Stud. Proletar
Nu er sommer efterhånden blevet til efterår, og endnu en gang er en stor del af Danmarks ungdom blevet råmateriale i landets største fabrik: Uddannelsessystemet. Om ca. 9 måneder holder masseproduktionen af nikkende arbejdere til kapitalismens profithunger igen pause. Den såkaldte sommerferie.
I takt med angrebene på "velfærdsstaten" og på SU’en i særdeleshed, ændres sommerferien for mange fra et tiltrængt pusterum til en tiltrængt mulighed for at spæde hverdagens sparsomme økonomi lidt op. Disse studerende spiller for kapitalen en rolle meget lig "grupper" som kvinder og ældre. Efter kapitalens forgodtbefindende trækkes de ud af, henholdsvis kastes ind på, arbejdsmarkedet. Bl.a. for at holde et konstant pres på arbejderklassen ved at holde en minimums arbejdsløshed. Men de studerendes feriejobs - og til dels deres deltidsjob resten af året, spiller en langt mere reaktionær og sort rolle end "bare" at bevare arbejdsløsheden...
Under konflikten i Nyhavn, var et af de største problemer de mange skruebrækkere. Et af de våben man normalt kan bruge mod skruebrækkere, nemlig sanktioner fra fagforeninger og kolleger i fremtidige jobs, var samtidig gjort så godt som ubrugeligt. De fleste skruebrækkere var nemlig universitetsstuderende uden nogen tjeneruddannelse eller lignende, og hvis man kan se frem til et medlemsskab af f.eks. DJØF (Dansk Jurist- og Økonom- Forbund) eller først skal ud og arbejde om 3-5 år, kan det godt være svært at se hvad det kan skade at arbejde uden overenskomst.
En studerendes første møde med arbejdsmarkedet, er et møde med den ekstreme konkurrence, der er enhver kapitalists evige mantra, men som helst kun skal gælde for alle andre end dem selv, og under alle omstændigheder rammer arbejderne længe før kapitalisterne. Allerede når man skal søge job mærkes det. Køerne er lange, og hvis man ikke har rundsave på albuerne eller en abnorm tålmodighed, falder ens krav til arbejdsforholdene hurtigt, for man skulle jo gerne nå at tjene nogle penge, før man sidder på skolebænken igen. Resultatet er at folk finder sig i arbejdsforhold, der for "almindelige" arbejdere ville blive betragtet som helt uacceptable, og i mange tilfælde er direkte ulovlige!
De lønninger man ender med, er sjældent noget at råbe hurra for (hvilket også gælder alle andre ufaglærte arbejdere), og en naturlig følge er, at overarbejde betragtes som en kærkommen ekstra skilling, ikke som en grov udnyttelse og en udhuling af normalarbejdsugen fra arbejdsgiverens side (hvilket jo rent faktisk er tilfældet). Da man som bekendt heller ikke får løn for sine pauser, kan det også være fristende at "udskyde" dem på ubestemt tid, til stor glæde for arbejdsgiveren - der sjældent ser pauser som andet end "legalt tidsspilde", men til stor sorg for de fastansatte arbejdere, der kæmper for acceptable arbejdsforhold i dagligdagen. Ekstra tillæg for overarbejde, natarbejde osv. er heller ikke noget, man skal tage for givet. Brokker man sig for meget, er det (alt efter arbejdsgiveren) enten "en forglemmelse" eller en fyreseddel.
Hvordan kan det så være at arbejdsgiverne kan slippe af sted med at "tilbyde" den slags forhold?
