- Danmarks rolle i udviklingen er ikke køn

For enhver der kan se og fatte, hvad der sker, står det klart, at vi har set den Europæiske Union tage et kæmpeskridt i retning af at etablere som en ny imperialistisk supermagt ved siden af USA. Og det på trods af alle skandalerne, korruptionen, kommissionens fald og øget modsætning til befolkningernes interesser. Euroland betyder også fælles udenrigs- og fælles militærpolitik. Det betyder at nu kommer Europahæren.

-Man vil måske i historiens lys opsummere, at 1999, med Unionens massive deltagelse i krigen om Kosova, trådte den ny europæiske supermagt for første gang og for alvor frem som en verdensmagt, der med alle midler - indbefattet de militære - varetager sine strategiske imperialistiske interesser.

Denne kendsgerning overskyggedes måske i starten af Kosova-krigen af USA’s afgørende del og rolle deri. Men Unionen var der og handlede - og en hel del af forløbet var præget af kampen mellem USA og EU, som uden tvivl vil blive skarpere på mange områder i de kommende år. Rivaliseringen mellem USA som den førende imperialistmagt og opkomlingen EU bliver stadig mere tydelig - og det drejer sig ikke bare om handelskrige, men om politiske, militære og store økonomiske interesser.

Her op til EU-parlamentsvalget er der fortsat nogle, der søger at dele sol og vind lige mellem unionstilhængere og den konsekvente unionsmodstand: Den ene side underdrev, den anden overdrev. Nej - unuionsmodstanden overdrev ikke. De værste mareridt fra 72 - og fra 92, da danskerne stemte Nej til Maastricht - er blevet til virkelighed.

Al snakken om at Danmark spiller en rolle i at gøre Unionen mere demokratisk og mere social er valgflæsk for et hjemmepublikum. Udenrigsministeren ville ikke kalde en krig for en krig, statsministeren kaldte bombardementet af et land tilbage til stenalderen for en ‘humanitær’ indsats. Ja tak, en humanitær indsats med titusinder af dræbte, og næsten en million fordrevne. Med et land, for ikke at sige en hel region, der er bombet væk fra muligheden for en selvstændig udvikling, som er bombet til at blive et økonomisk og politisk appendiks til Unionen.

Hvem har vundet ved den krig og den rådne fred, der er på vej? Serbien er den store taber, det serbiske folk er den store taber. Men også det albanske folk, Kosova-albanerne, der kæmpede for fulde nationale rettigheder, indbefattet retten til selvstændighed. Da det kom til stykket, blev de ikke engang spurgt om, hvad de ville. De er blevet påtvunget en status som et internationalt protektorat; og forbliven som en provins i Milosevic’ Jugoslavien. Det er alle Balkan-folkene, som kommer til at betale en høj pris for NATOs og EU’s ‘fred’, som ikke sikrer nogen langsigtet eller holdbar løsning, men som forudsætter en langvarig militær besættelse. Når FNblåstempler den folkeretsstridige krig og 'freden' på bagkant - så fortæller det, at de udbredte illusioner om denne organisation må droppes. Også i dette tilfælde er en NATO- ogFN-'aftale' identisk. FN legitimerer simpelthen, hvad imperialismen har afgjort på slagmarken.

Vi har set det modsatte af, hvad Nyrup hævder. Unionen betyder omfordelingskrig, selvfølgelig under et eller andet ‘humanitært’ påskud. Opfindelsen af en ‘fredsskabende styrke’, som hverken er til angreb eller forsvar, er igen et latterligt spil med ord. Det er en imperialistisk armé, der skal forsvare unionens interesser, hvor den anser det for nødvendigt, med alle midler, indbefattet bomber. Det er en ‘europahær’. De socialdemokratiske unionspolitikere spiller og har altid spillet den mest foragtelige rolle af alle: løftebrydernes, løgnernes og bedragernes rolle.

Derfor eksisterer der en næsten uovervindelig krise for socialdemokratiet og Nyrup-regeringen, en tillidskrise af enormt omfang, fordi alle ved, at deres løfter og garantier ikke er til at stole på. Det viste sig med al tydelighed under angrebet på efterlønnen. Nu er Nyrup ved at løbe fra andre af sine løfter: Indtil for få måneder siden garanterede Nyrup, at de fire danske forbehold står ved magt, selvom han allerede var ved at pille ved forbeholdet over for ØMUen. Nu kan det ikke gå stærkt nok med at få dem alle sammen fjernet.

Socialdemokratiet er et imperialistisk parti, råddent hele vejen igennem. Det har ingen selvstændig politik, ingen visioner, hverken for Danmark, Europa eller verden. Det tjener de europæiske monopoler, det alliererer sig med alle de imperialistiske stormagter for at få en beskeden plads ved bordet.

