Århundredets forfatter?

Der har stort set ikke været nogen ende på hyldesten i fjernsyn og dagblade til den amerikanske forfatter, der blev født for hundred år sidne og skød sig for snart fyrre, i 1961.

’En mand af århundredet’, ’Myten Hemingway’, ’Det 20. århundredes Lord Byron’ og hvad man ellers har kunnet finde på omkring en forfatterskikkelse, som i levende live og ind i sin død orkestrerede sin egen legende.

Sammenligningen med den engelske frihedsbegejstrede romantiker Lord Byron er måske ikke helt ved siden af. Han var en af det første kuld af engelske revolutionære digtere fra begyndelsen af det 19. århundrede, som med uendelig verdenssmerte, en skøn profil og et mindre handicap blev en skandalesucces over hele Europa, damernes helt og de unge mænds store forbillede. Som John Keats og Percy Bysshe Shelley døde han ung. I en sammenligning mellem Shelley og Byron konstaterede Karl Marx, at det ikke var så ringe for Byrons eftermæle, at han døde så forholdsvis ung, fordi han – i modsætning til Shelley – uden tvivl var endt som reaktionær på sine gamle dage.

Hemingway levede ikke i borgerskabets revolutionære periode, men som et litteræt barn af imperialismen. Den første imperialistiske verdenskrig – og hans oplevelser som ambulancefører for de amerikanske tropper i Italien – danner et udgangspunkt for hans forfatterskab, som for hele den generation, der var født i årene omkring det sidste sekelskifte. ’Den fortabte generation’, som den kom til at hedde; generationen uden hæmninger, som illusionsløse efter det store slagteri, som første verdenskrig var, uden tro på nogen Gud eller statsmagt oplevede sig gennem livet, en række beruselser og opløste ægteskaber, i evig jagt på nye oplevelser.

Forfatteren som journalist – og journalisten på kanten af tilværelsen: som krigskorrespondent, som opdagelsesrejsende, som eventyrer.

Hemingway var til det hele: fra verdenskrigen til det amerikanske avantgardemiljø på venstre Seinebred i Paris efter krigen, som krigskorrespondent fra den republikanske side af den spanske borgerkrig, til 50ernes selvvalgte eksil på de førrevolutionære Cuba med den billige sprut og billige fornøjelser og macho-mandens og oplevelsesjægerens gentagne safarier i et Afrika, som var i gang med at rejse sig mod det koloniale åg. Århundredets mand: amerikaneren, der fik hele verden til baggård.

Løve- og skørtejægeren Hemingway sælger endnu: I anledning af hans 100-årsdag er hans sidste roman (kasseret af ham selv) blevet redigeret og udgivet af hans søn og arving: ’Sandt ved daggry’, baseret på dagbogsoptegelser fra 50ernes Kenya.

Også danske skoleelever har stiftet bekendtskab med en lille stribe af romaner, som regnes blandt århundredets klassikere: Solen går sin gang, hans amerikanske og internationale gennembrud og Farvel til våbnene fra 20erne, Hvem ringer klokkerne for? om den spanske borgerkrig eller fra Cuba Den gamle mand og havet (1952).

Hemingway fik nobelprisen i 1954.

Hemingsways forfatterskab er i grunden utroligt traditionelt: Det er de ’evige’ amerikanske værdier, det hviler på, mandshjertet, modet, mennesket i kamp mod naturen eller krigen eller andre overmagter. Sociale klasser eksisterer ikke, historien er en kæde af mere eller mindre tilfældige begivenheder. Hvis ikke man andetssteds fra vidste, at en revolutionær udvikling var i gang på Cuba, da den gamle mand udkæmpede sin heroiske kamp med en stor fisk, er der intet – bortset fra eksotisk lokalkolorit – der angiver, at det foregår i et samfund i et historisk opbrud.

Det regnes for en stor kvalitet. Og faldt han en enkelt gang en smule uden for disse snævre ’almenmenneskelige’ rammer, stemplet US og tilsat både rom, daiquiri og vodka, er han ikke længere kunstnerisk vellykket, fortæller nutidens skarpsindige kritikere, men nærmest en af ’Stalins nyttige idioter’, som i sidste del af Hvem ringer klokkerne for?, der som film blev en af århundredets største kassesuccesser og cementerede hans verdensberømmelse.

Et af disse skarpsindige hoveder er Politikens Bo Tao Michaelis, som konstaterer:"Hemingway skrev aldrig for enøjede kommissærer til højre eller venstre for midten. Men for moderne mennesker."

Samme kritiker opsummerer den hundredåriges indsats sådan:

Det er næsten synd for den store elefantjæger, hvis det skal stå som det litterære eftermæle: Forsømte områder i den moderne mands liv! Sex i en sovepose!

Heldigvis for samme eftermæle har Hemingway bedre våbendragere. Ingen ringere end den udmærkede venstreorienterede forfatter Klaus Rifbjerg, som i talrige romaner, digte, noveller, skuespil o.m.a. han givet det ene indgående portræt af småborgerlige danske mellemlag efter det andet. Hvor Tom Kristensen nøjedes med at drømme og digte om skibskatastrofer og pludselig død, udlevede Hemingway denne undergangsangst, til han havde levet for længe og udbrændt tog sit eget liv:

"Han opfandt en helt ny stil og revolutionerede litteraturen ved at skære det overflødige flæsk af prosaen, og han var en stor romantiker, der opdagede, at hvis man stuvede alt det romantiske ned under overfladen, blev det hele endnu mere romantisk’, skriver Rifbjerg i sin begejstrede hyldest til den hundredårige.

Uden tvivl har Rifbjerg fat i noget af det centrale ved forfatteren Hemingway og den kendsgerning, at hans prosa stadig kan læses: Skrælles myten af står den knappe og præcise prosa og fascinationen ved det enorme og brutale liv tilbage.

Men var det litteraturen, som Klaus Rifbjerg ikke skriver med stort L (men stadig opfatter sådan), århundredets amerikanske forfatter revolutionerede?

Eller var det den borgerlige litteratur, den senkapitalistiske roman, som han drev til sine grænser ved at skære ned til det basale?

Den store forfattergeneration, Hemingway tilhørte, fra omkring århundredskiftet, var registranter af menneskehedens store jordskælv, af den første del af imperialismens og revolutionernes epoke. De måtte forny den litterære form for at rumme en ny historisk epokes indhold: Bertolt Brecht, Garcia Lorca, Pablo Neruda, Anna Seghers var blot nogle af dem.

Hemingways svaghed var, at der var så lidt af det nye indhold, som kom med, og alt for meget blev ’forsømte områder i den moderne mands liv’ – til eksotisk læsereskapisme.

Den unge desillusionerede romantiker Lord Byron døde, da han var på vej for at deltage som frivillig i den græske frihedskrig. En tidstypisk død for en tidstypisk helt.

Hemingways død?Vel også tidstypisk for en gammel udbrændt romantiker i imperialismens epoke, for en kandidat til titlen som århundredets amerikaner.

Den affældige imperialisme vil derimod ikke skyde sig en kugle for ppanden. Til gengæld findes der overalt i verden en samfundsklasse, som er parat til at lægge den i graven.

Det er næsten ikke til at tro at den vidtberejste forfatter aldrig bemærkede det.