Folkebevægelsen

efter EU-valget

Der er kun en vej frem for Folkebevægelsen efter valgnederlaget: Genskabe og styrke sin konsekvente politik og profil. Hvis bevægelsen fortsætter med at gå mere og mere i eet med Junibevægelsen, som det skete ikke mindst i slutningen af valgkampen bl.a. i partilederrunderne, kan vi godt vinke farvel til det sidste mandat næste gang.

Og det er kun det 'mindste' problem. Det store problem består i at der ikke findes andre bevægelser i Danmark som kan lede den fremtidige frigørelseskamp, og at der ikke findes andre, der klart og konsekvent kan lede modstanden i de kommende folkeafstemninger.

Hverken SF (slet ikke) eller den SF-lignende Junibevægelse kan være den politiske drivkraft i en NEJ-kampagne, det så vi i 93. SF kaldte det forbehold, Junibevægelsen havde opstillet krav til et bedre EU – resultatet blev svækkelse af modstanden. Når man som Junibevægelsen går ind på dele af EU-retorikken og grundlæggende set er for EU-medlemskabet, så udvisker man skillelinjerne og svækker argumenterne. Så bliver EU-modstand til EU-skepsis, og det har alle partierne. De siger ja alligevel, så kan et ja vel være lige så sandt som et nej!

Hvad en kampagne, som ikke er konsekvent fører til, så vi også tydeligt ved pakke-afstemningen i 88. Socialdemokratiet opfordrede angiveligt til at stemme nej – men deres tale og argumenter var uskarpe og tvetydige, da de i virkeligheden mente lige så meget ja. Folkebevægelsen havde under Jens Peter Bondes (JPB) ledelse lagt en taktik, som frasagde sig enhver kritik af EF for tiden fra 72 til 88. Kun indholdet i den nye traktat ville man tale om – for at ’tækkes’ nye modstandere. Det er den taktiske tankegang, der lige siden har præget også Junibevægelsen.

Igennem det seneste års tid, eller længere endnu, har der været en tiltagende svækkelse af Folkebevægelsens konsekvente modstandslinje.

Diskussionen om at lave et fælles fagligt nyhedsbrev med Junibevægelsen, er blot eet eksempel. Et Nyhedsbrev, der endda er resulteret i at kalde sig EU-fagligt Netværk(!) og som overhovedet ikke nævner eller refererer til Folkebevægelsen som medudgiver eller med i Netværket. Tværtimod fremstår bladet helt (ufatteligt) anonymt.

Den konsekvente modstandslinje har ikke mindst her under valgkampen blevet kraftigt trængt af den reform-forsonlige

Der har fra flere sider længe ligget et pres på FB om at ’blive ligesom Junibevægelsen’ om at samarbejde og glide i eet med Junibevægelsen. Venstresocialdemokratiske kræfter, nogle Enhedslistekræfter m.fl. arbejder i denne retning. Tilhænger-eliten forsøger også ved hjælp af sine medier at få os til at opgive den konsekvente holdning, bl.a. gennem mediernes ustandselige fremhævning af Junibevægelsen. (Der er ikke noget nyt i pressens holdning - tidligere, da de ikke havde Junibevægelsen, fortav de alligevel den konsekvente Folkebevægelse for at presse os til helt at opgive EF-modstanden.)

Uanset om det er Socialdemokrati, finanskapital osv., der vil af med FB, fordi vi er en klippe på deres vej til Europas Forenede Stater, eller andre politiske kræfter der finder FB ’besværlig, gammeldags’ og dermed lægger ’hindringer i vejen’ for mere samarbejde med SD, fagforbunds-kredse mv., er resultatet det samme.

Mange gode modstandere mener imidlertid også, at det ikke gør så stor forskel om det er FB eller Junibevægelsen.

Og sandt er det, at de fleste af medlemmerne begge steder mener det samme. Det er også klart, at i valgkampen formulerede Junibevægelsen sig mere skarpt end de ellers gør, deres valgretorik lagde sig op ad Folkebevægelsens, så JPB faktisk talte mere om velfærdsspørgsmål end det lykkedes FBs folk at gøre. Men Junibevægelsens reformpolitik er en fastholden af Danmark i EU. Her i valgkampen har vi set det da Ulla Sandbæk kræver traktatændringer som tillader EU at gå længere på miljøområdet, samt når Junibevægelsen stiller sig som fortaler af EU’s Østudvidelse (citat fra JPBs skriftlige svar til Politiken): "Ifølge Amsterdamtraktaten er der intet til hinder for, at man kan gå i gang med udvidelsen mod øst. Vi støtter en udvidelse med alle de ansøgerlande, der måtte ønske det.", som om det var godt for andre lande at komme med i EU.

En reformpolitisk kampagne ved næste folkeafstemning stiller ikke nej’et skarpt, men kommer til at glide ind i striben af nuancer fra de politiske partier.

