Om NATOs aggression på Balkan

I den moderne historie har kilden til krig været privatejet af produktionsmidlerne, som fører til menneskets udbytning af mennesket og udbytterklassernes maniske tendens til at forstærke betingelserne udbytningen af de arbejdende, med henblik på med alle midler at opnå stadig mere profit – og med de deraf følgende tragiske konsekvenser. Udbytning er roden til krig. Kapitalismen på dens højeste udviklingstrin, imperialismen, er hovedkilden til ødelæggende krige.

Kammerat Stalin skrev i sit sidste arbejde 'Socialismens økonomiske problemer i Sovjetunionen':

Kapitalismens økonomiske loves rovgridske karakter udtrykker sig uundgåeligt som en aggressiv holdning hos regeringerne i de førende kapitalistiske og imperialistiske lande. Det er et indbygget træk ved den kapitalistiske stats udvikling, uanset hvilket parti bourgeoisiet har valgt til at repræsentere dets økonomiske og politiske interesser i et givent land. Det er ikke overraskende, at det netop var under socialdemokratiske regeringer og det såkaldte Demokratiske Parti i USA, at de imperialistiske landes regeringer fører en af de mest aggressive militæraktioner mod nogle af de mindre folk siden Anden Verdenskrig. Den beslutsomme og ubøjelige aggressivitet hos den vestlige alliances førende regeringer, USA, England og Tyskland, skaber derudover betingelser for en ny tredje verdenskrig.

Den nuværende aggression imod det serbiske og albanske folk i Kosova fra den vestlige alliances side må forstås i sammenhæng med uddybningen af imperialismens generelle økonomiske krise. Denne ryster økonomierne i mange af verdens lande, og sikrer på samme tid en vis økonomisk stabilitet og relativ velståenhed for en lille, udvalgt gruppe lande. Under sådanne forhold med en økonomisk verdenskrise, der hastigt spreder sig, vågner arbejderne og arbejderbevægelserne i de undertrykte nationer og vokser til mægtige massebevægelser, som truer med at sprænge de onde borgerlige regeringer bort sammen med de imperialistiske landes økonomiske og politiske interesser, over hele verden. Den beslutsomme holdning, som indtages af regeringerne i de førende lande i den vestlige alliance m.h.t. deres aggression på Balkan, har først og fremmest til hensigt at advare verdens folk om, at de imperialistiske lande er villige til at forsvare deres økonomiske og politiske interesser med alle de midler, de råder over. Disse regeringer søger gennem de vestlige massemedier at fortælle verden, at enhver regering, som ikke vil imødekomme deres krav, vil blive konfronteret med en ’legitim’ militæraggression, indtil de imperialistiske landes bourgeoisis interesser ’har sejret’. Det er overflødigt at sige, at denne ’advarsel’ til verdens folk skal skræmme de svage borgerlige regeringer i de undertrykte lande, men at den aldrig vil tøjle marxist-leninisternes og verdensproletariatets beslutsomme kamp for deres landes uafhængighed og for et nyt socialt og økomisk system, uden fattigdom, sultedød, udbytning: socialisme. Tværtimod må de marxistisk-leninistiske kræfter og arbejderbevægelsen verden over fuldt ud forstå dybden og alvoren i imperialismens almene krise og af den proletariske revolutions umiddelbare aktualitet som den eneste mulige løsning på den akutte materielle nød og den barbariske udbytning, verdens undertrykte folk er underlagt.

