VEJEN TIL LIVET

POLITIETIODENSEKLAGERover vilde bander, der huserer rundt om i byen med kriminalitet, som går fra indbrud, tasketyveri, biltyveri til ikke mindst vold mod sagesløse. Det drejer sig mest om drenge og unge mennesker, som gør livet utrygt for fredelige og ældre mennesker henunder aftenen og natten. Ja sågar ved højlys dag.

En højtstående i politietaten udtalte i TV-avisen, at der intet var at stille op med det bandevæsen. Ihvertfald ikke med de resurser man rådede over. De kriminelle bander var så indædt sammenspiste, at det næsten var ‘et kald’ med ubrydeligt sammenhold og ‘korpsånd’ , som gjorde det umulig! at få trevlet ‘skavankerne’ op. Dertil kom så de unges nemme tilgang til stoffer, som stimulerede til fortsat sammenhold på forbryderbanen.

Politietaten kom ‘for skade’ at ytre, at det kunne ligne amerikanske forhold. Heri har han naturligvis evig ret. Vi kommer til at opleve meget mere af den slags i USA’s lille provins, hvor alt fra ‘over there’ straks skal behæftes som trendy og smartness, fra MC Donald til den ulidelige strøm af voldsfilm og gangsteridoler. Fornyelig hørte vi om unge i kriminalpræventiv ‘behandling’, som arresteredes for overfald og vold af særlig farlig karakter på Diskoteksarrangementet Strandlyst i Provinsen. Fængsel og hvad så? Efter afsoning og ud igen til håbløs ungdomsarbejdsløshed med straffeattesten in mente. En repræsentant fra det seriøse ‘KRIM’ fortæller, at fængselsopholdet ikke er uden problemer -. Det er ikke ‘Vejen til Livet’ som gode nyttige samfundsborgere - tværtimod. Her foregår nedværdigende forbryderaktiviteter under et hierarki af hårdhudede ‘overfanger’, hvor alt fra snitten med knive til udveksling af ‘gaver’ (narko forstås’), mobning i stor stil, medfører både overlegenhed og ydmyghed. Alt imedens 'vogterne' overlegent og passivt ser til uden interesse.

Det kan vel heller ikke virke inspirerende for unge efter udstået afsoning at blive tilbudt tvangsaktivering til underbetaling og uden mindste rettigheder, hvad ‘det nye liv’ angår omkring arbejdsforhold. Hvad er forklaringen på alt dette andet end det kapitalistiske samfunds råddenskab - at regne med eller håbe på en opbyggelig fremtid for underklassens ungdom under det nuværende samfundssystem, er det samme som at tømme Atlanterhavet med en teske. Den socialistiske revolution er eneste vej til livet.

I DETSIDSTENUMMERAFDKUs blad FREMAD berettedes om den sovjetiske forfatter og pædagog Anton Makarenko, som revolutionerede pædagogikken i forbindelse med den enorme opgave, det var (efter revolution 1917 og interventionskrigene, hvor mange kapitalistiske lande invaderede den unge sovjetrepublik) at dæmme op for ungdomsbander som hærgede i uhørt kriminalitet. Zarismen, fattigdom og elendighed, intervetionskrigenes hærgen og ødelæggelse, havde som analfabeter drevet tusinder af forældreløse og hjemløse børn udi vanartet overlevelseskamp ved røverier og overfald. Socialismens system mestrede at afskaffe kapitalismens svøbe både kriminalitet og analfabetisme.

Anton Makarenko skrev sin verdensberømte bog ‘Vejen til livet’. Hvad kun de færreste ved er, at bogen mesterligt blev filmatiseret i trediverne Det var igen en af de socialrealistiske film, som i Stalintiden viste socialismens frugtbare virke. Oplevelserne i Makarenkos koloni for at bringe samfundets farlige ungdomsbander til støtte for den socialistiske opbygning, i stedet for den nedværdigende kriminalitet, ja det stod så gribende og uudsletteligt i ens bevidsthed. Makarenko fik det rigtige greb om de vildførte og afsporede unge ved at finde ind til deres selvværd som betydningsfulde sovjetborgere, der havde en kæmpemæssig opgave at udføre:de skulle blive et forbillede for hele Sovjetstaten. Med dette perspektiv, som Makarenkos pædagogik mejslede i de førkriminelles hjerter og bevidsthed, skete sande undere. Man hamrede og byggede de forfaldne lokaliteter i kolonien om til forbilledlige nybyggerier med faciliteter af sovesale, spisesale, baderum osv. Pligten og disciplinen blev til begejstring ved selvoplevelsen af deres indsats, og herunder glæden ved opdagelsen de skrevne ord; analfabeternes tid var omme. Kampe og sejre på vej mod det nye og lykkelige liv, men undervejs også nederlag. Fåtallige inkarnerede kriminelle blev udvist af fællesskabet. Men opgøret kom, da de får nys om dette gængs planer om overfald på en jernbanestation. Eleverne fra kolonien rykker ud til åstedet for at forhindre ugerningen, og her bliver den yngste elev, som var alles yndling på grund af sit humør og gåpå mod, skudt ned af den nedrige klike. Jernbanen går lige forbi kolonien, og filmen slutter med et tog der langsomt glider hen mod kolonien - med agten af lokomotivet indsvøbt i sort sørgeflor og røde flag. Her lå ynglingen på ‘Lit de parade’, der havde givet sit liv for udryddelsen af kapitalismens fordærvende kriminalitet.

SOVJETFILMENEDENGANG fulgte konsekvent Lenins devise om filmkunstens vigtighed for befæstelsen af socialistisk bevidsthed. Danmarks Kommunistiske parti viste denne sovjetfilm (MOS) i Borups Højskole, Frederiksholms Kanal. MOS filmenes introdutions-logo var arbejderen og sidst i trediverne kollektivbondekonen højt knejsende med hammer og segl.

Justitsministeren (spejderdrengen) meddeler forskrækket, at behovet for at skaffe kontakt med unge fra I8-24 år i provinsen og få dem i arbejde er pinedød nødvendig for at ‘dæmme op for kriminaliteten. Selvfølgeligt ikke realistisk, men symptomatisk. I Brøndby vil man indhegne karreer med pigtråd.