Folkebevægelsens betingelser ved dette valg var langt dårligere end Junibevægelsens. Junibevægelsens sejr er også mediernes sejr. Når enhver Radioavis, TV-avis mv. nu i flere år konsekvent nævner Junibevægelsen, når de taler om "EU-modstanderne", og der dertil lægges en række meningsmålinger, som spår at Folkebevægelsen forsvinder. Endvidere har Junibevægelsen åbenbart haft nogle andre lånemuligheder end Folkebevægelsen, så der har kunnet finansieres en langt dyrere kampagne.

Men Folkebevægelsen havde nogle styrker, først og fremmest sin politik, som i den situation vi havde med voksende folkelig EU-afvisning, EU-træthed osv. måske kunne have trængt igennem - ihvertfald ud til folk på gader og arbejdspladser - hvis vi havde udnyttet disse styrker til fulde. I stedet blev de delvis undertrykt og en del ressourcer blev fejlanvendt.

Derfor er det da ikke garanteret at vi havde undgået Okking-effekten mv. Når jeg her alligevel vil komme ind på et par af de væsentligste svagheder i Folkebevægelsens kampagne er det for at understrege, at det ikke er denne kurs, vi skal fortsætte.

Først et kort rids af hvad det er for en skarp og konsekvent politik Folkebevægelsen bør føre nu.

Folkebevægelsen skal med næb og klør afsløre at EU - ikke mindst efter Køln-topmødet - er ved at blive Europas forenede Stater, og ved at blive en ny supermagt. Jo mere hysterisk Marianne Jelved bliver når vi klargør disse fakta, jo mere viser det at vi rammer sandheden og at vi samtidig rammer den grænse hvor befolkningen vil sige fra. Hendes taktik er simpel : Det bedste forsvar er et angreb. På dette spørgsmål er det nemlig tilhængerne der er i forsvarsposition, vi kan være i offensiven hvis vi vil.

Vi er imod den fælles udenrigspolitik og fælles udenrigsminister, imod at nationalstaterne faktisk er nedlagt, at grænserne er fjernet. Vi er imod at muren rundt om EU bliver mere og mere fjendtlig mod omverdenen : Toldmuren mod Østeuropa og de fattige lande, muren der skal holde alle også dybt nødstedte flygtninge ude og ikke mindst den nye mur af våben.

Vi er imod at EU bliver en supermagt med fuldt udstyret Europahær – inklusive i besiddelse af fælles atomvåben og atomvåbenstrategi. Vi er imod Europahæren af mange grunde: Nogle er pacifister, andre er antiimperialister, andre igen NATO-tilhængere. Derfor er Folkebevægelsens fælles alternativ til EU-militær ikke at "krudt og kugler må NATO tage sig af" (citat Junibevægelsen). Hvilket militær Danmark skal have (med i eller ud af NATO, for eller imod Ubåde osv.) har Folkebevægelsen ikke en fælles stilling til. Folkebevægelsen er imod Unioner og Supermagter og derfor også imod Unionsmilitær. I konkrete situationer bør Folkebevægelsen forbinde sin holdning mod EU-hæren med afstandtagen også til NATO.

Tilsvarende vil det være klogt, hvis FB neddæmper den varme hyldest til FN. Det nytter ikke at lukke øjnene for FNs blakkede rolle.

Til den planlagte Regeringskonference og deraf kommende Forfatning er der også forberedt et afsnit eller et tillæg med omfattende beskrivelser af EU-borgernes rettigheder. Menneskerettigheder benævnes det. Her skal vi gå bagom og afdække at menneskerettighedssnakken drejer sig om at skabe mere Union (foruden at det bruges i stor stil som pression overfor lande og folk i Østeuropa og den fattige verden.)

Folkebevægelsen er en varm fortaler for internationalt arbejde og international solidaritet. Det nordiske samarbejde skal fortsat styrkes, de mest konsekvente modstandere indenfor EU findes her.

Det internationale samarbejde i Europa skal også forstærkes. Det skal baseres mest muligt på folkelige kræfter. Samarbejdet drejer sig først og fremmest om kampen mod Europas forenede Stater – herunder dels ny traktat, dels militær, dels EURO. Den fælles fjende er ikke begrænset til EURO’en, det er supermagten – superstaten der er den fælles fjende. Kun at fokusere på EURO’en er en indsnævring af kampen. Man kan naturligvis gennemføre enkeltsags-aktioner og andet men sikre det ikke forvrænger hovedretningen og prioriteringerne for bevægelsens samlede kampagne i Danmark. Hvis man i fællesskab har brug for at formulere en positiv målsætning skal det handle om velfærd (og evt. gerne miljø mv.) om ret til arbejde, om at undgå løntrykkeri og ’fælles’ elendige arbejdsbetingelser. Det skal ikke handle om menneskerettigheder, det vil kun gavne EU-systemets menneskerettigheds-kampagne for mere Union, som bliver måske det væsentligste argument for tilhængerne, når de skal sælge den næste traktat.