Den vestlige propaganda praler af den ’humanitære’ karakter af NATOs militæraktion på Balkan. De vestlige regeringer og NATOs talsmænd hævder at forsvare de undertrykte kosovarers interesser mod serbisk aggression – en befolkning hvor albanerne udgør de 90 pct. Intet kan være mere opstyltet end militæralliancens forsikringer om de ’humanitære’ mål for, hvad der reelt set ikke er andet end en blodig og fejg aggression mod det serbiske og det albanske folk. Det bør stå klart for de arbejdende, at imperialismen aldrig har stået for en positiv løsning af det nationale spørgsmål. Det vedvarende spørgsmål om undertrykkelsen af den albanske befolkning i Kosova blev arvet fra Tito-revisionismens tid, som berøvede Kosova dets retmæssige status som republik og indskrænkede det albanske flertals rettigheder. Med skærpelsen af den økonomiske krise i Jugoslavien forværredes det albanske flertals stilling i Kosova drastisk, og det blev berøvet sine elementære rettigheder af den socialfascistiske, reaktionære serbiske regering. Det albanske flertals legitime kamp for selvbestemmelse daterer sig tilbage til Titos tid og eksisterede længe før den nuværende konflikt; NATOs nuværende militære aggression forværrer blot situationen, gør den endnu mere dramatisk. NATO-flystyrkernes blodige aggression mod Serbien og Kosova en en del af imperialistmagternes planer om verdensherredømme og langt fra at hjælpe det albanske folk til at opnå selvbestemmelse; imperialismen er nu blevet hovedhindringen for at det albanske folk i Kosova opnår denne elementære rettighed.

NATOs militæraktion er en aggression mod alle Balkans folk, og i særdeleshed mod det serbiske og albanske folk. NATO modsætter sig voldsomt at det albanske folk opnår selvbestemmelse i Kosova, og foreslå dem i stedet skabelsen af et vestligt protektorat, et vestligt regeringsdiktatur over Kosovas folk. Den vestlige alliance søger at vælte Serbiens regering og erstatte den med en pro-vestlig marionetregering, som vil følge påbuddene fra Vestens institutioner, og vil påtvinge det serbiske folk imperialisternes herredømme. I deres planer for verdensherredømme er de imperialistiske magter indstillet på at vælte enhver regering, der modsætter sig deres økonomiske og geopolitiske interesser, og finde pro-vestlige kræfter i ledelsen og bourgeoisiet i disse lande med henblik på at danne regeringer, som vil begunstige deres interesser. (. . . )

Til trods for imperialisternes militære magt-’show’, som søges fremvist gennem de vestlige medier, blive luftkrigen på dramatisk vis afsløret som en kujonagtig handling i verdens folks øjne. Imperialisternes hære, de falske ’Ramboers’ hære, er bange for en krig, som ville føre til alvorlige tab for deres egne tropper, de frygter et ydmygende Vietnam nr. 2. Det er de imperialistiske landes proletariats og kommunisternes internationalistiske pligt at sætte sig voldsomt til modværge mod enhver form for militæraktion, anført af deres regeringer, ved at opbygge en stærk og massiv antikrigsbevægelse. Det gælder ikke mindst for de lande, som er de mest aktivt involverede i den militære aggression mod de serbiske og albanske folk, USA, England og Tyskland. Proletariatet i undertrykkernationerne kan ikke tillade deres regeringer at føre en morderisk krig, som kræver et stort antal liv blandt den civile befolkning i Serbien og Kosova; denne krig må af-
sløres som en fascistisk intervention mod et andet land, som betingelsesløst må stoppes. En massiv antikrigsbevægelse i de imperialistiske lande vil være af stor hjælp til befrielsen af det serbiske og albanske folk fra det imperialistiske diktats åg, til det Kosova-albanske folks nationale befrielseskamp, til dets kamp for selvbestemmelsesret.

