Ud af de 30 år jeg har været på arbejdsmarkedet, har jeg for langt størsteparten tjent til dagen og vejen udendørs. I al slags vejr, og jeg synes det er enormt lækkert. For de mange, som arbejder indendørs, fremstår vejret jævnt kedeligt. Men det grå og triste kan sagtens være friskt og dejligt. Man lærer, at antallet af regnvejrstimer er betydeligt mindre end de fleste tror. I fritiden "fylder" det dårlige vejr jo mere for dem, som til daglig ikke har glæde af det gode i arbejdstiden

Det vigtigste er dog afvekslingen. Hvad det angår kan man ikke klage i Danmark.

Ligeså betydningsfuldt er afvekslingen i arbejdets indhold for mig. Jeg har prøvet at sidde ved samlebånd - og det det gi´r respekt overfor dem, som slæber hyren hjem i årtier på den kant. De burde honoreres for dette nedslidende, ensformige arbejde – fysisk som psykisk. Også hvad angår arbejdets indhold er jeg begunstiget med afveksling. Jeg kommer rundt på virksomhedens forskellige "sites" (En multinational virksomhed forstår godt at benytte særudtryk: Virksomheden er spredt over forskellige geografiske områder, som hver især betegnes som site). Det betyder, at jeg møder og kender mange af de flere tusind ansatte – ganske vist overfladisk. For nogles vedkommende lidt bedre, da jeg deler frokostbord med dem. Hvert frokostbord har sit eget miljø – alt efter hvilken site og hvilket lag i ansættelseshierakiet. Der er sgu forskel på faglærte, lagerfolk eller ufaglærte i produktionen.

Ved et af bordene benyttes de første par minutter pr. definition til at rakke kantinemaden ned. Når det så er sat på plads, så er det lige så sikkert som amen i kirken, at sportsresultater og –aktiviter skal vurderes og kommenteres.

Danmark kan deltage i en næsten 3 måneder lang krig i Europa, folkeskolelærere tages i røven med samme recept, som befolkningen efter Maastricht: et par kommaer rettes og der stemmes igen, sygeplejersker fratages strejkeretten ved lovindgreb og da man så har p..... folk op og ned ad ryggen (undskyld sprogbruget), så fejrer borgerskabet sgu grundloven – som om vi har nogle rettigheder. Hvorfor skal unge danske dø i udlandet i kampen for menneskerettigheder, når ikke de eksisterer i Danmark.

Nuvel; - uden vi rigtig er klar over det, så sniger der sig alligevel politik ind i sportssnakken. Dopingspøgelset har ramt Pantani, Il Giro og cykelsporten over en bred kam. Fænomenet kan ikke længere isoleres til østtyske atletikfolk, kinesiske svømmepiger eller andre uskyldige skæbner fra såkaldte kommunistiske diktaturer. Frokosten indtages i fælles forståelse af, at al elitesport er baseret på disse kunstige og livsfarlige medikamenter.

Brugen af disse er ligefrem proportionalt med antallet af kroner i sporten. Det er kølvandet af professionalismens lyksaligheder.

Enigheden ved frokostbordet brydes ved spørgsmålet om løsningen på problemet. Pengemændene i sporten ønsker at gøre problemet til den enkeltes valg: Del sportsgrenene op i konkurrencer for de dopede og de udopede:

- Så kan man selv vælge!

Skulle det betyde, at de korrupte kontrolinstanser ikke længere vil være korrupte? – eller vil det ikke længere være lokkende at indtage doping og få del i pengene, som ligger i denne gren af sporten? Mange spørgsmål rejser sig; men snakkerne og kommentarerne er livlige. Diskussioner om sport eller politik er meget subjektive - og afvekslende er det i hvert fald.

Fik jeg nævnt, at virksomheden bl.a. producerer vækstfremmere?