SILVERLAKE,

LOS ANGELES:

Uden for de sprøde vinduer med hvidmalede træsprosser har den lille have natstore øjne og ser sig om i mørket og stilheden, der kun brydes af en fjern politisirene et sted langt nede i Downtown Los Angeles.

9000 kilometer herfra begynder en ny dag. Hundreder af buldrende maskiner vil osse på denne dag fylde himlen som små sorte prikker, højt, højt oppe, og sende deres ladninger af død og ødelæggelse ned over mennesker, huse, broer, træer, haver. Mange hjerter vil osse i dag krympe sig sammen i smerte og fortvivlelse.

Rygterne ville vide, at han var borte, væk, myrdet; men digteren Adem Demaçi, 70 år, går osse i dag sin morgentur gennem Pristina efter brød.

De serbiske soldater genkender ham men lader ham gå. han føler ingen angst, intet had, sådan har han gået hver dag under hele krigen. Han er den de kalder Kosovas Nattergal, en frihedens stemme, med sin drøm om Kosovas selvstændighed og sine 29 lange år i serbiske fængsler.

* * *

Vi kendte ikke til Adem Demaçi, da vi stod i flygtningelejren i Sandholm engang i vistnok 87 og opdagede, at der blandt de mange palæstinensere osse var en ny gruppe flygtninge - fra Kosova.

Palæstinenserne dansede i kæder, og da vi sluttede, satte den unge pige fra Kosova sig ind i kredsen og sang med lange, bløde, sorgfulde toner, så tårerne stod i alles øjne. Den nat skrev vi

Så mange år, hvor ikke mange politikere eller medier tog sig særligt hvad der skete. En enkelt gang viste tv en hjemmevideo, taget ud af et vindue i en lejlighed i Pristina med serbiske politifolk, der var i færd med at slå en ensom albaner ihjel med knipler og støvlespark.

Vi sang ‘Nattergalen Fra Kosova’ på alle koncerterne, allevegne.

Milosevics særlige bander gik igang med deres Endlösung for de 90 procent af Kosovas mennesker, der er albanere. Med knive og maskingeværer satte man flugtbølgen igang.

Nu er 19 hære igang med at redde ofrene. Bomberne eksploderer, serbere, albanere dør. Som visse kræftlæger mener man at kunne fjerne ondet ved at rasere hele organismen. Broer, vand, strøm.

Vestblokken vil ha’ magten. Østblokken vil ha’ magten. Hug barnet midt over.

Mens jorden dirrer under NATO’s fly, og Milosevic-bander lige har kræfter til at ta sig af en enkelt landsby mere, arbejder grupper af serbere og albanere uden ophold eller hvile sammen om at genop rette strømmen. Serbere og albanere. Sammen. De er krigens helte, siger almindelige folk omkring Pristina. Og måske er det snarere dem der er løsningen. Snarere end de beregnende folk ved de blanke skriveborde i Bonn, Washington, London....eller i lille København for den sags skyld....

* * *

Adem Demaçi går sin runde. Et par serbiske soldater skotter nysgerrigt til ham. Serbiske og albanske frivillige, udmattede og tørstige, rækker værktøj op til hinanden i lysmasterne og får folks hjerter til at springe et slag over - som i et hastigt anfald af skælvende glæde. Hvor pigen fra Sandholm er henne nu, får vi vel aldrig at vide. Måske er hun nu blandt den million fordrevne i bjergene eller de nye lejre.

Måske synger hun stadig. Med de lange, bløde toner. Uden bitterhed, uden had.