Antallet af mennesker på kloden passerede de 6 milliarder den 19. juli, meddelte det amerikanske folkeregister forleden. Det sidder og tæller fra sekund til sekund på internettet efter en beregning, der anslår, at der hvert minut kommer 147 flere mennesker til i verden. 250 fødes, 103 dør. På et år giver denne forskel en global befolkningsforøgelse på 77 millioner mennesker.

Det amerikanske institut er lidt på forkant med de officielle festligheder. FNs befolkningsfond UNFPA anslog for et år siden, at de 6 milliarder ville blive nået indenfor tidsrummet 12. juli – 12. oktober 99. Derfor har denne organisation proklameret den 12. oktober som den officielle seks milliarders befolkningsdag.

Verdens befolkningstal har i vores århundrede – på trods af at krige og sultedød har dræbt hundreder af millioner mennesker – vokset i et hurtigere tempo end nogensinde før i klodens historie. Siden 1927 er befolkningstallet tredoblet – fra 2 til 6 milliarder. I de første 1000 år af vor tidsregning var befolkningstallet stort set uændret – 300 millioner.

Omkring år 1600 var der sket en fordobling. I 1804 var der en milliard mennesker, i 1927 to, i 1960 var der 3. Den fjerde kom i 1974, den femte i 1987, og den sjette altså tolv år senere. De tre milliarder i 1960 er altså på 39 år blevet fordoblet.

Årsagerne: Først og fremmest forbedrede sundhedsforhold og ikke mindst en stadig lavere spædbørnsdødelighed gennem de sidste hundrede år. Og selv om der stadig er store forskelle på den forventede levetid, såfremt man fødes rig eller fattig, ikke mindst i udviklingslandene, så er befolkningsvæksten også en sejr for de besiddelsesløse, for det store flertal af arbejdende på kloden. Det er det kontante udtryk for, at Fattigper (som Andersen Nexø sagde) har tilkæmpet sig ret til at leve og udbrede sin store slægt.

Der er flere proletarer i verden end nogensinde før. Og langt de fleste fødes udenfor de rige imperialistiske landes klub, i u-landene, hvor befolkningstilvæksten er betydelig højere.

Asien er langt det folkerigeste kontinent: I Kina var der i 1998 1.256 mio. mennesker, i Indien 982 mio. Først på trediepladsen i forhold til befolkningsstørrelse kommer en imperialistmagt – USA – med 274 mio. Og forskellen i befolkningstilvæksten mellem de rige lande og de undertrykte lande vil også uddybes i de kommende år – omvendt proportionalt med fordelen af verdens rigdomme. De rige lande bliver rigere og rigere – de fattige fattigere og fattigere på alt - undtagen børn.

Væksten af de besiddelsesløse masser opleves af den herskende klasse som en potentiel trussel – den kæmpemæssige globale armé af arbejdende og arbejdsløse, af undertrykte fattiglemmer kan finde på at gøre oprør og kræve en anden fordeling af jordens rigdomme.

Det er den dybest liggende baggrund for de seneste tiårs dommedagsprofetier om en verden, der ikke kan ernære sin befolkning, en verden der løber tør for mad, vand, plads og alle andre ressourcer. Og man har ikke ladet det blive ved profetierne: i flere årtier har man intensivt, systematisk og med alle midler (indbefattet rentud morderiske og kriminelle) søgt at begrænse befolkningsvæksten, især i u-landene. Med kvinderne og de ufødte børn som de mest udsatte ofre for tvangssteriliseringer, diskriminerende lovgivninger osv. – foruden selvfølgelig en mængde af ’humanitær’ oplysning og gratis prævention.

Den gode nyhed for de skrækslagne herskere er, at fødselsraterne er faldende til 1,4 pct. i de industrialiserede lande og 1,7 pct. i u-landene. For fem år siden mente man, at jordens befolkningstal i 2050 ville være på 12,5 milliarder; nu anslår UNFPA det til at blive knap 8.

Det er en strategisk politik for imperialismen at reducere den voksende skare mulige oprørere ved at beskære befolkningstallet. ’Det 21. århundredes udfordring’ kaldes det. Mon ikke jordens største slægt, fattigrøvene, ser anderledes på det?