Solidaritet med Østeuropa betyder støtte til EU-modstanden i disse land og derfor også nej til optagelse i EU.

Folkebevægelsen skal træde frem i offensiven og brænde for den brede befolknings smadrede velfærd, brænde for folk ude på arbejdspladserne, de arbejdsløse og pensionisterne. Hovedspørgsmålene er EUs nye junglelov – det fleksible arbejdsmarked, arbejdsløshed, løntrykkeri, nedskæringer, forringet sundheds- og hospitalsvæsen. Derimod er blind lovprisning af den ’danske aftalemodel’ ikke nogen hovedparole – spørg f.eks. sygeplejerskerne.

Endelig som noget helt afgørende er Ud med EU eller Ud af EU kravet i dag mindst lige så aktuelt og relevant, som det var i årene lige efter afstemningen i 72. I dag er kravet topaktuelt fordi valget nu står mellem frigørelse fra EU eller fuld deltagelse i supermagten med militær, Euro og det hele. Folkebevægelsen kan ikke i fuld alvor og troværdighed bilde folk ind at de har et valg mellem EU med og uden militær, med og uden Euro. Sådanne svindelpostulater må vi overlade til SF og Junibevægelsen.

Klar Folkebevægelsestale står ikke i modsætning til i kommende konkrete folkeafstemningskampagner at danne fælles front med flest mulige om nej til Unionsstaten eller nej til Euro osv.

Man kan godt sige at perspektivet om Danmarks udtræden af EU skal moderniseres. Moderniseringen består i at FB begynder at tale frank og frejdigt om nødvendigheden af at komme ud af EU, det er Folkebevægelsens fremtidsvision. Vi kan beskrive at det f.eks. vil kunne ske gennem et forløb med to kommende folkeafstemninger: Et nej ved næste folkeafstemning vil uvægerligt sætte udtræden på dagsordenen, FB vil herefter kræve folkeafstemning om det fortsatte medlemskab. Dette udviklingsforløb er dels tyvhugget fra en tidligere landsmødeerklæring, dels fra den forfærdelige EU-vildleder Lykke Friis, som i radioen udtalte, at man naturligvis godt kan forestille sig en sådan udvikling.

Sven Skovmands pjece `EU - et dyrt bekendtskab?`– som FB desværre slet ikke gjorde stort nok nummer ud af i valgkampen – er også et led i en modernisering, uanset vi indbyrdes i FB kan have forskellige meninger om de økonomiske analyser. En tilsvarende kortfattet politisk vision om Danmark udenfor EU og vejen dertil er nødvendig.

Al flirteri med nok så indbydende chancer for at komme med ideer til reformering af EU må afvises.

Endnu engang blev Folkebevægelsens kampagne båret igennem af hundredvis aktivister. Der blev også gennemført mange gode initiativer, lavet en del gode materialer, bl.a. en god plakat.

Samtidig var der vanskeligheder med meget stor pengemangel – og dertil en politisk forkert overdreven forsigtighed. Politisk blev der blev begået en række alvorlige fejl.

Politisk grundlag og visioner: På de sidste to landsmøder inden valget havde flere, Ib Christensen, undertegnede og andre kraftigt opfordret til at føre markant Folkebevægelsespolitik og tale direkte om udtræden af EU. Både fordi det var politisk vigtigt og fordi det var eneste chance for at undgå situationen, at folk syntes de lige så godt kunne stemme på Junibevægelsen. Som vi vidste medierne ville omtale meget mere.

At dette havde været en rigtig taktik blev i løbet af kampagnen understreget af befolkningens lede ved Kommissionen og hele EU efter Kommissionens afgang, og blev understreget af meningsmålinger som viste voksende EU-utilfredshed.

Personligt oplevede jeg på gaden adskillige også yngre mennesker, som udtrykte, at de ikke ville stemme, da de var helt imod EU, samt folk som sagde:Selvfølgelig stemmer jeg N, vi skal jo ud. Man tager grumme fejl, hvis man bilder sig ind at ønsket om at blive fri for EU kun lever blandt mumier og forbenede Folkebevægelsesaktivister. Vores vision om frihed er hovedargumentet for at stemme på FB og ikke på Junibevægelsen.

Dette vores hovedargument blev, for at sige det mildt, kraftigt underspillet. Det blev også bevidst undgået. Og desværre uden de store protester fra Forretningsudvalget.

