Union uden folkelig støtte

Der er ingen folkelig støtte til det store Unionsprojekt. Den europæiske storkapital og dens politikere savner bred opbakning bag projekt "Europas Forenede Stater", som har taget nogle nye stormskridt fremad med regeringschefernes topmøde i Køln i begyndelsen af juni.

Det var den klare tale af EU-parlamentsvalget, der i Danmark fandt sted den 10. juni, og hvis resultat først blev offentliggjort efter alle afstemningerne i unionslandene var afviklet. Med en meget lav stemmeprocent – fra nogle og tyve til halvdelen af de stemmeberettigede (når undtages de lande, hvor valgdeltagelse er en pligt, hvis forsømmelse medfører strafansvar). Blairs Storbrittanien blev den absoluttet bundskraber med 23 pct. – mindre end en fjerdel af vælgerne.

En stor del af stemmerne faldt (hvor det var muligt) på unionsmodstanderpartier, eller ’unionsskeptiske’ kandidater. Det var som bekendt tilfældet i Danmark, hvor unionsmodstanderbevægelserne mønstrede ca. en fjerdedel af stemmerne og beholdt dens fire mandater samlet, en fjerdedel af den danske andel. SFs Pernille Frahm og Dansk Folkepartis Mogens Camre regnes til unionsskeptikerne.

Det er en kendsgerning, at den generelt rekordlave valgdeltagelse afspejler befolkningernes ringe kærlighed til unionsprojektet. Ingen af unionspolitikerne har været i stand til at bortforklare det. At det så i praksis intet vil betyde i forhold til et unionstog, der for alvor er kommet op i fart, er en helt anden sag.

For den manglende opbakning, der afslører den heltigennem ufolkelige og antidemokratiske karakter af hele unionsprojektet (som EU-parlamentet selv blot fungerer som en pseudodemokratisk facade for) får ingen konsekvenser. Det ændrer hverken retning eller tempo for den Union, der nu forbereder sin egen hær, sin fælles skatte-, arbejdsmarkeds- og socialpolitik og de få øvrige manglende attributter til en overnational statsmagt.

Der eksisterer en krise for hele unionsprojektet – i og med den manglende folkelige opbakning. De herskende unionister vil imidlertid tonse videre, som om intet er hændt, i blind tillid til deres magt over medier og institutioner og andre redskaber til befolkningskontrol.

Unionsparlamentet har fremmet dannelsen af en række europartier. I alt findes der i parlamentet udover en håndfuld løsgængere 8 multinationale politiske grupperinger. De tæller bl.a. PSE (de europæiske socialdemokrater, "socialister"), PPE (de konservative, "Det europæiske Folkeparti"), ELDR (det europæiske liberale), samt de grønne, de venstresocialistiske og ’uafhængige’ grupper. En af grupperne, Nationernes Europa (I-EDN) med Jens Peter Bonde som formand mønstrer 14 af de i alt 626 mandater i EU-parlamentet – heraf fire fra de to danske modstanderbevægelser.

I unionens medier er der blevet gjort et stort nummer ud af, at balancen mellem de to dominerende grupperinger, den socialdemokratiske (PSE) og den konservative (PPE), skiftede. For første gang blev sidstnævnte den største gruppering med 226 pladser, mens socialdemokraterne (som har regeringsmagten i hovedparten af unionslandene) mistede denne status efter en betydelig tilbagegang til 180 parlamentsmedlemmer.

I unionens politiske jargon bliver det til, at der er sat tvivl ved Unionen som ’socialistisk’ eller ’socialdemokratisk’ projekt. Også det er en tilsnigelse. Unionen er og bliver den europæiske storkapitals projekt – med støtte fra de fleste borgerlige og alle de socialdemokratiske partier, der mønstrer hovedparten af vælgerne ved de nationale valg. Det er denne unionens karakter, som et flertal af befolkningerne gør sig klart eller fornemmer mere eller mindre bevidst – på trods den uafladelige, dominerende og altgennemtrængende unionspropaganda, der uophørligt æder sig ind på dagliglivets detaljer. Og det er, hvad det samme flertal understreger ved ikke at stemme eller stemme på modstander eller ’skeptiker’-partier. Der er imidlertid stadig langt til, at denne passive modstand bliver aktiv, og en regulær politisk kraft, der kan vælte det imperialistiske projekt.

Unionsprojektet er ’den europæiske elites’ projekt. Den herskende klasses og dens medløberes projekt. Og den folkelige modstand udspringer ført og fremmest fra de europæiske arbejdere i storbyerne, men er også rodfæstet i landbefolkningerne. For befolkningerne i de små lande som Danmark, hvor tabet af national suverænitet er føleligt og synligt, er dette demokratiske spørgsmål et væsentligt element i modstanden. Det grundlæggende fælles element er imidlertid det klassebestemte: Unionen som kapitalens redskab, der nødvendigvis er på konfrontationskurs med de europæiske arbejdere. De økonomiske og politiske realiteter i Unionen ændres ikke ved sammensætningen af EU-parlamentet – men gennem arbejdernes kamp og den brede folkelige modstand, som parallelt med unionsopbygningen udviser flere og flere fælles træk i unionslandene – og nødvendiggør en stadig styrkelse af den internationale solidaritet. -lv