‘Velfærd forpligter’ -
men ikke LO!

"Velfærd forpligter" er titlen på et nyt oplæg, der skal vedtages på LO’s kongres sidst i oktober. Der skal gøres op med forældede udtalelser bl.a. omkring arbejdstiden, øget brugerbetaling, udlicitering af børnepasning, ældrepleje og dele af hospitalssektoren. LO’s udtalelser skal bringes i samklang med virkeligheden. Ikke den virkelighed, det brede flertal af LO’s medlemmer ønsker, men med den praksis og politik, LO-toppen fører. Her to en halv måned før LO-kongressen er dokumentet stadig såkaldt "hemmeligstemplet" op til LO’s forretningsudvalgs møde d. 30. august. Dog ikke mere hemmeligt, end de på behørig vis har ladet de ønskede dele sive til pressen.

"Velfærd forpligter" lanceres som et frontalopgør fra LO og fagbevægelsen med den klassiske socialdemokratiske velfærdsmodel. Men det er et frontalopgør med nogle af de grundlæggende rettigheder arbejderklassen har tilkæmpet sig og som endnu ikke helt er undermineret.

Det gælder f.eks. et spørgsmål som arbejdstiden. Normalarbejdsdagen. Ved de seneste overenskomster er der kommet mere og mere fleksibel arbejdstid ind, takket være forbundenes topforhandlere. Nu skal det være helt slut med den faste 37 timers arbejdsuge. LO-oplægget slår fast, at den skal erstattes af fuld fleksibel arbejdstid. Arbejdstiden skal ikke sættes ned, tværtimod kan LO ikke se noget alternativ til regeringens krav, om at vi skal arbejde mere.

Velfærd forpligter. Og der lades ikke meget tvivl om, hvem pligterne tilfalder, og hvem velfærden tilfalder. Således også i den helt kontante form, der hedder brugerbetaling for offentlige ydelser.

Også på dette punkt er LO’s oplæg fuldstændig synkroniseret med de aktuelle udmeldinger fra ledende socialdemokrater udenfor LO-toppen. Således udtaler socialdemokratiets politiske ordfører Jacob Buksti efter socialdemokratiets sommermøde:

Rørende enige er de også om at fortie, at de store dele af arbejderklassen, der er lavtlønnede eller helt udenfor det almindelige arbejdsmarked, fortsat skal betale deres skat, men ikke får råd til "egenbetaling" for sociale offentlige ydelser oveni. De falder under kategorien "forpligter". Velfærd er for dem, der har råd til det.

LO-oplægget foreslår, at "der indgås en aftale (mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, red.) om velfærdssamfundet, der omhandler arbejdsdelingen og udviklingen i de kommende 10 år". En aftale som "forudsætter en revision af hovedaftalen" på arbejdsmarkedet.

LO lægger bl.a. op til, "at arbejdsmarkedets parter skal overtage en stadig større del af ansvaret for og finansieringen af de velfærdsopgaver, der knytter sig til lønmodtageres hverdag på arbejdspladserne. Til gengæld skal den offentlige sektor fremover koncentrere sig om sine kerneydelser."

Hvis du synes, du har hørt noget, der ligner til forveksling for ganske nylig, så er det rigtigt!

Vi spoler lige båndet tilbage til EU-regeringschefernes topmøde i maj måned i Köln. Selvom det lykkedes LO at undgå overhovedet at nævne EU, er det nemlig nærmest en kopi af unionsbeslutninger. Halvårlige tre-parts-drøftelser, hvor der foruden arbejdsgivere, regeringschefer og fagtoppen også indgår ledelsen i Euro-banken, skal fastlægge EU’s såkaldte velfærdspolitik/arbejdsmarkedspolitik og offentlige ydelser. Det skal ske som et led i en fuldstændig harmonisering af landenes arbejdsmarkeds-, social- og skattepolitik. Derfor foreslår LO nu det danske sociale system ændret til den tyske EU-model, som er knyttet til ens stilling på arbejdsmarkedet ('lønmodtagernes hverdag på arbejdspladserne').

"Velfærdssamfundet er nået til en korsvej, og det er derfor vi tager velfærdsdiskussionen nu", siger LO-oplægget. Og synkroniseret uddyber Jacob Buksti:

- Hele velfærdsproblemstillingen er ændret afgørende, og det kræver andre svar. Der er en meget stor pædagogisk opgave i det her.

Nu har samfundsudviklingen i Danmark aldrig været isoleret fra den øvrige kapitalistiske verden og klassekampen. Presset fra den danske arbejderklasse og den socialistiske Oktoberrevolution i 1917 blev herhjemme ledt over i de første store socialreformer. Senere efter 2. verdenskrig, hvor socialismen var styrket og omfattende over en fjerdedel af jordens befolkning, blev der i de næste årtier gennemført en lang række yderligere reformer, tilsammen kaldet "den socialdemokratiske velfærdsmodel." Socialdemokratiets andel i æren bestod i, hvad Ritt Bjerregård dengang åbent sagde: "Det er billigere og klogere af kapitalismen at give arbejderne reformer for at holde deres utilfredshed nede, end at gøre det med åbenlys militærmagt".

Som bekendt faldt den socialistiske lejr som følge af revisionistisk forræderi, og ved indgangen af 90erne indledte imperialismen med sin "nye verdensorden" en massiv offensiv mod, ikke bare alt hvad der kaldte sig socialistisk, men mod alle arbejderklassens landvindinger og rettigheder. Det danske borgerskab solgte Danmark til EU og fulgte dens udviklingsvej. Mod befolkningens vilje. Mod arbejderklassens vilje. Vi står ikke længere ved nogen korsvej. Den klassiske socialdemokratiske model var og er tilpasning til kapitalens behov. LO-toppen og socialdemokratiet skiftede ham til Euro-krater, da det blev krævet af dem. De krydsede den korsvej, hvor flertallet stemte nej til Maastricht og nej til Unionens velfærdsmodel. Ikke nok så mange socialdemokratiske pædagogiske krumspring kan bortforklare det. Heller ikke LO’s oplæg "Velfærd forpligter."