USA og oprøret i Latinamerika
De tre latinamerikanske nabolande Ecuador, Columbia og Peru er inde i en periode med omfattende social og politisk uro, med befolkninger tynget i knæ af neoliberalismens og IMFs benhårde nedskæringskrav. Landene ulmer af oprør.
Den 17. marts:Ecuador er i undtagelsestilstand. Efter en lang række politiske mord på oppositionsledere, begået af sikkerhedsstyrker tilknyttet det regerende kristelige-demokratiske parti, har den brede befolkning rejst sig mod denne regering.
Denne dag sendte den amerikanske præsident Clinton følgende støttebudskab til sin dybt forhadte equadoranske kollega Mahuad:
USA er rede …
"Jeg støtter og beundrer Deres modige anstrengelser på at opbygge en politisk koalition, som er parat til at konfrontere de dybe økonomiske problemer i Ecuador.
Sådanne anstrengelser i disse krisetider vil ikke forblive ubemærkede af det internationale samfund.
PÅ trods af at de skridt, som skal tages, vil gøre ondt, anmoder jeg Dem om at fortsætte samarbejdet med IMF, indtil der foreligger en aftale.
USA er rede til, at Ecuador møder denne udfordring . . .
Det er afgørende, at De fortsætter med at arbejde for de nødvendige økonomiske reformer for at opretholde Equadors ufravigelige forpligtelse til demokrati og forfatningsmæssig orden."
Dermed forsikrede Clinton ubrydelig troskab mod den arbejderfjendske undertrykkelsespolitik, som Equadors Mahuad og regionens andre forhadte amerikansk-støttede neoliberale regimer fører. Clinton fortalte sin klient, at han skulle stå fast, uanset omkostningerne, uanset et folkeligt oprør, for USA er rede . . .
Rede også til militær indgriben, om nødvendigt.
Af flere omgange har det equadoranske regimer gennemført undtagelsestilstand. Den seneste afsluttedes officielt den 18. juli, efter at Mahuad-regimet havde indgået en særlig aftale med repræsentanterne for de equadoranske
indianere, der havde tilsluttet sig den folkelige opstand, der har centrum i arbejderklassen og byerne. Andetsteds i Kommunistisk Politik gengives deres ’Opråb til verdens folk’, der usminket fortæller om situationen.
Folkeopstanden forberedes
Den 23. juni udsendte En Marcha, Equadors Kommunistiske Parti (Marxister-Leninister), PCMLE en appel om at forberede den folkelige opstand , efter at foråret har været præget af en lang række kampaktioner over en bred bank, fra arbejdernes, lærernes og andre offentligt ansattes side, fra studerende og skoleelever, fra fattige bønder og indianere. De har rejst sig imod forfølgelsen af oppositionen og terrormord på lederne, imod privatiseringspolitikken, og for at få væltet den proimperialistiske Mahuad-regering. I appellen hedder det bl.a.:
"Bourgeoisiets og imperialismens dygtige hænder styrer regeringen. Arbejderne og vort folk må ikke forholde sig ligegyldige overfor, at denne regering har forvandlet vort land til en neokoloni. Amerikansk militær er stationeret i Baeza og Manta; Den internationale Valutafond regulerer, udpresser og udpiner vor jord, vor undergrund, vort folk, alt takket være regeringens aktive medvirken.
De har dømt vores folk til armod og den yderste elendighed. 63% af befolkningen vegeterer i fattigdom, 21 % i den dybeste armod, mens de rige, bankerne, oligarkiet mæsker sig på bekostning af andres arbejde – på bekostning af arbejdernes og folkets sved og tårer, som siden folkerejsningerne i februar og marts har styrket deres krav om bedre dage for vort land.
April og maj var måneder med betydelige kampaktioner i alle vort hjemlands egne. (…)
Det viser sig, at folket siden marts på gaderne har krævet indfrielse af regeringens løfter og slået privatisatorernes nidkærhed tilbage. Den nuværende situation er uudholdelig for folket. Det har ikke en tilstrækkelig indkomst, ja ingen morgenmad – og har man frokost, er der ikke råd til aftensmad.
I løbet af de sidste to måneders små og store rejsninger har folket yderligere sluttet sg sammen, organiseret sig stadig bedre, for at gøre nye opstande mulige, en stor folkerejsning af arbejdere og bønder, som vil gøre det muligt at kæmpe for livet og for folkemagten.
Den 4. Folkekongres, som fandt sted i Guayaquil besluttede at gennemføre en permanent mobilisering mod undtagelsestilstandslovene og de økonomiske love. Med denne folkerejsning kræves en generel lønforhøjelse og forhøjelse af underhold . . .
Privatisatorer…! Væk med jer! er det råb, der vinder genklang i hele landet mod dem, der graver vor nations grav. Det lyder som en rytme gennem protesterne og gadekampene, udvides og breder sig som folkets enhed og organisation, for at blive et alternativ til magten."
Væbnet kamp i
Columbien og Peru
Også i nabolandene Columbien og Peru, hvor der gennem mange år har været ført væbnede kampe mod de amerikansk-støttede regimer skærpes situationen. I Columbien, hvor lederen af CPC(ML), det marxistisk-leninistiske kommunistiske parti, Francisco Caballero er fængslet på femte år, er alle såkaldte ’fredsforhandlinger’ brudt sammen.
I Peru har den dybt reaktionære Fujimori-regering triumferende forkyndt, at den væbnede kamp, som det maoistiske Perus Kommunistiske Parti har ført, nu endeligt er knust med tilfangetagelsen af en af lederne af den væbnede kamp, den CK-ansvarlige Feliciano:Han er nu anbragt bag lås og slå ligesom den mangeårigt fængslede leder af partiet Formand Gonzalo. De politiske fanger i Latinamerika lever altid med udsigt til døden; Gonzalo, Feliciana, Caballero og andre ledere er særligt truede.
I forbindelse med arrestationen af Feliciano har Folkebevægelsen Peru udsendt følgende erklæring (uddrag):
’Ved daggry den 14. juli bekendtgjorde marionetdukken Fujimori, at den gamle peruvianske stats styrker havde anholdt kammerat Feliciano, den ansvarlige for Perus Kommunistiske Partis Centralkomité. Med denne anholdelse skråler imperialismen, revisionismen og reaktionen på ny op om sejr. Men som altid har de gjort det for tidligt og endnu engang kommer de til at æde deres eget sorte opkast. De drømmer om at tilintetgøre folkekrigen: Dette vil aldrig ske!
Anholdelsen af kammerat Feliciano betyder naturligvis et slag mod folkekrigen, men det er ikke et stort nederlag, det er ikke ’starten på Senderos endeligt’, det er ikke ’et dødeligt slag mod Sendero’: Det er en del af krigen og dette vil ikke betyde en ’øvending’ for folkekrigen. Foolkekrigen befinder sig i den strategiske ligevægt, den anden etape af den langvarige krig, som for fjenden betyder at kæmpe for at genvinde sine positioner for at fastholde sit system, og for os betyder det at forberede den strategiske offensiv …
I Peru er der en revolutionær situation i stadig udvikling på vej mod den revolutionære krise, fremmet af folkekrigen."
Langt op gennem 80erne støttede USA-imperialismen det ene fascistiske diktatur i Latinamerika efter det andet. I dag støttes pseudo-'demokratiske' regimer, som driver statsterrorisme mod det store flertal. - lv