At kunne marchere ind overalt

Den nye NATO-aftale har en åbenlyst imperialistisk karakter

"Alliancen sikrer ikke blot dets medlemmers forsvar, men bidrager også til freden og stabiliteten i denne region". (Frankfurter Rundschau, 8.5.1999). Schröder og Fischer, som på den tyske stats vegne har undertegnet den, ønsker altså også at kunne gribe ind militært uden for NATO-staternes territorium. Hvor ligger så "denne region"?

Den bliver omskrevet i blomstrende fraser. Den ligger i det "euro-atlantiske rum" og den ligger overalt, hvor der "findes kriser og konflikter, som berører det euro-atlantiske rum".

Det euro-atlantiske rum omfatter Østeuropa inklusive Rusland.

Det omfatter Nordafrika og Mellemøsten. Også Latinamerika tilhører det atlantiske rum. Overalt, hvor dette "rums" sikkerhed blot "berøres", kan NATO altså gribe ind på samme måde. Både i Asien, i de arabiske lande osv.

Den "region", hvor NATO-staterne, inklusive den tyske imperialisme, vil tage sig friheded til at overfalde og bombardere lande, er hele verden. Hele verden kommer til at fremstå som de

forenede imperialistiske staters "sikkerhedsomkreds".

Den sovjetiske imperialisme accepterede ifølge Bresnjev kun en "begrænset suverænitet" hos staterne i sin indflydelsessfære, på samme måde som USA altid kun har accepteret en begrænset suverænitet i sin indflydelsessfære i Latinamerika ("Monroe-doktrinen" siden århundredeskiftet). Sådan gjaldt det også for den franske og britiske imperialisme og andre imperialistiske stater i deres daværende indflydelsessfærer.

Kun USA har efter anden verdenskrig på grund af sin økonomiske og militære styrke kunnet tiltage sig retten til overfalde hvem det ønskede, over hele verden. Det nye er, at alle imperialistiske lande (undtagen Rusland og Kina) nu har sluttet sig sammen til et kartel under USAs militære ledelse, for i fællesskab at kunne beherske verden.

Alt hvad der rummer en risiko foralliancens medlemmer, kan give anledning til militær indgriben. Det kalder man "krisestyring", også ved hjælp af "krisereaktions indsats" og "konflikt forebyggelse".

De mulige anledninger til krænkelse af andre staters suverænitet er mangfoldige. De udtrykkes i begrebet "risici": "Alliancens sikkerhed vil altid være underkastet et bredt spektrum af militære og ikke-militære risici, som viser sig fra mange retninger... Til disse risici hører usikkerhed og ustabilitet i og omkring det euro-atlantiske rum, såvel som den mulige opståen af regionale kriser i forbundets periferi, som hurtigt kan udvikle sig. Visse lande i og omkring det euro-atlantiske rum står over for alvorlige økonomiske, sociale og politiske vanskeligheder. Etnisk og religiøs rivalisering, territoriale stridigheder, utilstrækkelige eller fejlslagne reformbestræbelser, overtrædelse af menneskerettigheder og opløsning af stater kan føre til lokal, ja regional ustabilitet. De deraf resulterende spændinger kunne føre til kriser, som berører den europæiske stabilitet, såvel som menneskelig lidelse og væbnede konflikter."

Disse risici omfatter alle sider af økonomien, det sociale liv og politikken. Selv "utilstrækkelige reformbestræbelser" f.eks. ved åbningen af et land for NATO-landenes kapital eller "alvorlige økonomiske vanskeligheder" kan være anledning. Hele verden skal fungere efter de multinationale og deres regeringers interesser under truslen om militære aktioner.

Som om alt dette ikke var nok, skal hertil føjes præventive overfald:

"Et vigtigt mål for alliancen og dets stridskræfter er, at risici holdes på afstand ved at potentielle risici imødegås på et tidligt stadium. I tilfælde af kriser, der truer den euro-atlantiske stabilitet og kunne (fremh. af RM) berøre alliancesmedlemmernes sikkerhed, kan forbundets stridskræfter opfordres til at gennemføre krise reaktions indsatser".

Præventive luftangreb, præventive mord, præventive besættelser er mulige for at forhindre kriser, der muligvis kunne føre til en trussel mod en hvilken som helst imperialistisk deltagerstat uanset hvad det handler om.

Enhver stat, der underskriver en sådan aftale, er en imperialistisk stat. Ingen kan sige at den tyske imperialisme her kun har spillet en passiv rolle. Berlin har ikke den ledende rolle i imperialisternes kartel. Berlin spiller - af hensyn til sin forbryderiske imperialistiske fortid - i øjeblikket heller ikke militært den rolle, som modsvarer dens militære muligheder. Schröder og Fischer skulle ikke tvinges til at skrive under. For verdensomspændende militær indsats svarer også til den tyske imperialismes "vitale interesser".-

Clinton-Schröder-doktrinen tillader kun alle verdens stater en "begrænset suverænitet", en suverænitet, der i alle spørgsmål kun går så vidt som Washington, Berlin, Paris og London tillader. Uanset om det drejer sig om økonomisk politik, indenrigspolitik, udenrigspolitik, socialpolitik eller militærpolitik: alle stater ser sig udsat for trusselen om militær besættelse, hvis de oplever en kriseagtig udvikling inden for disse områder, som kan siges at berøre nogen som helst af USAs, Tysklands, Frankrigs og Storbritanniens interesser.

