OK – NEJ må forsvares

Modstanden mod Ny Løn og fleksibel arbejdstid er omfattende blandt de offentligt ansatte. Det står klart ovenpå offentliggørelsen af OK 99-afstemningsresultaterne. På trods af mægtige modstandere lykkedes det for lærere, sygeplejersker, jordemødre, gymnasielærere, magistre, jernbanearbejdere og EDB-arbejdere at kæmpe et nej til de nye minusoverenskomster igennem.

Et overraskende flot resultat, der er opnået som følge af den nej-kampagne, det lykkedes utilfredse offentlige ansatte at få stablet på benene. Det lykkedes at sprænge lydmuren af rygklappere, der har plæderet for et ja til overenskomsterne, der har fremstillet sort som hvidt, der har advaret mod at gå i konflikt, der har …

På trods af de danske mediers, af de offentlige arbejdsgiveres, af regeringen Nyrups og af de faglige toplederes fælles kampagne for et ja til OK 99 fortsætter titusindvis af offentligt ansatte deres kamp for en ordentlig overenskomst.

De har brug for fuld støtte og opbakning.

De er gået ind i en kamp, der vil og kan få betydning for mange andre, offentlige som privatansatte arbejdere. Kampen imod øget fleksibilitet og imod nye, splittende lønsystemer, er en fælles sag for hele arbejderklassen.

Om det kommer til konflikt? Det er ikke afgjort endnu. Magthavernes - borgerskabets - bestræbelser for at forhindre, at de offentlige ansattes kamp kommer til fuld udblæsning, vil fortsætte. Hele deres magtapparat og propaganda-industri vil blive taget i anvendelse.

Det gælder også det fagretslige system.

Gymnasielærernes Landsforbund skal via udemokratiske sammenkædningsregler tvinges ind under den overenskomst, som fagtoppen i Akademikernes Centralorganisation har indgået på deres vegne. På trods af, at 88 pct. af gymnasielærerne har stemt nej til forliget. Det samlede flertal af ja-sigere indenfor AC skal udnyttes til at banke gymnasielærerne på plads.

Helt samme situation står Prosas, Dansk Magisterforenings og Dansk Jernbaneforbunds medlemmer i. Deres nej respekteres heller ikke efter de gældende afstemningsregler.

Gymnasielærerne har krævet genforhandling af det indgåede overenskomstsforlig, men det har både Amtsrådsforeningen og AC afvist. De vil dog fortsætte deres protestaktioner for at presse parterne til forhandlingsbordet igen. Og de støttes aktivt af gymnasieeleverne.

Kampen er ikke afgjort endnu.

KTO, der omfatter de offentlige ansatte indenfor det kommunale og amtslige område, har samtidigt meldt klart ud. De offentligt ansatte, der har sagt nej til OK99-forligene, skal ikke vente nogen som helst støtte fra den kant.

De formastelig nej-sigere skal ikke sætte næsen op efter nogen forbedringer, lover formanden Poul Winckler. Det skal ikke kunne betale sig at sige fra overfor de elendige overenskomster, som KTO-forhandlerne har handlet på plads for medlemmerne. Konflikt for overenskomstkrave er af det onde. Forhandlinger derimod af det gode. Uanset, hvor ringe et forhandlingskompromis, der kommer ud af forhandlingerne.

Ren besked til lærerne, sygeplejerskerne og jordmødrene om, på hvis side fagbevægelsens top står. De offentlige arbejdsgiveres.

Dansk Sygeplejeråd har varslet konflikt for 5000 sygeplejersker fra og med 13. maj. Forligskvinde Mette Christensen har imidlertid, hvis hun skønner, at der er en mulighed for at indgå et nyt forlig, udskyde en eventuel konflikt i fjorten dage. Hvis hun derefter skønner, at konflikten vil komme til at omfatte livsvigtige samfundsinstitutioner eller samfundsfunktioner, kan hun udskyde konflikten yderligere 14 dage.

Den Almindelige Danske Jordemødreforening har varslet strejke på sygehusene i Hillerød, Gentofte, Herning og Viborg fra den 19. maj, mens Danmarks Lærerforening har varslet konflikt for 5.500 ud af de 17.000 lærere fra den 20. maj.

Udnytter forligskvinden muligheden for at udskyde en eventuel konflikt i de to gange fjorten dage, vil konflikten begynde i lærernes sommerferie.

Det videre forløb er i højeste grad op til nej-sigerne selv. Om hvorvidt de er i stand til at afvise de mange rævekager, der vil blive bagt, fra fagtoppen, forligskvinden mv., og det øgede pres, der vil blive lagt på dem, for at give sig. For at opgive kampen mod Ny løn og fleksibel arbejdstid - og acceptere de planlagte forringelser af løn- og arbejdsforhold.

Der er behov for at udbygge solidariten med de offentligt ansatte, der kæmper mod OK 99, og deres kamp for en bedre overenskomst.

-søderberg