Den europæiske superstat konkretiseres

Senest omkring årsskiftet 2000-2001 kan vi forvente at nå det punkt, hvor de danske politikere vil opgive at bortforklare den igangværende opbygning af supermagten Europas Forenede Stater, hvad enten den kommer til at hedde dette eller ej. På det tidspunkt er det planlagt at lancere den EU-traktat, som endegyldigt cementerer det vesteuropæiske monopolborgerskabs statsdannelsesprojekt.

Initiativerne til at forstærke den europæiske statsdannelse bliver ikke overraskende sat op i tempo, mens krigen i Kosova og propagandaen i forbindelse hermed overskygger massemediernes dagsorden. I det europæiske lederskabs dagsorden tages der skridt til at få de manglende elementer i statsdannelsen på plads, og trods den ydre USA-venlige retorik kan det ikke skjules, at dette sker i en stadigt optrappet rivalisering med det for en kort periode globalt enerådende USA. Sideløbende med den institutionelle skabelsesproces gennemføres en generaloffensiv mod den europæiske arbejderklasse og for en likvidering af de sidste rester af nationale særtræk i de såkaldte velfærdsordninger.

I forbindelse med EU-Kommissionens i sig selv ret ligegyldige fratræden medio marts er disse udviklingstræk blevet bekræftet officielt. Den nyudnævnte kommende kommissionsformand, italieneren Romano Prodi, fremlagde i midten af april sit langsigtede arbejdsprogram for EU-parlamentet, som tog overvejende begejstret imod det. I dette program skitseres forholdsvis åbenhjertigt de planer, som monopolkapitalen og dens institutioner har for opbygningen af en helstøbt super-statsmagt i Europa. Arbejdsprogrammets endelige udformning skal godkendes på topmødet i Köln 4. juni, kort tid før EU-parlamentsvalget.

-Det indre marked var temaet i 1980’erne. Den fælles mønt var emnet i 1990’erne. Vi må nu klare den vanskelige opgave at bevæge os hen imod en fælles økonomi, en fælles politisk enhed ... Vi må sætte al vores troværdighed på spil, ligesom europæiske virksomheder gør. Dette må være et vendepunkt i integrationsprocessen. Vi kan ikke tolerere nogen forsinkelse i virkeliggørelsen af vores projekt, lød Prodis ord til EU-parlamentarikerne og statslederne, da han holdt sin jomfrutale.

Nødvendigheden og logikken i en fælles økonomisk og social politik for at få den europæiske monopolkapitals kabale til at gå op efter lanceringen af euro’en er indlysende. Denne handlingsdagsorden har længe været officiel inden for EU-institutionerne og har været almindeligt offentligt kendt i de sydlige EU-lande, hvorimod de danske (skandinaviske) politikere og massemedier af gode grunde har holdt denne udvikling væk fra offentlighedens rampelys.

Intet er bedre til at få gennemtrumfet de for borgerskabet nødvendige beslutninger end en krigstilstand som den nuværende, hvor reaktionen strammer sit ideologiske og repressive greb om arbejderklassen og folket. Chefen for den europæiske centralbank (ECB) Wim Duisenberg fremlagde 19. april de konkrete arbejdsplaner over for EU-parlamentets monetære udvalg. Ifølge Duisenberg bør medlemslandene i lyset af Kosova-krigen skynde sig med at gennemføre "velfærdsreformer", som indebærer strukturreformer på arbejdsmarkedet og indretning af velfærdsordningerne og skattesystemerne, "så det er attraktivt at arbejde". Dertil opfordrer Duisenberg til øget iværksætterhjælp og naturligvis nedtrykte lønninger. Kort sagt mindre velfærd - og for de skandinaviske landes vedkommende en fuldstændig tilbagerulning af de borgerligt-demokratiske fremskridt på dette felt, som gik under navnet "velfærdsstaten".

Romano Prodi har officielt bekendtgjort, at den kommende EU-Kommission skal stå i spidsen for en samlet såkaldt "velfærdsreform", der inkluderer såvel skattepolitik som arbejdsmarkedspolitik. Til topmødet i Köln i juni vil den britiske premierminister Tony Blair sammen med sin spanske kollega José Maria Aznar fremlægge et konkret udspil på dette område.

I forhold til legitimeringen af statsdannelsen lægges der i EU-propagandaen vægt på begrebet "demokratisering". Ved at rette kritik mod den teknokratiske forvaltningsform og i stedet foreslå en mere "demokratisk" med en styrkelse af EU-parlamentets rolle håber man at vinde folkelig opbakning til statsdannelsesprojektet. Kommende kommissionsformand Prodi har dertil også lagt sig i selerne for en kampagne mod korruption og ineffektivitet i EU-bureaukratiet. Det er givetvis under sådanne paroler, 2001-traktaten til sin tid skal sælges til borgerne (selvom det bliver svært under fransk formandskab).

