Mobilisering mod krig

I principerklæringen for Den internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer – den såkaldte Quito-erklæring fra 1994, der blev offentliggjort på dansk i Orientering 1,99 – hedder det:

NATOs 3 måneder lange krig på Balkan har leveret endnu et bevis – om et sådant er nødvendigt.

En dyster ’fred’ har nu sænket sig over området. Den vestlige imperialismes positioner dér er styrket, Milosovic-regimet sidder der endnu, og folkene i Kosova er endnu engang blevet berøvet retten til selv at afgøre deres fremtid.

Men efter NATOs ’sejr’ fortsætter propagandatrommerne med at buldre. - Det var en god krig, buldrer de. De kritiske røster mod krigen har måttet forstumme. I deres blinde had til USA, den vestlige ciuvilasation og dens værdier tog de parti for krigsforbrydere. Beviserne på Milosovic-regimets forbrydelser og morderiske etniske udrensningspolitik graves dagligt op af den brændte og minerede jord i Kosova.

Se bare! buldrer propagandaen. – Krigen var nødvendig, retfærdig, idealistisk, humanitær, et forsvar for menneskerettigheder, for international lov og orden.

Krigen er ikke slut, selvom bragene fra bomberne ikke længere lyder dag og nat. Nu kæmper NATO&Co. om at ’vinde freden’. For at bringe enhver kritisk røst til tavshed. For at få folkene til at acceptere imperialismens politiske og militære diktat og brutale ødelæggelser som en velsignelse og en barmhjertighedsgerning. For at bruge Kosova-krigen som en murbrækker for kommende krige og lamme mobiliseringen mod krigen og opløse krigsmodstanden.

NATOs karakter af imperialismens væbnede hånd og som et redskab først og fremmest i USA’s hænder blev klart demonstreret. Den oprindelige Rambouillet-aftale og den nu gennemtvungne fredsaftale er en besættelsaftale. Den ligner påfaldende det uhyggelige udkast til en aftale, som blev indgået mellem USA og Danmark under den kolde krig, som nu er blevet offentliggjort af Jyllands-Posten. Den giver USA og NATO carte blanche som besættelsesmagt i en ’krisesituation’: ret til at besætte alle område, alle facilitter og institutioner, bekæmpe civile uroligheder eller væbnet opstand, frit at indføre atomvåben i landet osv. – alt sammen betalt af danskerne selv, og med gratis dansk arbejdskraft. Det er endnu et element i de seneste 50 års Danmarkshistorie, som for alvor trænger til at blive belyst – indbefattet spørgsmålet om, hvilke nuværende hemmelige aftaler, som eksisterer i tilfælde af ’krise’ eller ’krig’. Vi kan roligt gå ud fra, at selv om den ikke eksisterer skriftligt, så ville den være den praktiske politik også i dag, om situationen opstår.

For imperialisme betyder krig, og erfaringerne lærer os, at det er nødvendigt ikke at øjeblik at slække årvågenheden. At det er nødvendigt at fastholde mobiliseringen mod krig, at fastholde den organiserede krigsmodstand. Kosova-krigen og Kosova-’freden’ er blot forspillet til nye krige og ny imperialistisk fred.

Da ’Den ny verdensordens’ propagandister – og Den europæiske Unions ditto – i begyndelsen af 90erne proklamerede, at der nu var indtrådt en periode af global fred, og ikke mindst ’fred i Europa’ i kraft af Unionen fastholdt marxist-leninisterne tesen, at der ikke findes en fredelig kapitalisme, og slet ikke i imperialismens epoke. De borgerlige propagandister fik uret, igen og igen, op gennem 90erne, og ingen skal være i tvivl om, at de også vil få det ind i det næste årtusinde.

Og den nuværende selvtilfredst buldrende borgerlige kritik af modstanden mod NATOs konkrete krig og fred i Kosova rammer ikke marxist-leninisterne og den konsekvente del af fredsbevægelsen. Den tog aldrig side for Milosovic-regimet eller dækkede over dets reelle forbrydelser, men tog parti for folkenes selvbestemmelsesret og for folkenes kamp mod imperialisme og undertrykkelse.

Rigtigheden af denne holdning er blevet bekræftet både af krigen og ’freden’.

Det er på dette grundlag mobiliseringen mod imperialismens krige og dens ’fred’ må fortsætte – med kommunisterne i spidsen for arbejderklassen og folkene.

Der er brug for den, så længe det imperialistiske system eksisterer.