Hun har et barn med en neger

PÅ VEJ MOD ÅR 2000: - David Duke, Louisiana, USA - stormer mod en plads i USAs kongres - han vil adskille de sorte og hvide, for det er ikke de sorte, der bliver diskrimineret. Det er tværtimod os hvide, hævder Duke. Han er tidligere medlem af negerbrændingsorganisationen Ku Klux Klan og har stor chance for at blive valgt. Duke fører i øjeblikket i meningsmålingerne (apartheid er lykken i Louisiana). Infamt nedladende proklamerer han, at de sorte ‘har en intelligenskvotient der svarer til IQ på 75 eller mindre, og det svarer til at man er på grænsen til at være retarderet´ - Gevaldig jubel blandt de hvide tilhørere på vælgermøderne - Duke er en glimrende oratorisk begavelse, og på ægte amerikansk maner skriges der DUKE DUKE DUKE, og der viftes med skiltene med navnet på den kommende kongresmand.

Selvfølgelig indgår det i talerne, at det er vildt overdrevet, at seks millioner jøder blev myrdet af nazisterne under anden verdenskrig - antallet af dræbte jøder er blevet kunstigt forstørret af jødiske instruktører i Hollywood!

Jo, i 1999 har historierevisionisterne i Amerika lige så glimrende vilkår som i Dannevang, og i USA kan man endda komme højt på strå på den galaj.

MEDDELELSENOM DET djævelske negerhad i Louisiana bragte en helt anden ånd i erindring: Nemlig fra perlerækken af vidunderlige sovjetiske film fra Stalintidens Sovjetunion. Filmen hed CIRKUS og omhandlede artistlivet her. En tysk artist i truppen lagde kraftigst an på en smuk kvindelig ballerina blandt de optrædende, men hun havde kastet sine øjne på en ung sovjetisk artist. Ballerinaen havde imidlertid været så ‘uheldig’ at have fået et barn med en neger, og det mente tyskeren var et afslørende pressionsmiddel for at få hende i garnet. Men ak og vé - tyskeren bliver forsmået og i raseri og desperation styrter han ud i manegen med den lille yndige negerbaby højt løftet i armene og skråler: ‘HUN HAR ET BARN MED EN NEGER’, og kaster babyen op på tilskuerpladserne, hvor det gribes. Sovjetfilmens crescendo viser publikums kærlige modtagelse af negerungen, som går fra arme til arme i øm omfavnelse og henrykkelse. Tyskeren er lamslået og råber: ‘Hvad er dette for et forbandet land!´ - alt imens publikum istemmer sovjethymnen, hvor et par af verselinjerne lyder ‘hvid og sort hos os har samme ret’.

Filmen rettede brodden mod nazisme og racehad. Det var det revolutionære DKP, der sidst i fyrrerne viste denne film i Idrætshuset i København. Altså i privat regi – sådanne film blev ikke taget ind på det almindelige biografrepertoire - det ville være for farligt.

DER ER FANDME FORSKEL på kapitalisme og socialisme - I ‘Kommunistisk Politik’ nr. 5 i år berettede ’frederikken’, hvordan samfundet ønsker at børn lærer, hvad krig er for noget herligt noget. Det var museumsdirektøren på Tøjhuset, der ytrede sig herom, og sandelig er den ’nyttige’ tanke ført up to date. Torsdag d. 13. maj brager F16-jagere over Herning, mens børn på egen krop kan prøve 20 minutters karriere som aktiv kampsoldat. Balkankrisen sætter sit præg på det hele ved en stor udstilling om det danske forsvar, Action 99, i byens Messecenter.

’Selveste’ Prins Joachim åbnede ballet, og det, der tiltrækker flest, er en bane, hvor hæren lader børn være rigtige soldater. På banen bliver de udsat for alt fra søgning efter miner til at skulle kravle gennem røg iklædt gasmasker. Der kan kravles rundt i kamphelikoptere og prøves knapper af. Joachim sagde det direkte i sin tale til børnene - at ’det I oplever her er grundlaget for det det liv, I kan opleve en dag, og for at vi kan leve i tryghed.’

Magen til fordrukken sludder skal man lede længe efter. Frejdigt siger udstillingens leder - en chefsergent - at det altsammen skal vise, hvad det danske total-’forsvar’ kan præstere uanset om det er her i landet, eller om ‘Folke’tinget bestemmer, hvad der skal udføres andre steder i verden. Hvis man skulle være i tvivl om sandheden i Lenins ord om, at imperialismen betyder krig, så er bevisførelsen klar - helt ned i børnenes sjæl skal krigen indpodes med modermælken . . .

TIDLIGERE HAR DENNE RUBRIK også skrevet om de udstødte og hjemløse, og at Radioavisen kunne oplyse, at omkring 700 måtte sove på gaden i København og op mod 10.000 på landsplan. Også denne fatale og groteske historie opdateres i avisoverskrifterne som ’Hjemløse går under jorden’.

‘Velkommen til Socialminister KAREN JESPERSENS MINDE´ står der på porten ned til bunkeren i Reventlowsgade på Vesterbro. Indenfor sørger en lang række fyrfadslys for at oplyse det lange, mørke hul, der engang var københavnernes ly mod bomber - Aktuelt er det politiets emsige jagt på betlerne i Københavns gader, der protesteres over. Nu er det også forbudt at sidde stille med et skilt, hvorpå der står ’hjemløs’. Initiativtageren til bunkeren (ham der i sin tid forestod udlevering af soveposer fra Christiansborgs trappe) kunne forestille sig, at de hjemløse formedelst fem kroner kunne agere turistguider ved besøg i bunkeren. Et lille logo på tøjet skulle bevirke, at man undgik politiets konstante sigtelser. Meningen var så at stille op på Langelinje og tilbyde krydstogt-rejsende en alternativ guidetour. Hermed ville turisterne så få et indtryk af, hvordan det rigtige ‘Velfærds-Danmark’ fungerer.

Alle og enhver ved, at boligmangel er lige så sikkert som vort kapitalistiske samfund selv, og det så langt tilbage, som det overhovedet kan huskes. Jens Kramer Mikkelsen erkender, at boligbyggeriet i hovedstaden er gået totalt i stå – ’men nu lægger vi op til en kursændring’, siger den gudbenåede socialdemokratiske Overborgmester. Han anslår, at der reelt er behov for 1200 nye boliger om året, og det skal guddødemig være fine attraktive lejeboliger . . .

Det skal lige med, for en ordens skyld, at det var Socialdemokratiet, der indførte loven om ejerboliger og dermed satte almindelige lejere i skammekrogen, under ideligt økonomisk pres fra glubske ejendomsselskaber.

frederik