Enten ude
– eller fuldt integreret

I ly af blodige bomber og krigspropagandaens højtråbende larm går EU svanger med den definitive plan for Europas Forenede Stater.

På EU-topmødet 4. juni i Køln er den næste regeringskonference på dagsordenen. En regeringskonference som skal udforme det, der kaldes ’reformer af Amsterdamtraktaten’, men som er en ny traktat, en forbundsforfatning:

Den indbefatter fælles militær, flertalsafgørelser i næsten alt, med en regering og et parlamentarisk to-kammersystem, Unionsskattepolitik, socialpolitik osv.

Selvom politikerne – med undtagelse af John Iversen, der har travlt med at blive genvalgt som den eneste 'ærlige unionstilhænger' – ihærdigt benægter, at Europas Forenede Stater er i færd med at blive til virkelkighed, er de netop nu vildt optaget af at forberede Danmarks fulde medvirken i EU, i EUROen, i militæret.

I Europas Forenede Stater er man enten ude eller med som fuldt integreret – mellemveje eksisterer ikke, hvilket politikerne naturligvis er helt klar over.

Derfor har de danske unionspolitikere travlt. Deres dagsorden er fuld integration – og den hurtigst mulige fjernelse af de fire danske forbehold. Mens man for få måneder siden snakkede om, at ØMU-forbeholdet skulle væk inden euro’en viser sig som en håndgribelig mønt, så er det nu det alt sammen, der skal fjernes i et hug.

Det store spørgsmål er selvfølgelig under hvilken form, det skal ske, hvordan og hvornår. Det ligger formentlig ikke fast endnu; adskillige muligheder er under overvejelse.

Men det er nu det hele bliver tilrettelagt.

Den nye kommissionsformand Prodi talte ved sin tiltræden rent ud af posen om sine unionsplaner. Det fik Nyrup-regeringen til endnu engang at lægge luft til flommeuropæerne, og røgslør over den kendsgerning, at den selv er med på holdet.

Statsministeren har igen og igen forsikret om, at ’de fire forbehold stod ved magt’; som sædvanlig har han udstedt ’garantier’. Værdiløse selvfølgelig.

Benægtelsen af at Europas Forenede Stater nu for alvor manifesterer sig er lige så værdiløs.

Politiske kommentatorer taler for øjeblikket i sammenhæng med krigen i Jugoslavien om, at nu er ideen om EU’s selvstændige militære rolle begravet – Europahæren skal blot være en del af NATO. Men heller ikke dette er sandt. I konkurrencen imperialistblokkene imellem har USA for en tid endnu det afgørende ord, men EU-imperialismen/den tyske imperialismes mål er fortsat en supermagt med eget militær. Båndene til USA brydes mere og mere, men det sker i ryk, og to skridt frem og så et tilbage.

Og sådan er det på felt efter felt.

Den nuværende Unionsproces løber meget hurtigt.

Også indenfor den danske unionsmodstand, herunder i Folkebevægelsen mod EU, kan man støde på en undervurdering af kraften i den øjeblikkelige Unionsproces.

Der forkuseres en del på, at EU er i krise i flere retninger.

Sandt nok er det, hvis man taler om krise i form af en voksende afgrund mellem EU-systemet og EU’s befolkninger. Sandt er det også, at der er krise i verdensøkonomien og i EU’s økonomiske vækst. Og sandt nok er det i forhold til unionens styringsmekanismer, der førte til den tidligere kommissions fald. Men der er ikke nogen krise i integrationsprocessen. Tværtimod støttes den stærkt fra alle sider indenfor EU.

EU’s udvikling modsvarer EU-kapitalens, og her først og sidst den tyske kapitals behov.

Det er betegnende for situationen, at der til afløsning fra det tidligere stærke Unionsmakkerpar Kohl og Delors (Tyskland og EU-Kommission) er fremkommet et nyt: Joscha Fisher og Prodi.

For nogle år siden demonstrerede vi ude ved Bellacentret mod EU-topmødet, som blev afholdt i København. Det var ved dette topmøde, Delors udtalte, at ’velfærdssamfundet var en lænke om benet på den Europæiske Union’.

Det blev startsignalet til de mange angreb, vi siden har oplevet fra regeringens side mod alle velfærdsrettigheder. I dag lyder talen om det danske velfærdssamfund hult – det er en kendsgerning, at på de allerfleste områder er ’velfærdssamfundet’ bombarderet ned på unionsniveau under en selvtilfreds og løgnagtig socialdemokratisk ledet regering.

Prodi fortsætter EU’s og Kommissionens allerede længevarende kampagne mod befolkningernes velfærd og rettigheder. En af de mange hvidbøger, dokumenter, rapporter, kommissionen har udsendt i denne kampagne anviste (til slet skjult gavn for kapitalen) at arbejdsløshedsydelser og bistandsydelser var for høje og støtteperioderne var for lange. Hvis ikke man lavede det om, ville man fastholde folk i en såkaldt fattigdomsfælde.

