Juni 1957

I 1996 udsendtes i Rusland posthumt Kaganovitschs erindringer ’Erindringsnotater’ ('Pamjatnje Zapiski', Vagrius, Moskva 1996). I et af dens afsnit behandles Khrustjov og Co.s statskup i juni 57 udførligt. I det følgende bringes et uddrag af denne episode, som har været offentliggjort på engelsk i det indiske tidsskrift Revolutionary Democracy april 1998.

Partiet skulle have fungeret bedre efter den 20. kongres, men dette skete ulykkeligvis ikke.

Ethvert spor af tidligere beskedenhed forsvandt helt fra Khrustjov efter den 20. Kongres – som det blev sagt ’hatten stod stift på hovedet’. Da ham følte, at nu var han ’Lederen’ ophørte den omhyggelige forberedelse af præsidiemøderne. Dens kollektive funktionsmåde blev alvorligt udhulet, og den største virkning heraf var alvorlige bommerter i partiets grundlæggende overopsyn på de politiske og økonomiske felter. Han tog f.eks. til Gorki, og pludselig erfarede vi, at han på et møde dér var fremkommet med en meddelelse om, at i overensstemmelse med Gorki-arbejdernes ønsker blev alle afbetalinger på regeringens gæld udskudt med 20 år. Senere blev denne beslutning godtnok konfirmeret ved en telefonafstemning, men hele sagen blev afgjort og gennemført af Khrustjov selv.

Alle kender til, hvilken utilfredshed dette udløste i offentligheden og den mistillid til staten, det forårsagede.

Gennem et stykke tid havde Khrustjov kastet sig over udenrigspolitik. Det var helt sikkert godt nok. I havde selv rådet ham – lige siden Lenins tid var ikke et eneste udenrigspolitisk spørgsmål blevet afgjort udenom politbureauet, og Stalin sendte altid alle udenrigspolitiske spørgsmål til politbureauet, og tog der selv del i behandlingen af dem. Derfor måtte Khrustjov som CKs førstesekretær følge reglerne. I begyndelsen fulgte han også dette arrangement, men senere begyndte han at handle vilkårligt. Han demonstrerede at han ’mestrede teknikkerne’ som en uovertruffen ’ekspert’ i diplomati, og begyndte at modificere hele udenrigsministeriets arbejde, eller simpelthen forkaste det, især efter Molotov på hans forslag blev fjernet fra sin udenrigsministerpost (skønt han fulgte en konsekvent fredspolitik).

Der var et spørgsmål, hvor præsidiet ikke støttede Molotov. Det var m.h.t. Jugoslavien. Molotov var tilbageholdende med genetablering af forbindelser til Jugoslavien, indbefattet de statslige forbindelser. Centralkomiteens præsidium besluttede at genetablere statsforbindelser på trods af de eksisterende partimæssige og ideologiske uenigheder. Khrustjov gik faktisk meget længere, end hvad partilinjen tilsagde, og krænkede CKs direktiver.

Khrustjov gik bersærk og begyndte at give interviews til udlændinge uden forudgående forståelse med præsidiet, d.v.s. at han krænkede alle regler herfor. Pludselig erfarer præsidiet, at Khrustjov har optrådt på TV om udenrigspolitik uden at have nævnt det på forhånd for nogen som helst. Dette var en alvorlig krænkelse af alle de fundamentale normer for partiets kontrol med udenrigspolitikken. Politbureauet har aldrig givet selv den mest slebne diplomat lov til at tale offentligt uden grundig forberedelse, og her kendte vi hans inkompetence og hans ’elegante’ oratoriske kunst, og vi var dybt bekymrede over, hvor han ville svæve hen. Vi rejste spørgsmålet i præsidiet. En lang og ophidset diskussion fulgte. Khrustjov lovede, at han for fremtiden ville følge den etablerede praksis og ikke lade det ske igen.. Efter begivenhederne i 57 og reorganiseringen af præsidiet blev han ’overherre’, med ’litterære assistenter’, som gjorde arbejdet som moderne ’robotter’ – de skrev og skrev, og han ville tale og tale, indtil tungen blev træt, mens hjernen tog sig et hvil.

