Lad os forene vores ord og handlinger mod imperialismen!

Ved udgangen af dette årtusinde står det kapitalistisk-imperialistiske system over for en ny, almen krise, som ryster dets fundament. Ingen, ej heller det imperialistiske borgerskab, benægter krisens eksistens, men alligevel er der stor forskel på udlægningen af dens årsager, og hvad der er nødvendigt for at overvinde den.

Det handler om en krise, forårsaget af relativ overproduktion, som manifesterer sig i alle områder, egne og lande, selv om den giver udseende af kun at være en børs- eller finanskrise.

Krisen medfører store lidelser for masserne og rammer folkene og de arbejdende klasser hårdt, især i de afhængige lande. Uden tvivl kræver en sådan situation, at de revolutionære udnytter den til at markere organisationen og den revolutionære kamp. Over for den af det internationale borgerskab og imperialismen påståede afslutning af historien og folkenes revolutionære kamp, konstaterer vi, at den tilbagegang, som ramte arbejderbevægelsen, de sociale og nationale befrielseskampe og kommunisternes og de revolutionæres kamp, er overvundet.

Imod forværringen af folkenes livsbetingelser, angrebene på deres rettigheder og demokratiske landvindinger, imod udlandsgældens tyngende åg og regeringernes reaktionære og fascistiske politik, rejser arbejderne og folkene sig til kamp mod det borgerlige herredømme og dets "neoliberale" politik, mod imperialismen og de nationale oligarkier.

I adskillige lande går man fra defensiven til modoffensiv. Arbejderklassen står i spidsen for store mobiliseringer og strejker til forsvar for sine rettigheder. Frankrig, England, Tyskland, Italien, Belgien og Sydkorea har hørt arbejderklassens rungende stemme imod kapitalens magt, imod omlægningen og indskrænkningen af produktionen. Repressive diktaturer og regeringer som Suhartos i Indonesien, Bucarams i Ecuador eller Raúl Cubas’ i Paraguay er alle faldet på grund af folkenes kamp. I Japan dukker strejkebølgen på ny op, og i USA ser vi, at arbejderne i de multinationale firmaer er gået til kamp.

Latinamerika er skueplads for vigtige kampe, som involverer forskellige sociale klasser og lag. Der går ikke én uge, uden der udbryder en strejke, en opstand, en jordbesættelse, en mobilisering etc., som har vidtrækkende betydning. Én dag er det bønderne, en anden dag arbejderne i industrien eller staten og den tredje ungdommen eller lærerne. Alle er forenede mod de herskende klassers politik. Kampen mod den imperialistiske blokade af Cuba fortsætter. I Mexico og Peru varer den væbnede kamp ved, trods fjendens anstrengelser for at knuse den. I Columbia er oprørerne i offensiven og vinder militære og politiske sejre.

Derfor gentager vi, at vi befinder os i en tid, hvor massernes kamp i international målestok genoplives, og hvor denne genoplivning vil give anledning til en styrkelse af den folkelige kamp i mange lande. Der eksisterer en tendens til vækst, til udvikling af nye og massive bevægelser til en kæmpe bølge af revolutionær kamp.

I nogle af disse kampe er vi til stede, i andre ikke. Mange af kampene opstår spontant. Vi har den opgave at sikre, at borgerskabet, reformismen, socialdemokratiet ikke tilpasser disse kampe til systemet, men at kampene tværtimod ledes ind på revolutionens og socialismens vej.

I masserne findes der en higen efter forandring, men hvis denne søges realiseret inden for rammerne af de borgerlige institutioner, kan kampene og den folkelige bevægelse forfalde til reformisme, socialdemokratisme og "den tredje vej", uden at dette påvirker systemets stabilitet. Vores opgave er ikke at holde liv i imperialismen og de herskende klassers magt, men derimod at knuse den for i stedet at bygge et samfund for arbejderne og folkene.

For at disse kampe skal følge de strategiske mål, som motiverer os, må folkene være næret af, beriget med, en tænkning, en revolutionær ideologi og en politik, gennemsyret af frihedens og socialismens idealer, af marxismen-leninismen.

Uden revolutionær teori er der ingen revolutionær bevægelse, lyder en kendt formulering. Dette forpligter de revolutionære til at forsvare marxismen over for revisionismen, at lægge vægt på studiet og berigelsen af teorien, at forbinde teori med praksis, og med fast rodfæste i denne definere de opgaver, vi påtager os, ved at sammenfatte dem i et handlingsprogram, som helt og fuldt ud repræsenterer massernes interesser på kort og lang sigt. Udarbejdelsen og gennemførelsen af kommunisternes og de revolutionæres program er et politisk redskab til at gøre vores handling forståelig for de grupper i samfundet, som er interesserede i samfundsændringer.

