Portræt af årtusindskiftets unge

Der har været et tydeligt opsving i ungdommens kamp i den senere tid. Ikke mindst har NU ER DET NOK!-kampagnen sat sit præg på udviklingen af den progressive og revolutionære ungdomsbevægelse over hele landet og er i færd med at give ungdommen ved årtusindskiftet en første lektion i klassekamp.

De første ansatser til udviklingen af arbejderungdommens kamp, og af bistandsmodtagernes, de aktiveredes kamp mod slavelignende forhold er også ved at være synlige.

Midt i dette er den nye ungdomsgeneration blevet stillet overfor sin hidtil største udfordring: at forholde sig til NATOs krig mod Jugoslavien, til en propagandastrøm, der søger at retfærdiggøre en uretfærdig imperialistisk krig som forsvar for menneskerettigheder og hjælp til ofre for undertrykkelse.

Hvordan ungdommen tackler denne situation vil få stor betydning for klassekampens udvikling fremover. I en sådan situation polariseres samfundet, de forskellige politiske og sociale kræfter må tage stilling – og også blandt de unge trækkes skillelinjerne skarpt op.

Stiftelsen af Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund – DKU – er også et udtryk for denne polarisering og skærpelse af klassekampen og dens fronter. Og ikke mindst af, at arbejderungdommen ikke længere vil se sig henvist til en rolle i kulisserne på den politiske scene.

Men hvad er så situationen for den danske ungdom i dag?

For det første bør det understreges, at alle de gamle klasse- og klassesorteringsmekanismer fortsat fungerer, selvom socialdemokratiet tager ’æren’ for at uddanne flere unge end nogensinde – og praler af de EU-dikterede tvangsaktiveringsordninger, som angiveligt sikrer, at en stor del af en ungdomsårgang (der under Schlüter i 80erne blev skrottet) nu kommer ’ind på arbejdsmarkedet’.

Det er fortsat borgerskabets unge og de småborgerlige mellemlags unge, der får de bedste uddannelser og overtager forældrenes stillinger og position (og en arv).

Arbejdernes unge bliver stadig arbejdere. Og de ufaglærtes børn, som tilhørte skrotbunken, er fortsat en del af arbejdsmarkedets reservearmé – og ikke mindst derfra udsorteres et stadig voksende pjalteproletariat.

De unge kvinders situation er i almindelighed ikke blevet forbedret op gennem 80erne – tværtimod: uligelønnen er vokset, de enlige mødres situation er blevet stadig vanskeligere. Ikke mindst for kvindernes vedkommende er klassesorteringsmekanismerne uhyggeligt mærkbare. Den tunge ende nedad er virkelig tung.

Det er først og fremmest arbejderungdommen, der rammes af arbejdsløshed og tvangsaktivering - også under det økonomiske opsving, Nyrup og Co. har været begunstigede af.

Den nuværende arbejderklasseungdom er marginaliseret i det sociale og politiske liv under kapitalismen og under et hårdt socialt og økonomisk pres for disciplinering og accept af sin lod.

For det andet må det slås fast, at vilkårene for ungdommen som helhed er blevet forringede i takt med unionsintegrationen

Ikke mindst stadige nedskæringer og besparelser i alle dele af uddannelsessystemet har ramt hårdt – fra folkeskoler til gymnasier og faglige uddannelser til de højere uddannelser som helhed. Disse stadige forringelser – mere end konkrete politiske enkeltskridt – er baggrunden for det nuværende opsving i den uddannelsessøgende ungdoms kamp. Nedskæringer og forringelser i selve uddannelsesforløbet; usikkerhed omkring SU og den enkelte studerendes økonomiske forhold; adgangssorteringen med dens klasseskævhed; og kravet om mere indflydelse (d.v.s. imod diktat-politikken) er logiske felter for krav, naturlige fælles kampområder for hele den uddannelsessøgende ungdom.