Men Khrustjovs mest fremtrædende organisatoriske ’talent’ viste sig ved reorganiseringen af statsapparatet. Jeg skal ikke beskrive denne reorganisation i detaljer her, for den er velkendt. Næsten alle ministerier blev opløst, og De folkeøkonomiske Råd blev oprettet. Ideen om ’folkeøkonomiske råd’ kunne have været brugbar, hvis ministerierne var blevet bibeholdt, selv i formindskede udgaver, og hvis disse råd blev tæt forbundet med de landsdækkende centrer, med republikkernes og provinsernes centrer, og havde en særlig gruppe af virksomheder under deres kontrol. Især vedrørende lokalindusti i videste forstand. Men faldt De folkeøkonomiske Råds konturer i begyndelsen sammen med distrikternes, så begyndte adskillelsen fra disse meget snart. (…)

Og så, på et af præsidiemøderne i anden halvdel af juni (57) eksploderede præsidiemedlemmernes utilfredshed. Jeg husker, at spørgsmålet om høstforberedelserne var på dagsordenen. Khrustjov foreslog, at spørgsmålet om at hele CKs præsidium skulle besøge Leningrad i anledning af byen 250-års jubilæum, også skulle sættes på. Vorosjilov var den første, der protesterede, efter spørgsmålet om kornhøsten var behandlet: Hvorfor skulle alle præsidiemedlemmerne tage af sted, havde de ikke andet at lave? Jeg støttede indvendingerne, (…) og sådanne tvivl rejstes også af Malenkov, Molotov, Bulganin og Saburov. Og så rejste Khrustjov sig op og begyndte at tilsvine det ene præsidiemedlem efter det andet. Han blev så henrevet, at selv Mikojan, som var den hurtige manøvres mester, måtte pacificere ham. På dette tidspunkt rejste præsidemedlemmerne sig og erklærede at det var umuligt at arbejde på den måde – og lad os først diskutere Khrustjovs optræden.

Et forslag om at gøre Bulganin til mødeleder blev vedtaget af et flertal af præsidiet – helt sikkert uden nogen forudgående sammensværgelse.

Efter Bulganin overtog mødeledelsen, var Malenkov den første der henvendte sig til forsamlingen. ’Kammerater, I ved’, sagde han, ’at vi støttede Khrustjov. Jeg og kammerat Bulganin foreslog at vælge Khrustjov som Centralkomiteens førstesekretær. Men nu kan jeg se, at det var en fejl. Han har vist sin manglende evne til at lede CK. Han begår fejl på fejl i sit arbejde, han er blevet arrogant, hans holdning overfor CK-medlemmerne er ikke til at bære, især efter den 20. Kongres.

Dette er en meget kort gengivelse af Malenkovs – og også af andre kammeraters indlæg.

Kammerat Vorosjilov talte efter Malenkov. Han sagde at han villigt havde stemt for at vælge Khrustjov som førstesekretær og også havde givet ham fuld støtte i det daglige arbejde, men at han var begyndt at begå fejl. ’Jeg er kommet til den konklusion, at det er nødvendigt at fritage Khrustjov fra sit ansvar. Det er blevet umuligt at arbejde sammen med ham.’ Han beskrev, hvordan og hvornår Khrustjov havde råbt af ham, og optrådt med brask og bram, og tilmed råt. ’Vi kan ikke længere tolerere alt dette. Lad os træffe beslutning’, sluttede han.

Kaganovitsch talte efter Vorosjilov. ’Det foreliggende spørgsmål er svært og smerteligt. Jeg var ikke blandt dem, som foreslog Khrustjov til posten som CKs førstesekretær, for jeg har kendt ham i lang tid, med alle hans gode og dårlige egenskaber. Men jeg stemte for forslaget ud fra den betragtning, at ansvaret tvinger lederne til at vokse med det i løbet af processen. Jeg kendte Khrustjov som en beskeden person, lærevillig, som voksede med opgaverne og blev en dygtig leder på republik- og provinsniveau, og senere på unionsplan som sekretær i CK i Centralkomiteens kollektive sekretariat. Efter sit valg som førstesekretær udviste han gennem nogen tid sine positive sider, men så begyndte de negative at komme længere og længere frem til overfladen, både med hensyn til løsning af partiopgaver og i forhold til folk. Jeg har som andre kammerater talt om hans gode arbejde og kritiseret hans fejltagelser med hensyn til det nationaløkonomiske planarbejde, hvor Khrustjovs subjektive og voluntaristiske adfærd var mest fremtrædende, og har gjort det samme m.h.t. spørgsmål om ledelsen af parti og stat og kontrol. Derfor støtter jeg forslaget om at fritage Khrustjov for ansvaret som CKs førstesekretær. Dette betyder bestemt ikke, at han ikke længere skal være en del af partiledelsen. Jeg mener, at Khrustjov skal drage ved lære af dette og nå til nye højder i sin virksomhed.’

