Krigsmodstandens vildveje

I Enhedslistens blad Socialisten (16.4.99) fremlægger Sven Gårn Hansen partiets syn på grundlaget for udviklingen af modstanden mod NATOs krig med udgangspunkt i diskussionen i Fællesinitiativet mod NATOs krig i København og dens demonstration den 23. april.

Demonstrationen havde følgende paroler: Stop NATOs krig! Stop den etniske udrensning i Kosova! Nej til dansk krigsdeltagelse! Åbn de danske grænser for flygtninge! Humanitær hjælp til alle krigens ofre! Total våbenhvile – forhandlinger nu! Demokratisk løsning for Kosova!

Enhedslisten, KPiD, DKP/ML, Oktober, SAP og IS samt SF gik sammen på dette grundlag. Fagforeninger som PMF og Byggefagenes Samvirke er medunderskrivere.

SGL fremstiller udviklingen af krigsmodstanden og dens grundlag således:

Det er rigtigt, at det københavnske demonstrationsgrundlag er udtryk for et ’kompromis’ mellem forskellige politiske strømninger og forskellige analyser af krigen og dens karakter.

I det følgende skal vi se lidt nærmere på disse strømninger. For det politiske grundlag for udviklingen af en omfattende og stærk krigsmodstand er af stor og principiel betydning – afgørende for, om den får virkelig massekarakter eller ej.

Vi vil undlade at kommentere Enhedslistens overdrevne opfattelse af sin egen rolle i krigsmodstanden. Det er positivt, hvis partiet nu rejser parolen om kosovarernes (den albanske nations) nationale selvbestemmelsesret, selvom det i sandhedens interesse må noteres, at der blandt Enhedslistens medlemmer på det besluttende møde omkring den københavnske demonstration ikke herskede enighed om dette krav. Det var ikke kun det pro-serbiske KPiD og det opportunistiske DKP/ML, der afviste dette krav. Nok så afgørende var dets afvisning fra et ’prominent’ fagligt Enhedslistemedlems side.

Der eksisterer imidlertid strømninger, der i bedste fald må betegnes som yderst vaklende krigsmodstandere. Det gælder f.eks. Socialistisk Folkeparti, der uden åbent at støtte krigen (som Socialdemokratiet og de fleste åbent borgerlige partier gør det) støtter Vestens politik og politiske målsætninger – og derfor ikke vender sig konsekvent mod NATOs, USA’s og EU’s krig. Disse ’humanistiske’, ’pacifistiske’ ’demokratiske’ og ’menneskerettigheds’- strømninger ser ikke krigen som den imperialistiske politiks gennemførelse med militære magtmidler, men som ’forkerte metoder’, som et ’uheld’, der ikke bunder i imperialismes reaktionære og aggressive natur.

Ud fra sådanne ’klasseløse’ og angiveligt progressive standpunkter optræder SFs norske søsterparti SV optræder derimod åbent som advokat for NATOs krig, ligesom det ’pacifistiske’ grønne regeringsparti i Tyskland er med til at føre den.

I det omfang sådanne strømninger har indflydelse på krigsmodstanden er de med til at svække den. De vender kikkerten for det ene blinde øje og undskylder NATOs krig, samtidig med at de lader, som om der fortsat findes en slags ’international legalitet’ i FNs regi, som de bestandig påkalder – efter at USA og NATO har sprængt den i stumper og stykker med bomber og missiler.

De ’forstår’ ikke, at NATO ikke fører en retfærdig krig, at påskud om at støtte Kosova-albanernes retmæssige nationale krav, ikke er andet end retfærdiggørelsen af et kynisk imperialistisk krigseventyr, som ikke vil sikre albansk selvbestemmelse, men i sidste ende påfører ikke bare det serbiske folk, men også det albanske (i Jugoslavien og i selve Albanien) og alle Balkan-folkene umådelige lidelser, splittelser og nye stridigheder for at sikre sine egne illegitime økonomiske og politiske interesser.

De stirrer sig blinde på den nationale undertrykkelse og den brutale etniske udrensning (som er en realitet) uden at sætte krigen ind i sin virkelige sammenhæng i den internationale klassekamp. Roden til den nuværende, konkrete Kosova-krig er ikke den ubestridelige nationale undertrykkelse af kosovarerne - som Vesten ikke interesserede sig for i hele Titos tid, og accepterede igennem ti år med Milosovic. Dengang var det ’venner’, der kom på statsbesøg og blev modtaget med alle hædersbevisninger.

Det ensidige mediebombardement af NATO-landenes befolkninger med dens fokus på de fordrevne flygtninge og underspilning af alliancens brutale krigsførelse og fortielse af dens virkelige mål skal få folk til at acceptere krigen som ’nødvendig’ og som ’retfærdig’. Én uretfærdighed udlignes imidlertid ikke af andre, grusomheder mod én befolkning ikke med grusomheder mod en anden.

Accepterer man NATO-propagandaens logik, ender man med at acceptere dens krig – ligesom man ender med at godtage billedet af ’albanerne’ som de gode og ’serberne’ som de onde. Krigsmodstanden må vende sig imod enhver form for nationalhetz.

