EU og medicinen

Medicinal-industrien har i årevis været på offentlig bistandshjælp i milliardklassen. Staten sikrer gennem medicintilskud, at priserne på medicin har kunnet stige og stige. Den form for offentlig bistandshjælp til medicinalindustrien må staten (og dermed skatteyderne) gerne forsætte ifølge EU.

Til gengæld vil det være i strid med Amsterdamtraktatens artikel 85, stk. 1, der forbyder ’konkurrencebegrænsende aftaler’, når regeringen i februar 1998 forsøgte at indgå en prisaftale med medicinalindustrien om, at priserne i 98 og 99 kun skulle stige med 2,3 %.

Hvilket den i februar fyrede EU-kommision meddelte den danske medicinalindustri i et brev d. 8. marts 1999. Medicinalindustrien havde ifølge EU-lov handlet ret, når de klart overtrådte en aftale med den danske regering om at dæmpe deres prisstigninger.

Det var ellers en aftale, som sundhedsminister Carsten Koch havde brystet sig meget af. Og flittigt benyttet, når han skulle forklare det retfærdige i, at medicintilskuddene til befolkningen, bl.a. til livsnødvendig medicin som insulin, blev skåret ned.

Medicinprisernes voldsomme stigning over en årrække samt et stigende pres fra EU for at skære de offentlige udgifter ned, fik sundhedsminister Carsten Koch på regeringens vegne til at indgå en overenskomst med Lægemiddelindustriforeningen (LiF) den 6. februar 1998. Den betød, at priserne kun måtte stige 0,8 % i 98 og 1,5% i 99.

Men på kort tid derefter steg priserne fire-fem gange så meget, som sundhedsministerne havde aftalt. Det var klart at medicinalindustrien ikke have tænkt at overholde overenskomsten.

På trods af dette åbenlyse brud bliver Carsten Koch ved med offentligt at fremture med, at han er sikker på det nok skal gå! Sådan lyder det hver gang der rejser sig fornyet kritik.

Men at hverken regeringen eller sundhedsministeren tror på deres egne ord, viser den aftale regeringen samtidig har lavet med amterne:

Ifølge denne vil amterne få hver eneste krone, der ligger ud over de aftalte priser på medicin, godtgjort af statskassen i form af øgede bloktilskud.

I Vestsjællands Amt betød dette, at 14,9 millioner kr., der alene i dette ene amt var blevet betalt for meget i forhold til prisaftalen i 1998, ville blive udbetalt af finansministeriet i 1999.

Et år efter aftalen – i februar 1999 – viser opgørelser fra Sundhedsministeriet, Lægemiddelstyrelsen og LiF, at priserne var steget 260 millioner kr. mere end prisaftalen tillod. Beregninger for 1999 viste, at der ville komme en yderligere overskridelse på 409 millioner kr.

Stillet overfor disse kendsgerninger gjorde sundhedsminister Carsten Koch, hvad enhver rigtig minister gør. Kan man ikke skjule hele sandheden, må man skjule hvad skjules kan. Sundhedsministeren nedsatte et kulegravningsudvalg, der gik i gang med at begrave sagen længere og længere ned i papirdynger, bilag og notater.

Hverken regeringen, sundhedsministeren eller sundhedsministeriet har offentligt villet anerkende eller kommentere, at de har modtaget beskeden fra EU til medicinalindustrien.

Sundhedsministeren mener heller ikke, at hvad kammeradvokaten og de indkaldte dyre konsulenter har fundet frem til at svare på EU-kommsionens spørgsmål til regeringen indenfor svarfristen på 21 dage, er noget, der kommer offentligheden ved.

Vi skal bare fortsat betale flere penge til medicinindkøb og forøge medicinalindustriens milliardindtjening. do