Det fælleseuropæiske militær, europahæren, og den dertil hørende selvstændige ledelse er den sidste egentlige søjle, der mangler i unionsopbygningen. For at realisere den må EU-lederskabet overvinde to primære forhindringer: For det første mangler EU’s militærindustri den fornødne materielle kapacitet til at spille supermagtsrollen. For det andet skal EU på en eller anden måde mingelere sig ud af USA-alliancens klør. Disse to primære emner er naturligvis lige nu overskygget af begge parters krigsengagement i Kosova og Jugoslavien samt forsøget på at holde liv i NATO som alliancens konkrete udtryk. På NATO-topmødet i forbindelse med 50-året for dens oprettelse enedes man om at sætte skub i opbygningen af EU’s militære søjle.

Med Amsterdamtraktaten er grundlaget lagt for en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, inklusive et udenrigsministerium og en udenrigsminister for EU. Rammerne for en effektivisering af beslutningstagningen på det militært magtpolitiske område ("sikkerhedspolitik") venter sådan set kun på at blive udfyldt.

Det fremgår klart af EU-lederskabets udmeldinger, at der arbejdes på højtryk med at skabe de materielle forudsætninger for den kommende militært magtpolitiske supermagtsudøvelse. Den britiske ambassadør i Danmark, Andrew Bache, formulerede det f.eks. således i en kronik i Jyllandsposten 16. april:

"Behovet for forandring er klart. Vi står som europæere i stigende grad over for situationer, som ikke kun kræver antal og mængde af tropper, men snarere styrke inden for militære nøgleområder, hvor Europa er svag. I den moderne verden skal militæret være indsatsparat og holdbart; stærkt og fleksibelt, mobilt, i stand til at overleve og yderst dygtigt."

EU mangler fortsat en samlet militærindustri, der skal kunne levere den type varer, som USA’s højteknologiske og globalt mobile hær besidder. I sin første tale til EU-parlamentet lagde Romano Prodi da heller ikke skjul på, at EU’s militærindustri er i færd med en fusioneringsproces, som sammen med de nye beslutningsmæssige kompetencer vil gøre det muligt for EU at foretage angreb som det igangværende mod Jugoslavien på egen hånd, uafhængigt af USA. Denne udvikling fremgik allerede af et fælles britisk-fransk udspil i december 1998, som imidlertid samtidig erklærer troskab over for USA via NATO.

I det hele taget er der en åbenlys modsætning i EU-lederskabet mellem på den ene side læbebekendelserne til fortsat ubrydelig alliance med USA og på den anden side de klare meldinger om, at EU vil opbygge en selvstændig militær kapacitet - og vel at mærke agter at anvende den som redskab for selvstændige strategiske interesser, også selvom disse er i modstrid med USA’s. Denne modsætning bliver sigende nok kontinuerligt benægtet fra EU’s officielle side, samtidig med at man i Europa kan opleve en hidtil uhørt form for kritik af NATO i massemedierne.

I forbindelse med NATO’s krig mod Jugoslavien er der i EU fremkommet planer om at omdanne Balkan og andre randregioner til et frihandelsområde koblet til EU’s marked, noget i stil med det nordamerikanske NAFTA. En konference i Athen mellem EU (repræsenteret af Grækenland og Tyskland), Bulgarien, Rumænien, Tyrkiet og Makedonien skal diskutere en særlig stabilitetspagt eller EU-associeringsaftale for Balkan samt en genopbygningsplan for Jugoslavien, med deraf følgende profitmuligheder for den europæiske kapital.

Albanien, der også søger om associeringsstatus i forhold til EU, er i forbindelse med krigen blevet et opmarchland for fortrinsvis amerikansk militær, og landets ledelse vil nok i fremtiden komme i klemme mellem det prostituerede forhold til USA og ønsket om at blive en del af EU’s baggård.

I den østlige ende af det europæiske "rum" har Georgiens pro-amerikanske præsident Sjevardnadse foreslået oprettelsen af et forbund mellem de fem tidligere Sovjet-delstater Moldova, Ukraine, Georgien, Aserbajdsjan og Usbekistan. Et sådant forbund vil først og fremmest have strategisk betydning for olieforsyningen vestpå fra det Kaspiske hav og Centralasien til Tyrkiet, og det vil med rimelig sikkerhed associere sig til USA, hvis det realiseres efter planen.

Rivaliseringen mellem USA og EU er åbenlys på det handelspolitiske område og forstærkes uværgeligt med den fortsatte verdensøkonomiske krise. Når den nuværende amerikanske konjunkturboble brister, vil handelskrigen uundgåeligt intensiveres. I den forbindelse har det ikke en uvæsentlig indflydelse på krigsførelsen mod Jugoslavien, at denne i kraft af den enorme resurseanvendelse (6-800 millioner dkr. dagligt) har en gavnlig virkning på efterspørgslen i både USA og Europa og dermed udskyder virkningerne af den globale overproduktionskrise på disse imperialistiske kernelande.