Til tjeneste

Socialistisk Folkeparti vil i regering.
I regering med en socialdemokratisk statsminister - men også gerne i regering sammen med De radikale.

Og ikke bare sammen med De radikale. Også gerne sammen med Centrumsdemokraterne. Og Kristeligt Folkeparti.

SF vil være medlem af en Centrum-Venstre-regering, som det hedder på eurosprog. Med socialdemokratiet og de små borgerlige ‘midterpartier’.

Det var pinselandsmødets vigtigste budskab.

Derfor ser man et parti, der er i fuld gang med at gøre sig klar til at bemande taburetter. Der er i færd med at slibe de sidste knaster af, der måtte forurolige den herskende klasse. Såsom modstand mod Unionen og dens nyliberale privatiseringspolitik. Eller mod Danmarks medlemskab af NATO eller NATOs Balkan-krig.

Undskyld - vi ved godt, at det ikke var det, der blev vedtaget på landsmødet. Der var ingen jublende tilslutning til bombardementerne af Jugoslavien - kun en Steen Gade, der alligevel er ved at forlade partiet til fordel for en topembedsmandspost. Der var heller ingen lovprisning af Unionen og al dens væsen, og Holger K. Nielsens kompromisforslag mellem ‘traditionalister’ og ‘fornyere’ i forhold til privatisering og udlicitering samlede et komfortabelt flertal. SF er skam ikke et Unionsparti, et krigsparti, et kapitalens parti. SF er både rødt og grønt.

SF tilbyder bare Unionen, NATO, det herskende borgerskab og krigen sin tjeneste. Som f.eks. Joschka Fischers Grønne regeringsparti i Tyskland har gjort det.

Det var landsmødets hovedbudskab. Den herskende klasse kan roligt vælge SF som regeringspartner. Partiet vil fungere loyalt dér. En imperialistisk aggressionskrig er ingen hindring. Fjernelsen af de fire danske forbehold er ingen hindring. Europas Forenede Stater er ingen hindring. Kapitalens offensiv mod det store flertal er ingen hindring.

SF er parat til det hele.

Partiet stiller ingen politiske betingelser for sin regeringsdeltagelse. Derimod forlanger Holger K. Nielsen et forstærket vælgermandat.

Det er opportunismens væsen at komme den herskende klasse til undsætning - og ikke mindst i krisetider. Der er brug for nye kræfter til at indtage den rolle, som det trætte og kompromitterede Socialdemokrati har spillet. Det er ved at være ødelagt af at administrere den stadig mere aggressive kapitalisme, af sin egen arbejderfjendske politik og sine demagogiske løgne. Hundredtusinder vælgere er på flugt.

Mange af dem går til SF - og Holger K. og Co. vil nu føre dem direkte tilbage til den socialdemokratiske fold.

Holger K. Nielsen kalder sig selv og sit parti for ‘venstre-
fløj’ - det er altså ‘venstrefløjen’, der nu vil i regering. Selvfølgelig for at undgå de åbent borgerlige, anført af Anders Fogh Rasmussens Venstre.

Socialdemokratiets krise baner vej for Socialdemokrati nr. 2. Og SF er villig til at overlade sin traditionelle rolle som parlamentarisk opposition til Enhedslisten - dansk Socialdemokrati nr. 3.

Det er måske ikke så dårligt endda - betragtet fra et klassestandpunkt.

Har der hersket tvivl nogle steder om SFs klassetilhørsforhold, bør den snart være vejret bort.

SF tilhører kapitalen, og har definitivt placeret sig på den gale side af klassekampens barrikader.

Og det bør måske tilføjes, at når opportunister viser deres klasseforræderiske ansigt, så er det fordi der for alvor er bud efter deres tjenester. Den danske kapitalismes politik og strategi for smadring af arbejderklassens tilkæmpede rettigheder i Unionen og ‘Den ny verdensorden’ savner selvfølgelig enhver folkelig opbakning. Og det har vist sig at knibe gevaldigt med at få Nyrups Socialdemokrati til at fungere som garanten for denne opbakning.

Derfor bliver der kaldt på SF. Og derfor stiller dette klasseforræderparti sig til rådighed.

Historien gentager imidlertid ikke sig selv. Når SF søger ind på de traditionelle socialdemokratiske enemærker, vil partiet ikke få nær så mange chancer som storebroderen har haft.

Partiet har dømt sig selv til parlamentarisk storhed og hurtigt fald.

Redaktionen den 25. maj 1999