Lav og kortvarig understøttelse samt mange lønniveauer (også meget lave) skulle hjælpe de arbejdsløse ved at presse dem ud af fattigdomsfælden!

Disse angreb på arbejdsklassen i alle EU-landene skal yderligere intensiveres. Det er det der ligger i Prodis krav om en ’velfærdsreform’. Det handler om mere brugerbetaling, mere privatisering af ydelser for pensionister, i sundhedsvæsenet, på hospitaler, mere privat forsikring, hvor kun de rige kan følge med. Og det handler om strukturreformer, som skal skabe et endnu mere fleksibelt arbejdsmarked. Både den tyske Bundesbank og den europæiske Centralbank presser i øjeblikket på for ’strukturreformer af arbejdsmarkedet’.

Også den EU-europæiske faglige sammenslutning ETUC presser på for mere Union og for fælles arbejdsmarkedsaftaler. Til ETUCs kongres den 29. juni er fremlagt en resolution som kræver: Vidtgående politisk Union, fælles regering til at styre fælles økonomiske politik, skattepolitik, arbejdsmarkedspolitik, samt indførelse af en EU-hovedaftale. I Danmark har SID taget afstand fra resolutionen, men den bliver stensikkert vedtaget.

Uanset om det er EU-fagaristokratiet, Bundesbank eller Prodi, er politikkens konsekvenser, at imperialismens interesser styrkes, at arbejderklassen tvinges ud i retsløshed, lovløshed, arbejdsløshed, og lønnen trykkes i alle EU-landene.

Der ligger en kæmpeopgave i at gøre den danske arbejderklasse og de øvrige europæiske arbejdere klart, at Unionen er monopolernes redskab, at den er vendt mod dem. At hvert skridt i integrationen sker til fordel for kapitalen, og på deres bekostning. At hele brodden i integrationsprocessen vender nedad – og at f.eks. ØMUen og den fælles valuta vil skærpe konkurrencen, også på lønninger, presse reallønnen og de sociale budgetter ned.

De danske arbejdere, som er kernen i unionsmodstanden, kæmper en social forsvarskamp som i vores situation er forbundet med en national frigørelseskamp.

Vi kæmper ikke for en kapitalistisk ’velfærdsstat’. Den nordiske velfærdsmodel er begravet. Den var en indrømmelse i en særlig historisk situation – og nu er indrømmelsen trukket tilbage. Vi kæmper for udtræden af EU, for selvstændighed, vi kæmper en social forsvarskamp, og denne kamp må føres ud fra den kendsgerning, at kun et socialistisk samfund kan give mulighed for virkelig velfærd for arbejderklassen og det store flertal af befolkningen.

Udover fjernelsen af forbeholdene skal Folketinget indenfor få år have lusket endnu en traktat igennem. Det vil ske under temaet menneskerettigheder, EU vil være garanten for menneskerettighederne i Europa, ja i hele verden. Dertil mere demokrati og en større selvstændig rolle til Europa.

I denne situation vil det være forkert, hvis modstanden ensidigt satte fokus på demokrati og menneskerettigheder, det ville hjælpe til at bane vejen for EU-propagandaen og kunne i værste fald hjælpe til at udviske de reelle, klassemæssige modsætninger, som er det dybeste indhold i unionskampen.

Modstanden kommer til at føre en kampagne mod Europas forenede Stater, mod EU-soldater, mod EU-skat, mod EU-lovløshed på arbejdsmarkedet. Og samtidig med at den brede folkelige modstand øges, skal arbejderklassens stemme styrkes.

Men først har vi et EU-Parlamentsvalg den 10. juni. I denne valgkamp har Folkebevægelsen til en vis grad stået frem som den konsekvente modstand, som den eneste liste, der ønsker Danmark ud af EU.

Denne konsekvente modstandslinje er udsat for angreb fra mange sider. Og det hører til unionspolitikerenes sødeste drømme at få spillet Folkebevægelsen og dens politik, som repræsenterer den brede unionsmodstand i befolkningen, helt ud af EU-parlamentet.

Dette konstante pres mod den konsekvente modstand har imidlertid også styrket visse tendenser indenfor Folkebevægelsen i retning af at nedtone Folkebevægelsens egen politik, nærme sig en fælles reformpolitik sammen med Junibevægelsen og Enhedslisten. Jo flere stemmer Folkebevægelsen får til dette valg, jo stærkere vil den konsekvente modstand stå fremover.

Et større nederlag for Folkebevægelsen vil derimod betyde et alvorligt tilbageskridt både i den sociale forsvarskamp og i kampen for national selv-
stændighed.