Men der er en anden side af Khrustjovs opførsel, som må kritiseres, Khrustjov skabte, som det nu er fastslået, en fraktion i Centralkomiteens sekretariat. Han miskreditterede systematisk præsidiet og dets medlemmer, og kritiserede dem ikke blot i selve præsidiet, hvor det er helt acceptabelt og nødvendigt, men også i Centralkomiteens sekretariat, og rettede sine angreb mod præsidiet, som var det højeste partiorgan mellem Centralkomiteens møder. Denne virksomhed fra Khrustjovs side skader selvfølgelig enheden, for hvis skyld præsidiet indtil nu har tolereret Khrustjovs luner. Dette må selvfølgelig rapporteres til CKs plenum, som må sammenkaldes. Jeg vil tilføje endnu en efter min mening vigtig kendsgerning. På et af præsidiemøderne erklærede Khrustjov: ’Sagerne om Zinoviev, Kamenev og andre trotskister bør tages op igen.’ Hvortil jeg bemærkede: ’Lad en andens ko brøle, du må lade være!’ Khrustjov eksploderede og begyndte at råbe: ’Hvad hentyder du til? Jeg er dødtræt af alt det her!’

Molotov kom efter Kaganovitsch. ’Uanset hvor meget Khrustjov har søgt at provokere mig’, sagde Molotov, ’har jeg ikke tilladt nogen forværring af vort forhold. Men det ser ud til, at det ikke er muligt at tolerere længere. Khrustjov har ikke bare forværret de personlige relationer, men også relationerne indenfor præsidiet som helhed i forhold til beslutningstagen i afgørende stats- og partianliggender.’ Kammerat Molotov talte detaljeret om spørgsmålet om administrationens reorganisering, som han betragtede som fejlagtig og ukorrekt, og også om at han var blevet tillagt et forkert syn på opdyrkningen af de uberørte landområder. Det var han ikke imod. Men han var imod en uhæmmet forøgelse med 20-30 millioner hektar, det var bedre at begynde med 10-20 millioner, og lave de nødvendige forberedelser for at de kunne udvikle sig ordentligt og give høje afkast. Kammerat Molotov tilbageviste også beskyldninger om, at han lagde forhindringer for fredspolitikken og sagde, at sådanne fejlagtige beskyldninger åbenbart var nødvendige for ar retfærdiggøre skiftene i udenrigspolitikken. Hans standpunkt i forhold til Jugoslavien hang ikke sammen med udenrigspolitiske spørgsmål, men med jugoslavernes partifjendtlige og antisovjetiske handlinger, som vi kritiserede dem og vedblivende ville kritisere dem for. ’Det er umuligt at arbejde med Khrustjov som førstesekretær,’ sagde Molotov, ’Jeg er for at fritage ham for sit ansvar.’

Bulganin talte efter Molotov. Han begyndte med en fremlægning af de urigtige kontrolmetoder overfor statsorganerne, indbefattet ministerrådet, og om den uvenlige holdning overfor ham personligt. Han talte om fejltagelserne i en række afgørelser. ’Jeg’, sluttede han, ’er fuldstændig enig med forslaget om at afløse Khrustjov.’

Kammeraterne Pervukin og Saburov talte også. De erklærede begge, at de tidligere havde et godt forhold til Khrustjov, og Khrustjov med dem. ’Men nu kan vi se, at Khrustjov er blevet arrogant og gør det vanskeligt for os at arbejde. Khrustjov bør fjernes.’

Kammerat Mikojan manøvrerede som altid, det var hans taktik, og sagde, at det er rigtigt, at Khrustjov har mangler i sit arbejde, men at fejlene kan rettes, og derfor mente han ikke, at det var nødvendigt at afløse Khrustjov.

Khrustjov talte derpå. Han tilbageviste nogle af anklagerne, men uden at være arrogant, snarere nærmest forlegen. Nogle af klagerne indrømmede han var rigtige, og der var rent faktisk tale om en utilbørlig optræden fra hans side overfor hans kolleger, der var truffet gale beslutninger, ’men jeg lover præsidiet at rette disse fejl.’

