Status på euro'en

EUs fastkurs politik oplevede i begyndelsen af 90érne et decideret sammenbrud, grundet en økonomisk krises forskellige udvikling i de implicerede lande, en lussing til de monetære unionsbyggere der burde havde givet livslang syngende tinnitus. Men den imperialistiske udvikling, og ikke mindst den tyske kapitals stormagts ambitioner, fik gennemtrumfet planerne og 1. januar 1999 blev euroen så indført som elektronisk møntfod og har siden holdt de enkelte medlemslande indenfor et meget snævrere kurs udsving. Fra samme sekund stod den danske regering åbent frem, med Marianne Jelved som vanvittig spydspids, for "Den stærke valuta". Det første halve år skulle dog gå anderledes end den stormagtssyge europæiske magtelite havde tænkt sig.

Ikke mindst den tyske økonomi har været i krise, hvilket fik den tyske minister Oscar Lafontaine til at appellere til den europæiske centralbank (ECB) om at slække på rentepolitikken så der kunne komme "gang i beskæftigelsen". Det førte til den første større krise mellem det parlamentariske niveau og embedsmændene i ECB der strengt varetager monopolkapitalens interesser. En krise der i sidste ende var med til, at den formastelige med et surt opstød måtte gå fra regering og sin post som formand for de tyske socialdemokrater.

Allerede efter 5 mdr. måtte den italienske regering bede om at få udvidet rammerne for budgetunderskud fra 2 til 2,4%, recession, var den officielle begrundelse. Den italienske økonomi har lidt under den verdensomspændende overproduktionskrise og er blandt de første af de større vestlige økonomier der er ramt alvorligt. Der var på et såkaldt Økofin-møde (EU-ministerrådsmøde med samtlige økonomi- og finansminstre) Italien fik dispensation fra de aftalte udsving, mod til gengæld at love at underskuddet reduceres til 1% i løbet af et par år. En dispension som Økofin-mødet bevilgede under meget skumlen fra ECB.

Prisstabiliteten er traktatfæstet som det primære mål for ECB. Det vil sige en inflation på under 2%, hvilket er lykkedes til nu. Dette skabes først og fremmest ved maksimalt pres på løn- og levevilkår for arbejderklassen.

Netop de inflations æmmende værktøjer er Euro-landene blevet meget forhippede på at få direkte styring med. Det er ikke nok at de enkelte regeringer skal leve op til bestemte stramme budgetmæssige rammer, et finsk udspil har lagt op til diskussion om direkte koordination af finanspolitikken. Man ønsker selv at sidde med tøjlerne til udskrivning af skat og afgifter og administration af de væsentligste offentlige udgifter som arbejdsløshedsforsikring og pension. Herudover selvfølgelig styringen af hele arbejdsmarkedspolitikken med fleksibel som det nye kodeord - hvad der kort og godt betyder ingen love og regler for udbytning.

Den italienske regering har annonceret besparelser på 16 mia. lire på det offentlige budget for næste år, prisen for medlemskab af euroland. IMF har foreslået "strukturelle" reformer, herunder lettelse af de højeste skatter.

Men i kullisen står altså bl.a. Finland, parat til at finde på yderligere byrder til den italienske arbejderklasse med inspiration i det amerikanske working poor-forbillede, så alle kan marchere i takt.

Det nye finske (socialdemokratiske) formandskab ønsker også, at den økonomiske styring af EU skal tages fra Økofin og samles hos de 11 medlemslande af euroen. At den økonomiske magt i EU reelt er overgået til euroland er tilgengæld en kendsgerning.

Danske politikeres reaktion på det finske udspil er (gæt selv!) 'en beklagelse af at Danmark ikke sidder med ved bordet hvor beslutningerne træffes'. I virkeligheden tror jeg, de er kede af, at det danske folketing ikke formelt er automatisk underordnet de beslutninger, der tages, hvilket betyder mere arbejde for den stakkels regering. Claus Vastrup, økonom, ynker til Børsen 9. juni: "Når den politiske proces i EU speedes op, taber vi selvfølgelig tilsvarende, når vi ikke deltager i beslutningerne, og det er ikke behageligt."

Også i lande, der stadig har en rimelig vækst som Spanien, må man spare. Det enkelte land er tvunget til at holde kursen overfor euro, og er bundet af ECBs rente sætning, der hovedsagelig er baseret på den svage økonomi i Tyskland. For at dæmpe tendensen til inflation og kursudsving bliver man altså nødt til at stramme finanspolitikken selv i lande med bedre tider. Er det ikke smart?

At kalde euroen for en stærk valuta var et udslag af tåbeligt politisk plat, for at forbedre den offentlige opinion om ØMU-projektet. Efter et par år, hvor økonomiske kriser havde raseret det meste af verden, syntes det at være det helt rigtige at fortælle de tryghedshungrende danskere.

Et halvt år med kursfald overfor dollaren, og Marianne Jelved erkender, at der er et 'kommunikationsproblem'. Det er en fejl at kalde euro for stærk, den er stabil, forsikrer hun med vanligt vanvid.

At ECB har haft svært ved at få pålidelige data fra alle europæiske lande, og dermed har svært ved at bedømme effekten af deres politik, er et af de mindre indkøringsproblemer.

Der er heller ikke fastlagt konkrete retningslinjer for, hvordan den finanspolitiske reaktion skal være i det tilfælde, at der indtræder en pludselig økonomisk forværring i et medlemsland. Bøder syntes at være den løsning, ECB vil pege på. At tro på stabile udsigter for euroland er det samme som at tro på new economy, der som bekendt prædikede krisefri kapitalisme helt frem til 1997.

Leder i Børsen 2. juli:

Bundlinien er, at så længe der ikke er inflation i Euroland, så er en svag euro det bedste, europæisk erhvervsliv (min udhævning) kan ønske."

At den europæiske valuta først og fremmest er et værktøj for monopolkapitalen betyder at den i opbygningsfasen, i stærk konkurrence med USA, har været lige præsis det ,den var designet til: