Danmarks rige
og deres grundlov

Der var lagt op til de helt store festligheder den 5. juni, hvor ’Danmarks Riges Grundlov’ fylder 150 år. Nu er det blevet sat temmelig grundigt i skyggen af den krig mod Jugoslavien, Danmark deltager i – på kant med selvsamme grundlov. Der tales i den om, at Danmark ikke kan ’anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat’ uden folketingets samtykke. Og folketinget har aldrig stemt om dansk deltagelse i Kosova-krigen, selv om den ville have opbakning fra et stort flertal. Det er sikkert en af grundene til, at regeringen med Helveg Petersen i spidsen stadig benægter, at der er tale om en krig. Tilmed en aggressionskrig, tilsløret som menneskerettighedsforsvar.

På kanten af grundloven …Det er langt fra første gang, grundlovens bestemmelser er blevet bøjet af de herskende ud over kanten. Dens paragraffer om suverænitetsafgivelse ’í nærmere defineret omfang’ er igen og igen blevet krænket gennem de talrige traktater, der åbner for stadig mere ubegrænset Europæisk Union. Særlovgivning har tilsidesat grundloven som i den berygtede Tvind-sag.

Det klassiske danske eksempel på, at grundloven bliver tilsidesat, når det skønnes nødvendigt, er grundlovsbruddet under besættelsen, da de kommunistiske folketingsmænd arresteredes.

Indførelsen af grundloven, der signalerede enevældens afskaffelse for 150 år siden, var et historisk fremskridt, der lettede den unge kapitalismes udvikling og banede vejen for bourgeoisiet som herskende klasse. Forfatningskampen i sidste halvdel af det 19. og begyndelsen af det 20. stod især om etableringen og udbygningen af parlamentarismen som den mest velegnede politiske styreform for et moderne kapitalistisk samfund. Den seneste grundlovsrevision for snart et halvt århundrede siden, i 1953, etablerede endeligt det nuværende system.

Men hvad der for 150 år siden var et klart socialt, politisk og økonomisk fremskridt – og et resultat af den lange kamp mod adelsmagt og enevælde, som alle det daværende samfunds progressive klasser førte – er i dag ikke længere i overensstemmelse med samfundets udviklingsbehov.

Grundlovsrevisionerne blev i løbet af århundredet mest til mindre justeringer, der tog sigte på at smidiggøre og befæste det kapitalistiske herredømme.

Det 20. århundredes globale kamp mellem kapitalisme og socialisme – hvor de socialistiske landes forfatninger i modsætning til de kapitalistiske staters åbnede for udvidelsen af de grundlovssikrede rettigheder med en lang række sociale rettigheder, som f.eks. retten til arbejde (som kvalitativt øgede og udviklede de borgerlige frihedsrettigheder), fandt kun en svag afspejling i den danske grundlov.

Som i alle kapitalistiske forfatninger hæver sig også i den danske én ’ret’ over alle andre – ’retten’ til privateje (af produktionsmidlerne). ’Retten’ til udbytning af andre, kapitalisternes ’ret’ til at udbytte arbejdskraften, er selve det kapitalistiske samfunds grundvold, indskrevet som det overordnede motiv i enhver kapitalistisk stats forfatning.

Denne bestemmelse har aldrig været udsat for den herskende klasses grundlovsbrud eller gradbøjninger, for det er den, deres magt hviler på – og for den kommer alle politiske og sociale menneskerettigheder i anden række.

Historien viser, at i krise og krig er grundlovens rettigheder langtfra absolutte og garanterede, og at den private ejendomsret altid, under kriser eller normale forhold, i fredstid som i krig, står over alt andet. For dens skyld indskrænkes, gradbøjes eller brydes samtlige demokratiske og sociale rettigheder.

Den højtidelige betegnelse ’Danmarks Riges Grundlov’ ser man gerne ændret ved den ønskede grundlovsrevision. Efter moderne sprogopfattelse afslører den ufrivilligt forfatningens klasseindhold: at det er kapitalisternes og ikke det danske folks forfatning.

Den moderne kapitalismes, den nuværende imperialismes, økonomiske og politiske realiteter strider i nogen grad mod den nuværende grundlovs bestemmelser. Ikke mindst Den europæiske Unions kurs mod Europas Forenede Stater får de danske unionspolitikere til at bevæge sig på forfatningsmæssigt gyngende grund, hver gang der tages et nyt skridt i den retning. Derfor er der et stærkt ønske i de kapitalistiske partier om en grundlovsrevision, en ’modernisering’. Som så meget andet skal den sælges som en opdatering og grundlovssikring af ’menneskerettigheder’, og 150-års-jubilæumsfestlighederne var tænkt som en gunstig anledning til at bringe grundlovsrevisionen frem på den lokale politiske dagsorden.

Spørgsmålet hænger imidlertid fast i mudderet på Balkan – og kan igen blive udskudt. Så vigtigt er det heller ikke for de herskende at have fast grundlovsgrund under fødderne . . .

Det er en politisk og økonomisk realitet, at Danmark har afgivet suverænitet på afgørende punkter til Den europæiske Union; og det er et uafklaret juridisk spørgsmål om EU-traktaterne står over eller under grundloven, på trods af at denne i sin tekst fastslår sin juridiske overhøjhed.

Den væsentligste hensigt med en grundlovsrevision er at etablere en art delstatsforfatning, der på papiret skulle løse denne konflikt.

Det kan også være et motiv for at udskyde en revision. Borgerskabets politikere arbejder først og fremmest for at få fast unionsgrund under fødderne. Og det betyder bl.a., at de i første række arbejder på at få de fire danske forbehold overfor Maastricht-traktaten fjernet, og på at få skabt en politisk situation, der åbner for ubetinget tilslutning til den kommende unionstraktat, der vil betyde et yderligere spring hen imod Europas Forenede Kapitalistiske Stater.

Den virkelige forfatningskamp i dag står ikke om den danske grundlovs bestemmelser, men om Unionen og Danmarks forhold til den. Så længe Danmark er medlem af Den europæiske Union bliver den danske grundlov af stadig mindre reel betydning. Den virkelige forfatning, som afspejler den moderne kapitalismes behov, er Unionens.

Først i et Danmark udenfor Unionen bliver grundlovens tekst til et politisk spørgsmål af første rang.

Derfor vil det klinge hult, når den herskende klasses politikere fejrer grundlovsjubilæum i en sovs af festlige fraser. Deres forhold til den eksisterende forfatning er mildt sagt anstrengt; kun dens egentlige grundvold – forsvaret af privatejendomsretten – er for dem en principsag. Og dér føler de sig langt bedre fremtidssikrede i Unionstraktaterne.

Allerede i 30ernes slutning erklærede den daværende formand for DKP, at kommunisterne stod ’på grundlovens grund’. Dengang, som i dag under den igangværende PET-debat, blev kommunisterne angrebet for at ville omstyrte forfatningen med magt. Men dengang, som i dag, kom de reelle angreb på forfatningen fra højre. Det fascistiske Tyskland med dets plan om Neuropa stod lige uden for døren. I den situation måtte kommunisterne forsvare det borgerlige demokrati mod den fascistiske trussel. Få år senere, under besættelsen, begik det samlede folketing – kommunisterne undtaget – sit berygtede grundlovsbrud.

Også i dag kommer de aktuelle angreb på ’de grundlovssikrede rettigheder’ fra højre, fra Det forenede Europa med det genforenede Tyskland som førermagten.

Aksel Larsens forsikring var en perspektivløs opportunistisk indrømmelse til borgerskabet. De er siden blevet gentaget i det uendelige af andre revisionistiske ’kommunister’. Både KPiD og Fælles Kurs fabler stadig om at indføre socialisme via en ’ændring af grundloven’. Men kapitalismen afskaffes af revolutionær vej, og opbygningen af socialismen og en socialistisk forfatning følger efter, som afspejling af en ny virkelighed.

En stor del af modstanden mod Unionen har haft ’forsvaret af grundloven’ som udgangspunkt. Det er et yderst spinkelt grundlag, præget af illusioner om det borgerlige demokratis karakter. Som juridisk grundlag, blev det underkendt af en Højesteretsdom sidste år. Den øverste domstol tolkede Danmarks riges grundlov og dens bestemmelser, som de var tænkt. Det vil sige i overensstemmelse med den herskende klasses interesser. og ikke som i salgsdemagogien som et ’værn’ for det danske folks rettigheder: Grundloven er et værn for kapitalen - som samtlige af EU’s traktater, nuværende og kommende, er det.