere, som tilførte den tyske rustningsindustri vældige summer, så Hitler kunne forny en stor del af de tyske rustningsfabrikker og iværksætte en gigantisk oprustning.

Hvorledes krigen blev købt på afbetaling, kan konstateres ved at opridse forløbet i nogle hovedpunkter:

Hele spørgsmålet om krig eller fred i Europa gik nu ind i en ny, afgørende fase.

De sovjetiske ledere var helt klar over, at Hitler & Co. ville rette deres aggressive krigspolitik imod de mindre og svageste europæiske lande. De lande, der havde afvist fredsbestræbelserne og i stedet deltaget i forsøgene på at isolere og få rettet krigen imod Sovjet, kunne nu blive de næste ofre. De fascistiske landes samt det militaristiske Japans krigsplaner udgjorde nu en latent fare for Sovjet. I antikommunismens navn havde de alle erklæret, at de ønskede kommunismen, kommunisterne og sovjetstaten lagt i graven.

Nazisterne krævede, at Danzig blev tilsluttet Tyskland, og de røvede Klajpeda fra Litauen i marts 1939, uden at landets garantimagter, Storbritannien og Frankrig, rørte en finger.

I den følgende tid blev der forhandlet intenst på det diplomatiske plan. Sovjet søgte at vinde tilslutning til sin fredspolitik, mens Frankrig-Storbritannien fortsatte deres München-politik med brod imod Sovjet.

Den 17. april 1939 rettede Sovjet en række forslag om forebyggelse af krig til de to vestlige stormagter. Forslagene omfattede:

1. Storbritannien, Frankrig og Sovjet indgår en overenskomst om gensidig hjælp.

2. De tre lande skal forpligte sig til at yde hjælp til Sovjets nabolande (Estland, Letland, Litauen, Polen, Finland m.fl.), hvis disse lande bliver udsat for aggression. Overenskomsten skulle ledsages af en militæraftale. Deltagerne skulle forpligte sig til ikke at indgå en separatfred med angriberen.

Storbritannien afviste forslagene og erklærede, at det »er yderst ubelejligt« idet Storbritannien »skal afveje fordelen ved Ruslands papirforpligtelse (!) til at gå i krig på vores side mod ulempen (!) ved åbent at slutte os sammen med Rusland.« Storbritannien udtrykte også tvivl om Sovjets militære formåen. Efter at der den 21. juli var indledt forhandlinger om en handelsaftale mellem Sovjet og Tyskland, accepterede såvel briterne som franskmændene omsider at forhandle om Sovjets forslag.

I slutningen af juli kom en tysk diplomat, Helmuth Wohlthat, fra »oprustningsministeriet« under ministerpræsident Hermann Gøring, til London, hvor han forhandlede med Chamberlains »højre hånd«, Horace Wilson.

Hitlers udsending fik forelagt et i forvejen udarbejdet forslag til en omfattende tysk-britisk samarbejdsaftale (generel overenskomst eller pagt). Forslaget var godkendt af Chamberlain og indebar:

1. en tysk-britisk overenskomst om at afstå fra magtanvendelse.

2. Offentliggørelse af en erklæring om tysk ikke-indblanding i det britiske imperiums anliggender og omvendt britisk ikke-indblanding i «Stortyskland«s anliggender.

3. Revision af Versailles-traktatens bestemmelser om kolonier og mandatområder.

Wohlthats rapport til Hitler blev af nazisterne betragtet som en bekræftelse på, at Storbritannien ville forholde sig neutralt, hvis der opstod en konflikt mellem f.eks. Polen og Tyskland.

Alt dette foregik, mens krigens mørke skyer trak sammen og blev stadig mere tætte og truende. I de højere politiske kredse var der overalt klarhed over, at Tyskland gjorde klar til at overfalde Polen. Alle propagandatrommer var allerede i gang med de psykologiske forberedelser.

Den britiske accept af at forhandle i Moskva om en militæraftale forelå den 25. juli 1939, men den britiske regering sendte sine forhandlere afsted på den mest langsomme måde: med skib. Delegationen var 17 dage undervejs, og derfor kunne forhandlingerne ikke gå i gang før den 12. august. Det viste sig også, at delegationen ikke bestod af folk på højeste eller højere niveau og at chefforhandleren kun havde begrænset fuldmagt og mangelfulde instrukser.

Under de samtidige, ovennævnte tysk-britiske forhandlinger i London var der mere fart og stil over det.