For det første er ansættelsesperioden jo i sagens natur temmeligt kort, så bemærkningen "det er jo kun et par måneder" kan for mange mennesker slå det meste hen. For det andet er en studerendes forståelse for - og solidaritet med, arbejderklassen, i kraft af uddannelsessystemet, ofte meget lille. Det er jo ikke havnearbejderstrejkerne i firserne eller RIBUS-farcen her i halvfemserne (for bare at nævne nogle få arbejdskampe), men "privilegierne" ved at være arbejder i Danmark der undervises i (Den kapitalistiske historieforfalskning/
forvanskning gør sig ikke kun gældende for 2. Verdenskrig, men for så godt som samtlige kapitalistiske/socialdemokratiske forræderier og løgne i dette århundrede). En anden følge af det, er at organisationsgraden blandt "studenterarbejderne" er meget lav, og mange lokkes derfor ud i skruebrækkerarbejde. For det tredje er det utroligt meget nemmere for arbejdsgiveren at dele fyresedler ud, end det er for arbejderen at klage over dem. Og skulle man være så lykkelig, at man faktisk vandt en sag mod sin (tidligere) arbejdsgiver, nærmer man sig sandsynligvis allerede 2. semester. Desuden har man de fleste steder 2-3 måneders "prøvetid", hvor man reelt kan fyres fra dag til dag uden begrundelse.
To eksempler viser meget godt, hvordan størstedelen af "studenterarbejderne" behandles:
Hans skal efter ferien starte på et kursus, der kræver en del egenbetaling, og er derfor nødt til at tjene nogle penge inden han skal starte. Efter en del forsøg lykkes det ham at blive ansat i et stort rengøringsfirma. Lønnen er, som man kunne forvente, ikke særligt høj, men da en stor del af det er natarbejde, kan det alligevel blive til nogle kroner. Hans første job er i et supermarked, hvor han uden nogen videre instruktion overlades til sig selv og rengøringen. Ikke overraskende kommer der en klage dagen efter, da han ikke vidste hvad der egentlig skulle gøres. Kun fordi han næste nat bruger næsten 3 gange så lang tid på rengøringen, som han får løn for, overtales chefen til at lade ham blive. De næste 8 dage arbejder han hver nat, og så får han pludselig en ekstra vagt, så han i en uge arbejder både 2 timer om eftermiddagen og derefter nathold, med deraf begrænsede muligheder for mere end ca. 10 timers uafbrudt fritid.
Klaus har fået job som servicemedarbejder i et stort supermarked. Da han er ungarbejder, må han nøjes med den patetiske sum af 39 kroner i timen. Ifølge kontrakten skal han arbejde 20 timer om ugen, men de første tre uger arbejder han 45 timer om ugen. Kort før skolestart får han sin første lønningsseddel, og han bliver noget overrasket da han ser at der ikke er nogen overarbejdstillæg. Det viser sig at være normal procedure at ungarbejdere selv skal oplyse om evt. overarbejde det første stykke tid (det kan computersystemet åbenbart ikke håndtere), selvom det burde være ret indlysende at der faktisk er 25 timers ugentligt overarbejde. Da skolen og fodboldsæsonen startede, kunne Klaus ikke længere arbejde hele lørdagen, og på trods af at det på intet tidspunkt fremgik som et krav at han skulle arbejde lørdag, fik han valget mellem at finde et andet job, eller tage arbejde der ifølge loven ikke er tilladt for ungarbejdere.
Det er ikke situationer der kun opleves af denne "gruppe" arbejdstagere, men det er en gruppe, der sjældent protesterer. På de fleste arbejdspladser defineres arbejdsforholdene efter det værste, man kan få folk til at acceptere, og med så nem adgang til arbejdskraft, der stiller så små krav, stilles alle "almindelige" arbejdere i en meget dårlig situation.
De studerendes rolle på arbejdsmarkedet må ikke undervurderes, og det er en vigtig opgave for DKU og for alle progressive, at bekæmpe disse reaktionære angreb på arbejderklassen. Det må gøres klart for alle, hvor vigtig den faglige organisering er, uanset at specielt lt fagtoppen spiller en helt igennem reaktionær rolle.
Det drejer sig om solidaritet med resten af arbejderklassen, om evnen til at gennemskue de utallige forsøg fra kapitalens side på at splitte arbejderklassen, og ungdommen i særdeleshed. Den gamle parole: "Proletarer i alle lande, forén jer!" er ikke mindre aktuel i dag, og gælder såvel den nationale, som den internationale organisering.
HH