Tidligt i kampagnen blev det godt nok besluttet i Kampagneudvalget og siden hen konfirmeret i Forretningsudvalget, at hovedparolen for FBs kampagne skulle være Ud med EU, suppleret af at der ved X N skulle tilføjes et det nytter. I de første plakater, i de senere annoncer, på næsten samtlige foldere blev det kun det nytter, der kom med. Et slogan der kan være fint som undertekst til det øvrige og til hovedparolen, men som alene er lige så indholdstomt og intetsigende som Jens Peter Bondes i sin tid voldsomt kritiserede tænk lidt længere. X N det nytter . . . men hvad nu, hvis man ikke kan huske 5 år tilbage, eller at N betyder Folkebevægelsen mod EF/EU? Der er jo absolut ingen kritik, endsige overhovedet henvisning til EU i denne det nytter. Det vil sige, at man bruger et slogan, som er helt blottet for politisk indhold. Det er jo ikke nok, at afsenderen selv lægger en hel masse i det.

Kampagneudvalget besluttede, at hovedparolen skulle stå på klistermærkerne, men denne beslutning blev lavet om.

På kvindefolderen gik det så vidt, at - på trods af at den tekst Kvindeudvalget afleverede indeholdt de besluttede slogans - forsvandt Ud med EU i opsætningen. Det blev korrigeret, men forsvandt igen, så det var væk, da løbesedlen lå til 8. marts.

Sidenhen forsvandt det helt fra debatten – undtagen når journalisterne trak det frem.

Social og arbejderrettet skarphed: De godt 10 % stemmer – 5 % af befolkningen – Folkebevægelsen skulle have haft ligger for langt de flestes vedkommende hos arbejderklassen. Ingen i denne valgkamp var optaget af social indignation. End ikke Mimi, som plejer at bruge dette kort også, slet ikke den kolde Lone Dybkjær eller kedsommelige Torben Lund, så lidt som overklasseløget Helle Thorning Schmidt.

Det, der plejer at være et kendemærke for Folkebevægelsen, en hjørnesten i vores EU-modstand, at EU ødelægger befolkningens velfærd, det kom i kampagnen samlet set alt for lidt frem.

Dette har så stor betydning, at jeg tror man kan forestille sig, at hvis Lis Jensen havde genopstillet, havde FB kunnet få det andet mandat. Der blev lavet nogle materialer om velfærd og der blev afholdt en konference, men hele kampagnens profil og medieoptræden har været meget svag på dette spørgsmål.

Sofavælger’konceptet’: Det var en iøjenfaldende ide, at buskampagnen kørte rundt med en sofagruppe, og det var fedt at se Arne Würgler cykle rundt på sofacykel mens han sang om at komme ud af EF. Men politisk var det, der blev kaldt sofavælgerkonceptet, en fuldstændig fejlagtig ide.

Først og fremmest fordi det spiller sammen med alle partiernes og selve parlamentets desperate leflen efter stemmer for at kunne postulere folkelig legitimitet. Folkebevægelsen kan simpelthen ikke tillade sig at kalde de mennesker, som af vrede og modvilje mod EU bliver væk fra valget (forskellige reportager i TV havde klart vist, at det var det, folk udtrykte og ikke blot 'ligegladhed'.)

Hele tilhængerskaren skældte folk ud, var moralsk forargede, kaldte det ligegyldighed. At kalde folk for sofavælgere er at påstå, de er ligeglade.

Folkebevægelsen kunne sagtens kombinere opfordring til at stemme liste N med en udtalt forståelse for den halvdel af befolkningen, der ville blive væk fra valgstederne i protest.

Vi skulle allerede på forhånd tage den ringe valgdeltagelse som udtryk for voksende EU-modstand. I stedet talte vi moraliserende ned til folk. Heller ikke her adskilte vi os desværre fra Junibevægelsen.

Prioritering af kræfterne: En valgkamp for Folkebevægelsen vindes først og fremmest på gaderne og på arbejdspladserne, dertil små annoncer over en længere period,e da vi simpelthen ikke kan regne med 'gratis' omtale i aviserne, samt rigtig mange plakater og klistermærker. Endelig forsøg med happenings, torvevalgmøder, kæmpevalgmøder og andet – hvoraf enkelte ting vil slippe igennem til aviserne.

På forretningsudvalgsmøder inden landsmødet blev dette trukket op, da der blev fremlagt planer (årsplan) for valgkampen. Der blev derfor også kraftigt advaret mod at bruge så mange kræfter og penge i en valgkamp på konferencer. Resultatet blev alligevel, at der blev afholdt to konferencer, som var ganske glimrende, flotte osv., men som bandt nogle af de kræfter, der var så stærkt brug for i kampagnen. Risikoen for at pressen snød os, kendte vi i forvejen.

At man ovenikøbet en måned inden valget forsøger at organisere et nyt europæisk netværk – en kæmpeopgave, hvor hovedsigtet Euroen endda er ændret på den politiske dagsorden (idet hele Supermagten er sat på dagsordenen) er misbrug af kræfterne.