NU ER DET NOK!-kampagnen har ladet denne ophobning af utilfredshed kommet til udtryk. I parolen UDDANNELSE FOR LIVET – IKKE FOR ERHVERVSLIVET afsløres det reelle indhold i kampen: det er klassekamp; kamp mod den danske kapital og EU-kapitalen; og en politisk kamp mod dens instrumementer, herunder regering og folketingsflertal. Den er også en dansk parallel til de omfattende studenter- og elevkampe, der har været i de seneste par år i en række andre unionslande, som i Frankrig, Italien og Grækenland.

For det tredje er den nuværende generation af unge den første, som bliver voksne under imperialismens såkaldte ’nye verdensorden’.

Hvor firserungdommen voksede op med den kapitalistiske krise i en supermagtsopdelt verden – og modtog dybe indtryk af den antikommunistiske offensiv, ’murens fald’ og ’markedsøkonomiens triumf’- kender den nuværende ungdomsgeneration imperialismens ’ny verdensorden’ indefra. At kapitalismens ’sejr’ fører til yderligere elendighed og social polarisering; at monopolerne og den transnationale selskaber er dem, der for alvor profiterer; at Unionsprojektet er til gavn for monopolerne og ikke for folkene; og at den ’nye verdensorden’ fortsat uddyber kløften mellem den rige og fattige verden og til imperialistisk nyfordelingskrige.

Krigen om Kosova har i uhyggelig grad aktualiseret dette.

Den understreger, at den danske soldaterungdom ikke længere – sådan som det tidligere har lydt, under den kolde krig i Europa– ’skal forsvare landet mod aggression’, men skal udkæmpe den vestlige imperialismes slag langt fra landets grænser sammen med den øvrige ungdom i Den europæiske Union – efter den amerikanske model.

Ungdommen udsættes for et stadigt ideologiske bombardement fra imperialismens side – på alle områder, på alle kanaler og af alle tangenter. Med et utroligt udbud af TV-kanaler, musik, sport osv., altsammen hyperkommercialiseret. Det er den første internet-generation, de første brugere af landvindingerne i den personlige kommunikation, men også dets forbrugere og underlagt den kapitalistiske og kommercielle anvendelse af den nye teknologi.

Men netop den kommercialiserede kapitalistiske propaganda er i al sin massivitet forholdsvis nem at gennemskue. Den kan ikke undgå at blive sammenlignet med den brutale virkelighed. De lovede velsignelser af ’kapitalismens sejr’ er udeblevet. Freden og den sociale fremgang blev væk. De økonomiske kriser forsvandt ikke. Menneskerettighederne krænkes fortsat, og ikke mindst i de uhyrlige krige, imperialismen står bag. Den økologiske krise forstærkes.

Det er ikke længere muligt for den imperialistiske propaganda at give socialismen, den ægte, i Lenins og Stalins Sovjetunion eller Enver Hoxhas Albanien, eller den falske socialisme, revisionismen, ’skylden’ for alle ulykker, der rammer menneskene, som det blev forsøgt. Der er kun ét system at drage til ansvar.

Derfor er den nuværende ungdomsgeneration mere åben og mindre fordomsfuld overfor kommunismen af i dag, overfor den ægte kommunismes historie og erfaringer end det f.eks. var tilfældet med 80er-generationen. Revisionismens fald som statsbærende system i Europa gør også, at dens massive miskredittering af den ægte socialisme gennem dens propaganda er blevet afsvækket.’ Alternativet’ hedder ikke "Sovjet". Det hedder kapitalisme og imperialisme – eller revolution.

Der ligger nogle virkelighedsbaserede årsager til, at kommunistiske ideer og politik har nye og gode muligheder for at slå rod hos de bedste i hele den nuværende ungdomsgeneration og i arbejderungdommen.

