50 år for mange med NATO

Listen over USA’s bombardementer af byer og folk siden 2. Verdenskrig ser således ud:

Denne liste omfatter kun USA’s krige der har medført bombardementer, som også har ramt civilbefolkningerne. Det er ikke en registrant over de USA-inspirerede kup som i Chile 73, eller de talrige krige pr. stedfortræder, hvor denne imperialistiske supermagt har haft sine hænder dybt begravet. Den omfatter heller ikke de øvrige NATO-landes militære eventyr.

Den opregner kun krige og bombetogter fra alliancens førende magt. Den mest aggressive og stærkest udrustede militærmagt i historien.

Markeringen af 50-året for NATOs stiftelse – der selvfølgelig fandt sted i USA – skulle have været en pompøs fest. Nu blev det i stedet et krigsråd af de politiske og militære høvdinge fra medlemslandene og alliancen. For NATO er i krig. En eskalerende krig, som ifølge de samme høvdinges udtalelser ved dens start skulle have været ganske kortvarig, måske nogle uger, men som nu trækker længere og længere ud, uden udsigt til snarligt ophør. Det blev officielt meddelt fra NATO-topmødet, at landkrigen var ude af diskussionen. Man kan roligt regne med, at dette spørgsmål stod øverst på dagsordenen. Og man kan roligt gå ud fra, at der blev truffet beslutning om dens intensive forberedelse – til iværksættelse fra sidst i maj, under givne betingelser.

Da Milosevic ikke kapitulerede efter de første to ugers bombardementer, blev bombemålene drastisk udvidet og kom til at omfattet en lang række civile installationer. Antallet af fly, skibe og andet udstyr med dødbringende ladninger er konstant blevet udvidet.

Men de massive bombardementer af de jugoslaviske byer, med deres umådelige ødelæggelser og omfattende skader på civile, har ikke fremtvunget en kapitulation, men forenet den jugoslaviske (serbiske) befolkning om forsvaret af landet. De stadige krigsudvidelser dementerer både NATO-politikernes løfter om krigens kortvarighed og bombardementernes angivelige ’succes’.

Derfor besluttede NATO-landene sig til at oprette en illegitim flådeblokade, endnu et alvorligt krigsskridt i strid med folkeretten, for at stoppe forsyningerne til Jugoslavien. Dette skridt kommer direkte til at berøre Rusland og en lang række andre lande, der handler med Jugoslavien. Og derfor forberedes landkrigen . . .

NATO skal sejre. Uden en militær og politisk sejr over en hvilken som helst modstander vil alliancens krise blive akut, og dens fremtid draget i tvivl.

I realiteten er Kosova-krigen allerede mislykket. Eller rettere sagt: Den militære operation lykkedes, patienten døde. Kosova og kosovarerne, som angiveligt skulle reddes, blev ofret.

Derfor er panikken ved at brede sig i alliancen, mens det toneangivende makkerpar i denne krig, den liberale Clinton og socialdemokraten Toni Blair, giver den i rollen som war-lords med noget af den mest militaristiske retorik, som er hørt siden sidste verdenskrig.

Konflikten er ved at køre fast, og for hver dag afslutningen ikke synligt kommer nærmere, er optrapningen nødvendig – og tvivlen og modstanden mod krigen øges.

Den jugoslaviske krig er det første eksempel på NATO i sin ’nye’ rolle: som redskab for aggression, som verdenspoliti, imperialismens pansernæve. Det fremstilles i pressen, som om denne rolle begrænsedes af europæerne. Men det fastlagdes, at NATOikke bare fortsat skal 'forsvare medlemslandene' efter parolen 'en for alle og alle for en', men også skal operere offensivt i 'det euro-atlantiske område', som kan blive meget omfattende. Og operere uafhængigt af FNog dets sikkerhedsråd, efter sit eget hoved - og det vil sige USAs. Topmødet besluttede også at forstærke den militære udbygning af Den europæiske Union. Unionen skal være endnu mere aktiv på det europæiske kontinent.

Men krigen i Jugoslavien kaster grus i maskineriet, grus i planerne.

Det vil være til fordel for folkene, om de styrter ned i de jugoslaviske bjerge.