Og når det kommer til, at danske arbejdere siger Nej til et elendigt overenskomstresultat som ved storkonflikten sidste år, eller sygeplejerskerne i år, så lovgiver partiet for at knække strejkerne og strejkeretten, arbejdernes vigtigste kampmiddel.

Men det er forbløffende, at et parti som Enhedslisten ufortrødent fortsætter bejleriet til Socialdemokratiet. Med den kurs har de splittet enhver mulighed for en mere langsigtet fællesoptræden fra venstrekræfternes side, og svækket den klassebevidste opposition til den socialdemokratiske udgave af den herskende klasses politik.

Parlamentsfikseringens indflydelse på den danske venstrefløj og den snegative konsekvenser er uhyggelige. Det er ynkeligt at se, hvordan en hel række forskellige kræfter kastede sig ud i et indbyrdes hundeslagsmål omkring grundlaget for krigsmodstanden. Først og fremmest i Fællesinitiativet mod krigen i København. Der sprang bukserne på en korridorpolitiker som Jørgen Petersen fra DKP/ML, som gik så højt op i at skabe ‘enhed’ mellem forskellige pro-serbiske og ikke pro-serbiske grupperinger, at der til sidst dårligt var en politik at skabe en bred fredsbevægelse på. Man kan ikke skabe enhed ved at lukke øjnene for virkeligheden. Og Jørgen Petersen og de pro-serbiske kræfter, der mener, at Milosevic’ etniske udrensninger var uden betydning; eller at det ikke er den danske fredsbevægelses opgave at tage stilling til, hvorvidt kosovarerne har ret til selvbestemmelse eller ej - de kan sætte sig ned og spørge sig selv, hvorfor den danske fredsbevægelse blev så relativt lille. De bærer selv et hovedansvar.

Enhed uden en rigtig politik, en politik der baserer sig på virkeligheden, på de objektive klasseinteresser, holder ikke en dyt. Nu ser der ud til at Milosevic’ har accepteret en ny udgave af den såkaldte G8-fredsplan. Måske den også vækker glæde hos nogle af disse ‘krigsmodstandere’? Men som sagt: det er en dybt uretfærdig fred, en fred til fordel for imperialismen og tilmed for Milosevic, men ikke for Kosova-albanerne, ikke for serberne, eller de øvrige balkan-folk.

FK: - Denne sølle situation på den danske venstrefløj illustrerer efter min mening i allerhøjeste grad behovet for at bygge arbejderklassens kommunistiske parti i et hurtigt tempo. Krigen om Kosova viste med al ønskelig tydelighed, at krisen for den kommunistiske bevægelse i Danmark ikke mindst er en krise, der ikke kun vedrører organisation, men ideologi og politik. Det er en farce, når KPiD af gammel dårlig vane forsvarer russiske stormagtsinteresser, anser den chauvinistiske slagter Milosevic for en progressiv figur og ikke bekymrer sig om den nationale undertrykkelse af kosovarerne eller deres ret til selvbestemmelse. Og det er en parodi, når Jørgen Petersen mener, at kosovarernes status skal afgøres af forhandlinger mellem deres undertrykkere, NATO-magterne indbefattet. Begge dele er i sidste ende støtte til imperialismens politik.

Så længe partier - eller rettere sagt grupperinger - som KPiD og DKP/ML kan tegne kommunisterne i Danmark, ser det ikke for godt ud for den kommunistiske bevægelse.

Det kan de heldigvis heller ikke.

Det vil være af stor betydning for dens udvikling og fornyelse på marxistisk-leninistisk grundlag, at Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund - DKU - for nylig er blevet stiftet. Og OKTOBERS bestræbelser for at lægge grunden til stiftelsen af det nye kommunistiske parti bliver forstærket i den kommende tid.

FK: Ja, vi må desværre også konstatere, at den internationale marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelse, som DKP/ML var og Oktober er en del af, ikke var stærk nok til at optræde samlet og bevare enheden i den situation, som opstod. Den blev splittet i løbet af 90erne, nogenlunde efter de samme linjer som splittelsen internt i DKP/ML i 95-97. Det vil sige, at en række af dens partier tilsluttede sig den genopstandne revisionistiske lejr, nu omkring Cuba eller Nordkorea.

I en artikel i KPDs blad Roter Morgen i forbindelse med formanden Diethard Müllers besøg i Danmark karakteriserer man DKP/MLs udvikling som 'en mangeårig opportunistisk udvikling', der er endt med, at det står på 'åbent revisionistiske positioner'.

En stor del af de marxistisk-leninistiske partier, som fastholdt deres linje, og som DKP/ML igennem mange år have broderpartiforbindelser med - som det tyske KPD - har samlet sig i Den internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer på grundlag af den såkaldte Quito-erklæring fra 1993, som vi har offentliggjort i det første nummer af Orientering fra i år. Det er denne bevægelse, DKP/ML var en del af, men som partiet har vendt ryggen til, og det er den, OKTOBER hører hjemme i.