CK-sekretærerne Bresjnev, Suslov, Furtseva og Pospelov talte til fordel for Khrustjov. De indrømmede, han have mangler, men sagde, at de ville få dem rettet.

Sjepilov var den eneste af alle CKs sekretærer, som sagde noget andet. Han beskrev sanddru, ærligt og overbevisende den uacceptable atmosfære med at finde fejl hos og miskreditere præsidiet, som var blevet skabt af Khrustjov i CKs sekretariat. Khrustjov bagtalte i særdeleshed Vorosjilov som ’en træt og konservativ fortidslevning’. (Samtidig viste Khrustjov hyklerisk overfladisk respekt og hengivenhed over for Vorosjilov). Sjepilov berettede om en stribe forkerte beslutninger, som sekretariatet havde truffet uden at Centralkomiteens præsidium var blevet informeret om dem. I praksis havde Khrustjov omdannet Centralkomiteens sekretariat til et organ, der fungerede uafhængigt af dets præsidium.

Præsidiet fortsatte mødet i fire dage. Bulganin ledte møderne på den mest demokratiske måde, han begrænsede ikke nogens taletid, og tillod tilmed CKs sekretærer at tale to gange.

I mellemtiden sammenkaldte Khrustjov-sekretariatet i al hemmelighed og uden præsidiets viden medlemmerne af centralkomiteen til Moskva, de sendte dusinvis af fly gennem GPU og forsvarsministeriet af sted for at hente dem. Dette skete uden beslutning i præsidiet og tilmed uden at vente på, at præsidiet traf beslutning om spørgsmålet under behandling. Dette var en ubestridelig fraktionalistisk handling, snedig og i pagt med de trotskistiske traditioner.

Præsidiets flertal var hverken enfoldige eller dårlige organisatorer. Hvis de var slået ind på fraktionskampens vej, nogen de senere blev beskyldt for, kunne de have organiseret sig, eller for at sige det enkelt, fjernet Khrustjov. Men vi kritiserede Khrustjov som medlem af partiet, og opretholdt strengt alle partinormer med henblik på at bevare partiets enhed.

Men Khrustjov handlede som en fraktionalist. Ved præsidiemødets slutning kom der en delegation med Konev i spidsen på vegne af de forsamlede i Sverdlov-hallen og erklærede, at CK-medlemmerne anmodede præsidiet om at rapportere til plenarmødet om det emne, der blev drøftet i præsidiet. Nogle af præsidiemedlemmerne reagerede vredt på denne handling, som havde kaldt CK-medlemmerne til Moskva uden CKs præsidiums tilladelse, som en usurpationshandling fra CK-sekretariatets og Khrustjovs side.

Kammerat Saburov, som tidligere havde forgudet Khrustjov, bemærkede vredt: ’Jeg har altid anset dig, kammerat Khrustjov, som en ærlig person. Nu kan jeg se, at jeg tog fejl. Du er ´en meget uærlig person, som med fraktionelle metoder bag præsidiets ryg har organiseret dette møde i Sverdlov-hallen.’

Efter en kort pause besluttede CKs præsidium at afbryde sit møde og gå hen og møde CK-medlemmerne i hallen, på trods af den kendsgerning, at de åbent havde brudt partinormerne, som et udtryk for præsidiets respekt for de ventende CK-medlemmer.

Nu kastede Khrustjov den maske af forlegenhed, han havde haft på, og marcherede med nyt mod ind i hallen, ledsaget af Sjukov og Serov.

Man kan let forestille sig den indre psykologiske tilstand hos CK-medlemmerne, der var blevet fragtet til Moskva på en sådan usædvanlig måde. Men selv før plenarmødet begyndte, var >CK-medlemmerne helt klart blevet informeret om præsidiemødet og dets tema, så da mødet startede, fik de i stedet for den ventede rapport fra præsidiemødet, serveret en ’ret’, der hed ’Malenkovs, Kaganovitschs og Molotovs partifjendtlige gruppe’. I stedet for spørgsmålet ’CKs førstesekretær Khrustjovs utilfredsstillende ledelse’ sattes et stik modsat, og fuldstændig opdigtet punkt om ’Malenkovs, Kaganovitschs og Molotovs anti-partigruppe’ på dagsordenen.

