Krudttønden i Kaukasus

Imperialisme betyder krig, og ’Den ny verdensorden’ er inde i en ustabil periode med nyopdeling af interessesfærer efter sammenbruddet for den bipolære situation med to supermagter, USA og Sovjet, og deres respektive blokke, som dominerede den internationale dagsorden i mere end tre årtier. Den ene krig og væbnede konflikt afløser den anden. Ikke så snart havde der sænket sig en skrøbelig fred i Kosova og på Balkan, før et andet brændpunkt på grænsen mellem Europa og Mellemøsten, Kaukasus, eksploderede igen, da såkaldte muslimske oprørere udråbte Dagestan til en selvstændig republik. Jeltsins nyeste ministerpræsident, Vladimir Putin, beordrede en omfattende russisk militær indsats, foreløbig hovedsageligt fra luften (belært af de negative erfaringer med landtropper i Tjetjenien, og måske også af NATOs delvise succes i Jugoslavien). Flere hundrede luftangreb er gennemført til nu.

I alle verdenshjørner forekommer blodige krige og/eller borgerkrige. De fleste af dem når sjældent frem til de dominerende vestlige medier, som foretrækker at skjule de hænder, som er aktive i disse konflikter.

Det gælder f.eks., hvad der nu kaldes ’Den store afrikanske krig’ – krigen i Congo, det tidligere Zaire, hvor et fletværk af imperialistiske og kapitalistiske interesser og alliancer har inddraget hovedparten af landene syd for Sahara i en konflikt, der foreløbig har sendt soldater fra Angola, Zimbabwe, Namibia, Rwanda og Uganda ind i Congo. Afrika er i al ubemærkethed blevet et blodigt centrum for kampen om nyopdeling af verden i interessesfærer.

Heller ikke den kaukasiske krudttønde har chance for at blive en mediekrig som Kosava-krigen var det. Ikke desto mindre er det en omfattende konflikt i den europæiske udkant, hvor mange politiske og økonomiske interesser samles. I det skjulte er mange kræfter involveret.

Kaukasus-regionen – mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav, grænsende til Rusland mod nord og Tyrkiet og Iran mod syd – er et område rigt på udnyttede og endnu ikke udnyttede naturresourcer. Ikke mindst de enorme oliereserver ved det kaspiske hav. Der tales ligefrem om det kaspiske olieboom med centrum i Aserbajdsjans hovedstad Baku.

Den består af en lang række lande og nationaliteter, som var en del af det tidligere Sovjetunionen, og som efter dens opløsning befinder sig i et uafklaret og usikkert nationalt og politisk tilhørsforhold. 15 lande og provinser med i alt omkring 23 millioner indbyggere, fordelt på mere end 120 folkeslag. Dagestan og Tjetjenien, Nord- og Syd-Ossetien, Ingusjetien, Kabardino-Balkarien, Karatjaj-Tjerkessien, Adygei, Abkhasien, Georgien, Adsjarien, Armenien, Aserbajdsjan, Nagorno-Karaback, Nakhitjevan. Nordkaukasus, omfattende halvdelen af disse lande, er i dag en del af Jeltsins Rusland.

Det er områder, der var den russiske zarismes baggård, som centralamerika var og er den amerikanske imperialismes. Under opbygningen af den socialistiske Sovjetunion tog disse samfund stormskridt ind i nutiden – men efter revisionismens gennembrud og efterfølgende i årene efter Sovjetunionens opløsning gik udviklingen baglæns: De fleste af disse lande blev tilbagestående arbejdsløshedsøer, plaget af massiv tilbageståenhed og kriminalitet. Livstruende sygdomsepidemier hærger konstant. Og de talrige nationale, etniske, sociale og religiøse modsætninger, som under disse omstændigheder er blevet skærpet, er den rene svir for imperialistmagter og store regionale naboer, som slikker sig om munden ved tanken om at få fingrene i områdets store rigdomme.

-Jeg tror faktisk, at vi risikerer at tabe Dagestan, erklærede den nu fyrede russiske regeringschef Sergej Stepasjin for nogle uger siden.

I 1991 erklærede Tjetjenien sig selvstændigt – og selv om ingen har anerkendt landet (der kalder sig Itjkeria) diplomatisk, har Rusland reelt ingen kontrol over det. Den to år lange krig fra 94-96, hvor Rusland forsøgte at generobre kontrollen med landet endte med en militær fiasko for Jeltsin og Co. – og kostede omkring 80.000 dødsofre, næsten en tiendedel af indbyggerne. Den militære leder af oprøret i Dagestan er en gammel kending fra det sovjetiske nederlag i Tjetjenien, Sjamil Basarev, hvis pro-vestlige sympatier i modsætning til f.eks. den pro-iranske fundamentalisme er velkendt.

I dag erklærer den ny regeringschef Putin: - Tjetjenien er russisk territorium, og hvor der er oprørere, vil der også blive angrebet.

Det er den sociale elendighed, der i sidste ende ligger bag den såkaldte muslimske opstand. Jeltsins og den russiske kapitalistklasses frygt er at miste hele det nordkaukasiske område. Det ser ud som om Jeltsin og Co. igen satser på våbenmagt, mens de såkaldte liberale kræfter vil forsøge at vinde befolkningerne med penge og investeringer. Men også Tyrkiet, Israel og USA har deres planer med området. Og Iran. Og Den europæiske Union.

Og der er atter ild i lunten.