Kapitalismens almene krise har ramt den i forvejen smadrede russiske økonomi hårdt og har udstillet de dybeste sociale modsætninger i vort samfund. Det russiske bourgeoisi føler, at dets dage som herskende klasse er ved at være talte, at de er ude af stand til at regere, og at arbejderklassen og det arbejdende folk i almindelighed ikke længere vil finde sig i at leve under den barbariske og hensynløse kapitalistiske udbytnings åg. Kapitalismen i Rusland har nået den højeste grad af absurditet, når arbejderklassen tvinges til at arbejde uden betaling, når arbejderklassen er berøvet midlerne til at eksistere og reproducere sig selv. I denne håbløse situation har det russiske bourgeoisis reaktionære regering allieret sig med de revisionistiske kræfter, der anføres af det falskmønteragtigt benævnte Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti, det revisionistiske SUKPs arvtager, som har fået lov til at indtræde i regeringen og de lokale magtorganer. Denne falske ’opposition’ er trådt ind i regeringen med det formål at forhindre den sociale revolution, som nærmer sig, og som truer med at vælte bourgeoisiets regering. Med sin falske fremtræden som opposition fra venstre har RFKP tilsluttet sig borugeoisiets repression overfor den voksende arbejderbevægelse over hele landet. Disse revisionistiske kræfter indtager en nationalchauvinistisk holdning i forhold til NATO-magternes aggression mod Balkanfolkene. I RKPFs centralorgan kan man læse oprørende udtalelser, som forlanger russiske troppers indblanding i konflikten. De revisionistiske kræfters nationalchauvinistiske position støtter bourgeoisiets interesser mod den russiske arbejderklasse, og skubber det russiske folk hen imod en krig mod NATO-landene for at ’opretholde Ruslands strategiske interesser’. I realiteten (i betragtning af opportunismens væsen: forsvaret af privatejendommen under en håbløs økonomisk og social krises betingelser) støtter de revisionistiske kræfter åbent involveringen af russiske soldater i krigen, og skubber dermed implicit på hen imod en ny ødelæggende tredje verdenskrig, som kunne se ud til at følge det scenarie, hvorunder Den første Verdenskrig udbrød, og aflede arbejderklassen fra at vinde klassekampen gennem socialisme. Revisionisterne støtter implicit tanken om at inddrage arbejderklassen i en blodig og destruktiv krig under parolen om ’fædrelandets frihed og uafhængighed’. Dette indhold blev afsløret hundreder af gange af Lenin i tiden før Oktoberrevolutionen, hvor han beskyldte datidens opportunister i Rusland og andre europæiske lande for socialchauvinisme og for at forråde arbejderklassens interesser til fordel for deres nationale bourgeoisis interesser, for at opløse arbejderbevægelsen og forvrænge den til at forsvare deres nationale bourgeoisis selviske røverinteresser.

De russiske marxist-leninister fordømmer kraftigt de revisionistiske kræfters socialchauvinistiske standpunkter og den såkaldte nationalpatriotiske bevægelse; de appellerer til arbejderklassen om at undgå imperialistisk krig og til at forberede den afgørende klassekrig mod det russiske bourgeosi.

De russiske marxist-leninister advarer det serbiske folk om ikke at blive narret af den russiske regerings falske forsikringer om slavisk broderskab. Den russiske regering bekymrer sig ikke om det serbiske folks lidelser under denne blodige aggression; tværtimod betragter den konflikten som et middel til at købslå med Vesten om nye lån og kreditter og på en eller anden måde formindske dens økonomiske afhængighed af Vesten. Den russiske regerings holdning følger linjen for at bevare dens geopolitiske interesser som stormagt; den tager ikke sigte på at hjælpe det serbiske folk.

De russiske marxist-leninister appellerer til arbejderklassen i de imperialistiske lande om at stoppe den aggressive krig, som deres nationale borgerskabs regeringer fører mod Balkanfolkene, og om at forene sig i en internationalistisk bestræbelse på at undgå imperialistiske krige.

De russiske marxist-leninister appellerer til proletariatet i Albanien og Kosova om at afsløre illusionerne hos det albanske folk om, at NATO kan hjælpe det Kosova-albanske folk i dets kamp for selvbestemmelse, og om at vise at NATO – de imperialistiske landes væbnede organisation – ikke har andet mål end at udbytte, udplyndre og undertrykke alle folkene på balkan, at NATO fører en blodig krig også mod kosovarerne. De Kosova-albanere og de i Albanien, der implicit eller eksplicit støtter NATOs militæraktion, samarbejder med en åbenlys og morderisk fjende af det albanske folks kamp for uafhængighed, de samarbejder om massemord på ubevæbnede Kosova-albanere og ødelæggelsen af Kosovas økonomi af NATOs bomber.