Rapporten fra CKs præsidium og dets mødetema blev ikke gennemført, men der blev fremsat en mængde politiske beskyldninger mod en opdigtet anti-partigruppe, bestående af Malenkov, Kaganovitsch og Molotov samt deres medskyldige Sjepilov, kandidatmedlem af CKs præsidium.

Da de følte det absurde ved at erklære hele præsidiet skyldig i fraktionalisme, anvendte khrustjovitterne det snedige trick med at skabe ’tre-mands-gruppen’ – Malenkov, Kaganovitsch og Molotov – og fremhæve dem specielt af de syv medlemmer af præsidiet, som talte imod Khrustjov, fordømte ham og krævede hans afgang (af de resterende fire – Vorosjilov, Bulganin, Pervukhin og Saburov – blev de tre førstnævnte genvalgt til CKs præsidium).

Ved på denne måde at udpege tre personer – Malenkov, Kaganovitsch og Molotov – forsøgte man at skjule, at der ud af præsidiets ni medlemmer kun var to: nemlig Mikojan og Khrustjov selv, som var for at beholde ham som førstesekretær, og at et flertal på syv medlemmer var for at fjerne Khrustjov for hans dårlige udførelse af partilinjen i praksis.

Senere opfandt ’sejrherrerne’ et nyt argument, med henblik på det aritmetiske flertal, at denne gruppe ønskede at ændre sammensætningen af partiets ledende organer og ændre partiets politik. Men – for det første er det absurd at snakke om et aritmetisk flertal – hvilket andet kan eksistere, når et spørgsmål skal afgøres? Det er sandt at flertallet i præsidiet var for Khrustjovs fjernelse, men er det sådan, at de ledende partiorganer består af Khrustjov alene? Er det ikke også rigtigt, at hele præsidiet også er et ledende partiorgan imellem Centralkomiteens møder? Derfor er det latterligt at tale om at præsidiet ønskede at udskifte de ledende organer – det ville også sige at udskifte sig selv.

Resultatet er velkendt: det foreslåede resolutionsudkast blev vedtaget, og derpå offentliggjort i Pravda ’Om G.M. Malenkovs, L.M. Kaganovitschs og V.M. Molotovs anti-partigruppe.’

I den vedtagne resolution hed det, at ’denne gruppe ved anti-partimæssige og fraktionalistiske metoder ønskede at foretage udskiftning …’ Er det muligt at kalde præsidiets flertal en fraktion? Der gives ingen kendsgerninger om fraktionalistiske metoder; der var ingen; der var ingen gruppe, ingen særlige møder af nogen grupper før eller efter præsidiets officielle møde og der var ingen sammensværgelse. Havde der eksisteret en fraktion, er vi ikke så ringe organisatorer, at vi var havnet i den situation, at Khrustjov og hans fraktion kunne have narret os – præsidieflertallet. Det var faktisk Khrustjov og hans medsammensvorne som på organiseret vis handlede som fraktion, og som hemmeligt sammenkaldte CK-medlemmerne uden præsidiets viden. Og vi var ingen fraktion, men flertallet, som forsvarede Centralkomiteens enhed. Vi mødtes og diskuterede og førte bevis for vores sag og søgte at nå frem til beslutning uden den fraktionalistiske snuhed, som Khrustjov og hans drevne rådgivere brugte.

Man må konkludere, at Khrustjov trods alt er snedig. Ja, men det er en trotskistisk og partifjendsk snedighed. Den ny khrustjovittiske ledelse sammensatte allerede før den blev valgt udkastet til Centralkomiteens udtalelse fuld af løgne og politiske beskyldninger mod den såkaldte partifjendtlige gruppe af Malenkov, Kaganovitsch og Molotov, fordi den indså, at det ikke ville være overbevisende for partiet simpelthen at fjerne dem enkeltvis fra CK og pådutte dem stemplet fraktionalistisk og partifjendtlig. Resolutionen var fuld af anklager, som det ikke er værd at gendrive, fordi de var alle opdigtede …

Dette var en anti-parti- og anti-leninistisk gengældelse overfor veteranledere i partiet og Sovjetregeringen, en gengældelse for at vove at kritisere Khrustjov, CKs førstesekretær, som mente at han var blevet uundværlig.