Heri spiller den revolutionære pro-
paganda for vores linje en vigtig rolle, ligesom konfrontationen med reaktionens ideologiske offensiv og kampen mod fejlagtige ideer, som spreder skepsis og nederlagsstemning blandt masserne.

Kamp uddanner. I kamp lærer masserne på få timer, hvad de lærer i løbet af år med relativ ro. Stormen fra klassekampen, konfrontationen for arbejdernes interesser imod imperialismen og de nationale oligarkiers, kampen for national suverænitet og uafhængighed udgør en stor skole i politisk uddannelse af masserne. Alligevel er kampen alene ikke tilstrækkelig til at grundfæste en revolutionær bevidsthed og politik. Det er nødvendigt, at kampen er en del af den strategiske plan, som lykkes ved partiets politiske handling.

Uden at svigte kampen for de arbejdende klassers og folkenes krav og rettigheder, men tværtimod forudsat, at vi fremmer og støtter dem, sætter vi os for at sætte dem på rette spor i parolerne om revolutionen og socialismen.

Vi arbejder for at rodfæste vores ideologiske, politiske og organisatoriske indflydelse i folket. Tilføre vore rækker de bedste kæmpere fra arbejderklassen, blandt bønderne, ungdommen og fra de øvrige undertrykte grupper. Bruge vores energi på opbygningen og udviklingen af masseorganisationer, på opbygningen af partiets egne kræfter samt andre nødvendige redskaber for udviklingen af den revolutionære kamp, som f.eks. aktionsenhed.

Vi anerkender gyldigheden og nødvendigheden af forskellige kampformer. Den væbnede kamp viser sig gyldig og som vejen til at nå sejren. Den økonomiske kamp, kampen for demokratiske rettigheder, strejker, demonstrationer, politiske gademøder, den parlamentariske kamp, jordbesættelser i by og på land og den væbnede revolutionære kamp er alle brugbare og nødvendige, når de anvendes i forhold til den konkrete virkelighed, til den specifikke situation.

Imidlertid er vi overbeviste om, at kun med massernes organiserede vold, med folkenes væbnede kamp, kan vi erobre magten. Vejen til erobringen af magten går gennem anvendelse og kombination af alle disse kampformer.

Ved vores side kæmper en række revolutionære, anti-imperialistiske, demokratiske og progressive organisationer, som sætter sig op mod imperialismens og oligarkiernes diktat og udbytning, og som deler mange af vores synspunkter. Med disse organisationer søger vi at etablere en aktionsenhed. Disse kræfters enhed er en betingelse for at gå fremad i den revolutionære proces. Enheden vil konsolidere sig midt i handlingen, midt i kampen, blandt masserne og deres organisationer.

Over for det imperialistiske herredømme, kapitalens internationale herredømme, løfter vi den proletariske internationalismes banner. Arbejderne, folkene, de revolutionære og demokratiske kræfter har alle det store ansvar at kæmpe sammen imod imperialismen og dens undertrykkende og udbyttende politik. Vi bekræfter princippet om, at revolutionen har opgaven og evner at styrte kapitalismen, imperialismen og dens allierede i hvert enkelt land. Den revolutionære kamp i landene må til sin rådighed have den internationale solidaritet, som herigennem bidrager til den overordnede kamp mod den fælles fjende.

I de latinamerikanske lande eksisterer en ensartethed med hensyn til problemer og mål, som udspringer af fælles træk som: afhængigheden af imperialismen, fortrinsvis den amerikanske i skarp konkurrence med andre imperialistiske magter; den langsomme og ringe udvikling af produktivkræfterne, et produkt af den udenlandske indblanding; anvendelse af den såkaldte neoliberale politik, som har skærpet befolkningens økonomiske og sociale situation; genopblussen af massernes kamp, traditionen for den samlede kamp, som udtrykkes i de mange uafhængighedsbevægelser.

Alt dette bekræfter positivt rigtigheden af internationalistisk kamp og anti-imperialistisk solidaritet. Denne kamp forbinder sig med kampen, som de undertrykte folk på andre kontinenter fører, og med det internationale proletariats kamp.

Vi har en forpligtelse over for arbejderklassen og folkene i hvert enkelt af vore lande, over for revolutionen i det enkelte land, over for arbejderklassen i verden og dens historiske mål. Vi gentager vores beslutning om at opfylde den.

Det tredje Seminar hylder mindet af kammerat Jaime Hurtado Gonzalez, estimeret politisk leder af arbejderne og det ecuadorianske folk, som blev myrdet d. 17. februar i år i Quito.

Vi pålægger os selv, i løbet af et år, at mødes igen til Det fjerde Internationale Seminar om "Revolutionen i Latinamerika".