Den nuværende ungdom oplevede ikke bare krigen rykke tættere på, men så den blive til konkret virkelighed. Den oplevede også det store nationale forræderi i begyndelsen af 90erne, hvor Danmark stod ved en skillevej – og sagde Nej til Maastricht-traktaten. Den oplevede folkets afgørelse lev omstødt, beseglet ved de 118 skud på Sankt Hans Torv 18. maj 1993. De oplevede at være det første angrebsmål for slagtningen af den socialdemokratiske velfærdsmodel – for reformerne på arbejdsmarkedet og af sociallovgivningen, der alle fik en særlig indbygget ungdomsfjendtlig side. De så fascismens og reaktionens fremmarch – og kæmpede mod den. Børnene af indvandrerne – deres skolekammerater – er også blevet en del af den nuværende ungdomsgeneration, og tager del i dens kamp, som også har kampen mod diskrimination og racisme på programmet.

Opsvinget i ungdommens kamp i årtusindets sidste år er et resultat af alle disse faktorer. Og der hersker ingen tvivl om, at dette opsving, som har tydelig retning mod venstre, vil fortsætte ind i det næste årti, forbi årtusindskiftet.

Der tales i den forbindelse om ’et nyt studenteroprør’, om muligheden for et nyt 68. Men den slags historisk kloning findes ikke, selvom klassesamfundets mekanismer igen og igen reproducerer sig selv. Det er en kendsgerning, at i det borgerlige samfund bliver en ungdomsprotest først for alvor synlig, når også studenterne – herunder også, til en vis grad, borgerskabets egne børn – går på barrikaderne. De unge bistandsmodtageres og arbejderungdommens kamp skal usynliggøres.

Det er det væsentligste spørgsmål for den kommunistiske ungdomsorganisation at finde formerne for og organiseringen af den arbejdende ungdoms kamp, at synliggøre den, som forudsætningen for at den kan komme til at udøve en ledende rolle i hele ungdommens kamp. Fastholdelsen af både dette brede kampperspektiv: hele ungdommen på banen til kamp for at forsvare dens interesser, mobiliseringen af ungdommen på en bred platform.

Det må forbindes med politiseringen af denne kamp, at den stadig mere bevidst retter sig mod kapitalen og dens instrumenter – og at arbejderungdommen tilkæmper sig den ledende rolle deri, og formulerer og kæmper energisk for sine klasseinteresser.

Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund er ikke blevet stiftet i den blå luft, af ingenting. Det er blevet forberedt politisk, teoretisk og organisatorisk over en længere periode, og allerede fra sin start repræsenterer det ungdomsgenerations kamperfaringer – og har samtidig vigtige positioner i den nuværende ungdoms massekampe.

Det viderefører og genopliver den revolutionære kommunistiske ungdomsbevægelses stærke traditioner i Danmark – samtidig med at det har skilt sig af med de opportunistiske forestillinger, der endte med at likvidere det revisionistiske DKU.

Det er samtidig fra sin start en del af den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske ungdomsbevægelse, og har eller er i færd med at etablere kontakter til en lang række revolutionære ungdomsorganisationer på alle kontinenter.

Det nye revolutionære DKU er tæt forbundet med ungdommens kamp og med dens organisationer.

Det afgørende spørgsmål for organisationen bliver at finde vejen til arbejderungdommen og dens kampvillige og revolutionære elementer.

Ungdommen har sin særlige rolle i klassekampen, og ungdomsforbundet sine særlige opgaver. Det kommunistiske ungdomsforbund er en nødvendighed for udviklingen af ungdommens kamp og for udviklingen af den kommunistiske bevægelse – og det er en sejr, et vigtigt skridt fremad, for kommunisterne i Danmark, at det nu er blevet stiftet.

Fastholder det sin marxistisk-leninistiske linje, fastholder det sin kurs for at blive en ægte kommunistisk masseorganisation og sit fokus på klassekampen og ikke mindst arbejderungdommens kamp – uden at tillade at den degenererer til sekterisk aktivisme, til organisationschauvinisme eller halehængspolitik – så har det nye DKU sin store tid foran sig.