Supermagt EU

Mens disse ord før deadline tastes ind på computer, parat til en forvandling fra elektronisk post til tryksværte på papir, søger NATO med forstærkede bombardementer at fremtvinge den synlige militære kapitulation, som fredsaftalen med den etniske slagter Milosovic ikke fremstod som. En rådden imperialistisk krig er ved at blive forvandlet til en rådden imperialistisk fred, med et folketømt og totalsmadret nyt internationalt protektorat Kosova og et sønderbombet og sønderlemmet Jugoslavien liggende tilbage som varige monumenter over det udrindende århundredes vedholdende barbari.

Kosova-krigen har synliggjort en ny verdenspolitisk situation, som vil trække afgørende spor ind i det næste århundrede: Den har betydet et tigerspring hen imod udformningen af EU som ny global magt - den imperialistiske supermagt EU, monopolernes ‘Forenede Europa’.

Krigen startede under et EU-topmøde i Berlin og afsluttedes med Milosovic’ accept af G8-landenes fredsplan under regeringschefernes topmøde i Berlin - der i en stemning af eufori vedtog et programmatisk slutdokument, som sætter opbygningen af EU som militærmagt på skinner.

Mens dette skrives, er der endnu et par dage til EU-parlamentsvalget. En træg valgkamp domineret af unionstilhængernes dækningsløse fraser om betydningen af dette valg, af parlamentetet og om udvidelse af unionsdemokratiet har forekommet næsten surrealistisk, fordi den intet har med den magtpolitiske virkelighed at gøre. Supermagt EU er på vej som en realitet, uanset udfaldet af EU-parlamentsvalget - og ville tilmed blive det helt uden et parlament. For det er ikke en både broget og speget flok af parlamentarikere, som sætter ‘den europæiske dagsorden’, men derimod den europæiske storkapital, indbefattet rustningsindustrien, som nu med den gammelkendte tyske i spidsen vejrer ny morgenluft op til det ny århundrede.

Den efterhånden traditionelt lave valgdeltagelse ved EU-parlamentsvalg afspejler også, at unionsborgerne fornemmer at parlamentet blot er en af de demokratiske ferniser, der er tværet hen over dette kapitalens megaprojekt.

Parlamentsvalget er, som det rammende er blevet udtrykt, en ‘gigantisk meningsmåling’ omkring unionens vælgertilslutning og de politiske strømninger i Unionen.

I lille Danmark har det sin betydning, hvor begrænset den end er, om unionsmodstanden styrkes eller svækkes. Derfor arbejder den altdominerende borgerlige propaganda også altid intenst på at gøre sin profeti om unionsmodstandens afsvækkelse og fald - med særlig brod mod Folkebevægelsen mod EU - selvopfyldende.

Det betydningsfulde omkring EU i dag er ikke, hvilken af de to hovedblokke - den liberale (dvs. åbent borgerlige) eller den socialistiske (:socialdemokratiske) - som vinder nogle ekstra mandater. Det er heller ikke alle de vidtløftige demokratiseringsplaner - indbefattet den om at ‘give EU-parlamentet mere magt’, ‘gøre det til et rigtigt parlament’ med lovgivende magt for unionen (med henblik også på den senere etablering af en formel og reel unionsregering, som der i dag ikke er traktathjemmel for). Det er alt sammen sekundære fænomener, uden betydning for grundindholdet i supermagtsopbygningen. Selvom sådanne ‘demokratiske tiltag’ både kan effektivisere og smidiggøre den ny supermagts maskinerier, og samtidig fastholde en illusion om, at den er til for borgerne i unionen.

At en overnational regering er i færd med at blive dannet (traktatmandat eller ej) kan ses både af udnævnelsen af superunionisten Prodi som kommissionsformand og især af Køln-topmødets udpegning af NATOs nuværende generalsekretær Solana til en aldeles reel dobbeltpost som supermagtens udenrigs- og krigsminister.

Køln-topmødet betegnes som ‘historisk’ - selvom dets dokumenter og egentlige indhold holdes godt skjult for de danske vælgere. For en gangs skyld er der noget om snakken:

Det tog et åbent spring i retning af supermagt EU - til at erklære sig som den næststærkeste magt i verden. Det barslede officielt med en økonomisk, politisk og militær imperialistisk sværvægter, der på tærsklen til det ny århundrede begynder at udfordre USA’s globale førerstilling, for at realisere den drøm om global vægt, som det mistede under to verdenskrige i det 20.