Strøtanker
Onsdag den 14. juli
En dejlig lang dag på langs i teltet. Tømmermændene fra sommerlejrens afslutningsfest igår gør, at jeg ligger og kigger op i teltet, mens tankerne kommer og går.
Det bliver klart for mig, at min gode afslappede, rolige stemning er opbygget gennem lejrens forløb. Jeg har fået vished for, at der er en gruppe seje unge og gamle, der støt og målbevidst arbejder for at forberede gennemførelsen af revolutionen.
Enheden om det fælles mål har givet den ro og styrke, jeg ikke har oplevet på en sommerlejr i mange år.
Alle har taget en tørn og givet en hånd med efter bedste evne og der har været plads til alle.
Resultaterne af de politiske diskussioner kan nok findes andensteds i bladet, men resultaterne af kammeratskabet på lejren kan findes i vores sammenhold i den kommende tids kampe.
Fredag den 16. juli
De følgende dage er som vanligt i den danske sommer – fulde af sol, regn og blæst. Sommerlandet på Fyn er fyldt med venlige mennesker og Fyn er fyldt med cykelruter og naturlejr pladser. Her kan det anbefales at holde en billig, fredelig og afslappet cykelferie.
Af og til støder man på en polsk bil udenfor et hus, der er igang med at blive restaureret. Man får den tanke, at det ku’ være sådant billigt "sort" arbejde, der gør at størstedelen af husene er nymalede og ny istandsatte.
Den kraftige bagerjomfru i en af småbyerne, hvis største vare udvalg bestod af snaps og øl, kan give en fornemmelsen af, at alting måske ikke er lige så uproblematisk under overfladen, som det ser ud for en forbipasserende turist. Men det er jo ingen nyhed.
Så derfor vil jeg slutte her og ønske jer alle go’ ferie.