Den åbne militarisme er produktet af mange års kapitaleksport, hvor de imperialistiske lande har anbragt overskudskapital verden over. har Verden over har de imperialistiske lande anbragt over 2000 milliarder $ i direkte investeringer og titusinder af milliarder $ i kreditter, aktier, fast ejendom, patenter, licenser osv. Dermed har de forvandlet hele verden til deres økonomiske interesseområde. Den økonomiske stabilitet, med andre ord: 'Tysklands sikkerhed', afhænger af udviklingen i Sydøstasien, i Rusland, i Nordafrika og Latinamerika, på samme måde som USAs stabilitet gør det. At beskytte den eksporterede kapital, inddrage og sikre nye investeringsområder er den imperialistiske udenrigspolitiks hovedbestræbelse.

Denne de vestlige imperialistiske landes forenede interesse kom til udtryk i en multilateral aftale om investeringer (MAI -Multilateral Agreement on Investment), som de 29 stater i Organisationen for økonomisk udvikling og samarbejde (OECD) havde forberedt ved hemmelige forhandlinger, der begyndte i 1995. Til OECD-landene hører foruden NATO-staterne først og fremmest Japan.

Centralt i MAI-aftalen står OECD-landene interesse i "at sikre deres multinationale koncerner ubegrænsede rettigheder og friheder til, overalt i verden, at købe, sælge, eje, producere hvor og hvordan de selv ønsker og ikke mere behøve at være hindret af national lovgivning inden for arbejdsret, miljølovgivning, menneskerettigheder, forbrugerbeskyttelse" (Maria Mies).

Uden imperialisme i økonomien er imperialisme i politikken umulig. De imperialistiske stater kan ikke anerkende andre landes økonomiske suverænitet på grund af kapitaleksporten.

Mange landes økonomiske suverænitet har længe været krænket eller står kun på papiret. Når økonomien er imperialistisk, d.v.s. forlængst har sprængt de nationale grænser, kan de

imperialistiske lande heller ikke militært begrænse sig til forsvaret af deres nationale grænser.

Den militære krænkelse af suveræniteten er kun en særlig form for kronisk mangel på respekt for suveræniteten i økonomiske og politiske spørgsmål. Det er de økonomiske interesser, der, fordi de har fortrinsret, altid bryder aftalerne, også når disse er udmøntet i love eller traktater. Det ville også være forkert at stille militære spørgsmål i modsætning til politiske. Militære "interventioner" betyder ikke afsked med politikken, men fortsættelse af den tidligere fredelige imperialistiske politik, med andre midler, med magt.

NATO-traktaten er den militære side af MAI-traktaten - selv om MAIforleøbigt er strandet diplomatisk. Den udtrykker på klareste måde NATOs kernelandes og detsøkonomiske sidestykke OECDs vitale imperialistiske interesser.

NATO-traktat og MAI-aftalen udtrykker de deltagende imperialistiske lande, imperialistkartellets, fælles interesser. Men det ville være helt forkert at overse konkurrencen mellem imperialisterne. Den udspiller sig i øjeblikket inden for rammerne af militærkartellet NATO. Den tyske imperialismes mål er først og fremmest at styrke sig over for USA.

Ledelserne i SPD og de Grønne taler for at styrke EU økonomisk over for USA, for Euroen over for dollaren. De udtaler sig ideologisk imod den amerikanske neoliberalisme og for den rhinske kapitalisme (Fischer) med "social markedsøkonomi". De udtaler sig militært inden for NATOs rammer for en styrkelse af FN. Styrkelse af FN betyder ikke andet, end at den tyske imperialisme i forbund med Rusland kan opnå større vægt i forhold til USA. Ganske vist har Schröder og Fischer underskrevet NATO-traktaten, selv om den forudser NATO-indsats uden FNs godkendelse. Og de taler varmt for en styrkelse af FN, skønt de selv i egen interesse kobler FN ud, for at styrke deres egne imperialistiske positioner - også over for Rusland.

NATO-traktaten er en traktat til svækkelse af FN. Traktaten modsvarer de ændrede økonomiske styrkeforhold, som tillade, at man omgår Rusland.

FN-indsats er fra nu af kun den efterfølgende velsignelse af fuldbyrdede kendsgerninger, som Washington og Berlin står bag, fordi de ikke har kunnet realiseres i FN-regi.

Den tyske regering, der af taktiske grunde går ind for en styrkelse af FN, har på den anden side bifaldet overfaldet på Jugoslavien uden FN-mandat, og har undertegnet FNATO-aftalen, der slet ikke tager hensyn til FN-mandater.

Spørgsmålet om udtrædelsen af NATO må nu stilles op som et aktuelt krav på den politiske dagsorden. Ethvert parti, som accepterer Tysklands medlemsskab af NATO, er et af imperialismens partier, er et parti for fremtidige militæritiske overfald på andre lande.

For øvrigt har vi kommunister ikke de fjerneste illusioner om imperialistiske alliancer.

De imperialistiske staters indbyrdes alliancer er "nødvendigvis (RMs udhævning) blot 'åndepauser' mellem krige - ligegyldigt under hvilken form disse alliancer bliver dannet, det være sig i form af en fælles alliance af alle imperialistmagterne.

(Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium)

Varigheden af en sådan åndepause afhænger af styrkeforholdenes udvikling.

Jo mere vægtskålen måtte vippe til ugunst for USA og til ugunst for USA og til gunst for den tyske imperialisme, jo mere truer en ny krig, som vil være en nyopførelse af de to verdenskrige, som har sat deres præg på det 20.århundrede.