Det viste sig, at vestmagterne fortsat søgte at isolere Sovjet politisk og ikke ville påtage sig gensidige forpligtelser, hvorefter forhandlingerne i Moskva løb ud i sandet. Vestmagterne, Polen og Rumænien ville f.eks. ikke give Sovjet tilladelse til at marchere ind på disse landes territorier, hvis disse bad om sovjetisk hjælp imod tysk aggression.

Forhandlinger med Finland om at rykke lidt tilbage fra grænsen, så Leningrad ikke kunne beskydes med kanoner, blev afvist, hvorefter Sovjet foretog en præventiv militæraktion. Dette udløste ligesom Sovjets erhvervelse af baser i de baltiske republikker en voldsom kampagne imod Sovjet og også imod kommunister i almindelighed.

Da Finland under den reaktionære general Mannerheim i 1941 arm i arm med tyskerne gik i krig imod Sovjet, fuldbyrdedes den finske tragedie.

Da lignende skridt som de præventive sovjetiske militæraktioner fandt sted senere, blev de i almindelighed accepteret som rimelige og nødvendige. Her kan nævnte briternes besættelse af Island og Færøerne og amerikanernes udnyttelse af Grønland (også til hemmelige, militære formål, der var direkte imod danske interesser). Nævnes bør også den britisk-amerikanske besættelse af Irak (der varede til 1948) og amerikanernes landgang i Casablanca, der fandt sted under voldsom marokkansk protest. I alle tilfælde var det skridt, der tjente kampen imod aggressorerne og nazismen.

Ikke desto mindre blev begivenhederne benyttet som påskud til at ekskludere Sovjet fra Folkeforbundet.

I alle årene efter krigen har Sovjets forsvarsmæssige handlinger givet anledning til gentagne antikommunistiske kampagner. Derimod har München-forræderiet, der var den tids helt afgørende vendepunkt, som direkte hidkaldte krigen, og også den dansk-tyske ikke-angrebspagt kun sjældent givet anledning til debat.

Ved den tyske lynkrig imod Polen blev al modstand nedkæmpet i løbet af et par uger. Sovjet rykkede den 17. september ind i den vestlige del af Ukraine, et område, der var revet ud af Rusland ved fredsslutningen efter Første Verdenskrig, og som havde ca. 8 mio. russiske indbyggere. Sovjet marcherede også ind i Bukowina, som rumænerne havde bemægtiget sig efter Oktoberrevolutionen. Alle disse sovjetiske skridt tjente det formål at forhindre, at de pågældende lande blev baser og kolonier for Hitler-Tyskland.

I hurtig rækkefølge angreb og besejrede/besatte Tyskland derefter Danmark og Norge, Holland, Belgien, Luxemburg og Frankrig. Bulgarien blev »ordnet« i marts 1941. Den 22. juni 1942 tog Hitler-Tyskland derpå hul på Barbarossa-planen, dvs. nedkæmpelsen af Sovjet. Men der stødte de på det socialistiske lands ukuelige modstand, mod og offervilje. Der blev i fortsættelsen med vestmagterne skabt et antifascistisk kampfællesskab, som fremmede modstandsstyrkernes kamp i de enkelte lande, og som trods forskellige samfundssystemer og ideologier førte til den endelige sejr. Hvis Sovjet ikke havde handlet som beskrevet, ville det tyske angreb på Sovjet være startet 200-300 km længere mod øst og derfor også med sandsynligvis større resultat set med angriberens øjne. Nu blev de tyske tropper i første omgang standset uden for Moskva og derefter ubønhørligt under hårde kampe drevet tilbage til Tyskland med Hitlers selvmord i Berlin som en slags punktum.

Den sovjetiske tidlige befrielse af en del af Polen blev af alle antikommunister udlagt som et bevis på, at kommunisterne og nazisterne havde delt Polen, at de to politiske ideologier var ens som to dråber vand, at Hitler og Stalin var lige onde, at de havde giftet sig med hinanden, at de var gået i seng med hinanden osv.

Alle begivenheder og krigens gang viste med al ønskelig tydelighed, at også dette var løgn og bedrag. Det var med Sovjet i spidsen, at nazismen blev slået ned.

Med den store sejr, der skabte solidaritet og optimismen med hensyn til en lysere fremtid, var der skabt udgangspunkt for en epoke, der kun kunne pege fremad for folkene. Denne fremtidsvision blev der efter kyniske beregninger sat et makabert punktum for, da USA uden tvingende grund lod to atombomber detonere over civile mål i Japan. I mange årtier efter denne imperialistiske magtdemonstration hvilede atomkrigsfarens slagskygge over verden og dens folk.