Den resistente planet

Mediernes sommeragurketid gør dem særlig modtagelige for at dyrke miljønyheder, store og mindre, som ellers ville drukne i prinsessedød og -bryllupper, præsidentielle sexskandaler, eller det seneste imperialistiske militære eventyr.

Nu vrimler de frem, alle miljøskandalerne: resistente bakterier i fødevarerne, forgiftning af coca colaerne, rapporterne om de menneskeskabte klimakatastrofer, der for øjeblikket hærger Kina og Rusland, og meget mere godt fra havet, luften og vandet.

De ligefrem vælter op af jorden og breder sig over avisspalter og nyhedsprogrammer. Men den sporadiske mediedækning udsøger sig med forkærlighed de dramatiske elementer i miljøsvineriet – forgiftningsdødsfald eller orkanofre, sygdom, død eller ødelæggelse – men undlader stort set at rapportere om den stadige, livsfarlige ophobning af de elementer, som med tiden fører til katastrofer, der vil blive af et endnu større omfang end hvad vi hidtil har set.

Og når det kommer til en vægtning af elementerne i den åbenlyse miljøkrise, eller prioriteringen af lokal eller global indsats mod dens uddybning finder man ikke noget brugbart i mediedækningen. Det er eksperternes og i sidste ende politikernes område. På den ene internationale miljøkonference efter den anden er der vedtaget pompøse erklæringer, underskrevet stakkevis af aftaler – men i disse år, hvor virkningerne af den ’globale miljøbevidsthed’ og de fremsynede politikeres indsats skulle begynde at kunne mærkes, så udebliver de. Eller sagt med andre ord, med rene ord for pengene: planerne og vedtagelserne ender alle i fiasko, så sikkert som de danske brobyggerier ender med sprængte budgetter og ekstreregninger til borgerne. De opfylder ikke deres beskedne målsætninger – og forholdene bliver værre og værre, miljøkrisen udvides og breder sig over stadig nye felter, som de resistente bakterier eller den lurende gensplejsningsravage.

For vægtning, prioritering og politik´må basere sig på en analyse af årsagerne til og de vigtigste faktorer i miljøkrisen. Netop her ligger selvfølgelig også muligheden for en virkelig bekæmpelse af miljøkrisen, der i sit yderste perspektiv har destruktion af planetens livsbetingelser.

Dens grundlæggende årsag er den kapitalistiske og imperialistiske rovdrift på naturen og menneskene – for profit. Også de andre klassesamfund, historien har kendt, skabte ubalancer mellem samfund og natur og forårsagede menneskeskabte ødelæggelser. Det er også rigtigt at erfaringerne med den socialistiske industrialisering i dette århundrede langtfra fuldstændigt løste disse spørgsmål. Men det er imperialismen og dens globalisering, dens globale netværk af fangtråde, som har skabt det uhyggelige og snigende destruktionsperspektiv. Imperialismens økonomiske og politiske orden, som forårsager rovdriften og samtidig forhindrer en effktiv bekæmpelse. Og dens oprustning og krige, der som en fast ’sidegevinst’ bærer ansvaret for store partielle ødelæggelser. Golf-krigen eller Kosova-krigen betød også økologiske katastrofer.

Alt dette forties eller underspilles totalt af de borgerlige medier, der systematisk prøver at dramatisere nogle aspekter af miljøkrisen for at betone det fællesmenneskelige ansvar i stedet for at beskrive den som det, den er: en systemfejl.

Og en systemfejl, der selvfølgelig socialt set vender den tunge ende nedad: det er arbejderklassen og jordens fattige, der er krisens masseofre, både som ofre for dårligt arbejdsmiljø og rovdrift på arbejdskraften, som de mest udsatte for de menneskeskabte naturkatastrofer, og som forbrugere. Det er ikke klodens millionærer, der skylles væk af stormfloderne, bor i de mest forurenede huller eller ikke har råd til at købe dyr, men ægte økologisk dyrket mad.

Det er i sidste ende de mange, jordens arbejdere, der har ansvaret for planetens overlevelse. Imperialismen sikrer dens undergang med en herskende klasse på toppen, hvis motto i går som i dag var og er: Efter os syndfloden!