På den anden side findes der en serbisk og en pro-serbisk strømning i krigsmodstanden, der ikke blot vender sig mod NATOs krig – men som også støtter Milosovic-regimets politik overfor Kosova og Kosova-albanerne. En hel række serbisk arrangerede demonstrationer har haft denne karakter. En gruppe serbere forstyrrede Stop NATOs krig!-initiativets demonstration i Odense den 30. marts, fordi den forsvarede kosovarernes nationale selvbestemmelsesret, blandt andet med højlydte serbiske nationalsange. En tilsvarende episode har fundet sted i Silkeborg.

Der har været afholdt en række serbiske demonstrationer mod NATOs bombardementer i Danmark som i en række andre lande – som samtidig var støttedemonstrationer for Milosovic’ og hans politik, den nationale undertrykkelsespolitik i Kosova indbefattet.

Det er både rigtigt og vigtigt, at den danske krigsmodstand ikke allierer sig med Milosovic’ Jugoslavien eller den serbisk-russiske alliance og ikke kan identificeres med denne.

Men f.eks. KPiD og nogle trotskister indtager et sådant standpunkt. For dem er Milosovic en progressiv skikkelse, en antiimperialist; og den fordrukne Jeltsin en kraft af betydning i kampen mod USA, NATO og den vestlige imperialisme. Men Jeltsins råkapitalistiske Rusland er et internationalt center for politisk reaktion, og Milovic’ kapitalistiske og nationalistiske undertrykkelsespolitik kan på ingen måde betegnes som ’progressiv’.

Jugoslavien var hverken i Titos tid eller nu som decimeret stat under Milosovic socialistisk eller antiimperialistisk. Disse regimer lod sig bruge af den vestlige imperialisme mod socialismen. Den jugoslaviske stats ideologi af i dag er simpelthen borgerlig nationalisme, af samme slags som i de øvrige opsplittede lande fra Eks-Jugoslavien og i det tidligere socialistiske Albanien.

KPiD og de øvrige proserbiske kræfter vælger at sætte kikkerten for det andet blinde øje. Og det betyder, at de benægter at der foregår en national undertrykkelse af kosovarerne, at de ikke kan se, at Milosovic’ og Co. står bag en omfattende etnisk udrensning, at de frakender Kosova dets demokratiske rettigheder, dets nationale selvbestemmelsesret, og på linje med den jugoslaviske propaganda beskriver den albanske nationale modstandsbevægelse UCK (som med undertegnelsen af Rambouillet-aftalen allierede sig med USA og krigskoalitionen) som ’terrorister’ og ’narkofinansierede banditter’. De søger alliancer ud fra (den forkerte) parole ’Min fjendes fjende er min ven’ – og allierer sig med en anden reaktionær koalition.

Krigsmodstanden må sætte sig konkrete mål: at stoppe NATOs krig, og lige nu at forhindre dens udvikling til en landkrig, forhindre dens udvidelse, stoppe dansk deltagelse osv.

Og den må nøje vurdere krigens udvikling. Der vil stille sig nye opgaver og nye kampmetoder må sættes i forgrunden, hvis krigen bliver til en landkrig med en regulær intervention i Jugoslavien med dansk deltagelse. Og andre vil stille sig, såfremt krigen udvides med inddragelse af Rusland og andre lande – og det er muligt, selvom det ikke er særlig sandsynligt. Udløser NATOs aggression en krig om hele Balkan, en europæisk krig, vil det være en kamp mellem kapitalistiske og imperialistiske koalitioner, en uretfærdig krig fra begge . I en sådan krig er det kommunisternes og de revolutionæres pligt at arbejde for ’ens egen regerings’ nederlag, for at krigen udløser en krise for de kapitalistiske regimer, for deres fald af revolutionær vej.

Ligger roden til den uretfærdige krig i imperialismen selv, betyder det ikke, at spørgsmålet om Kosovas selvbestemmelsesret er et bispørgsmål. Uden en retfærdig løsning af dette spørgsmål vil det blive ved at udgøre en tikkende bombe for hele regionen. NATO har bragt bomben til udløsning – men uden på noget tidspunkt at acceptere Kosovas selvbestemmelsesret, lige så lidt som Milosovic gør det. Den uheldsvangre Rambouillet-aftale anerkender ikke Kosovas selvbestemmelsesret, anerkender ikke dets frie valg af nationalt tilhørsforhold, anerkender ikke at national selvbestemmelsesret også rummer retten til løsrivelse fra en undertrykkende nation.

I århundreder har Kosova været albansk territorium, helt overvejende albansk befolket, trods talrige etniske udrensninger op gennem det 20. århundrede. Imperialistmagterne anerkendte at det i 1912 blev gjort til en del af Serbien, uden at kosovarerne nogensinde er blevet spurgt; heller ikke efter 2. verdenskrig blev de spurgt.

Det er kosovarerne, der må afgøre, om Kosova skal være en del af Jugoslavien, om det vil slutte sig til Albanien, eller oprette en ny ministat på Balkan. En forening med Albanien ville være den sandsynlige udgang på et sådant frit valg.

På den måde minder Kosova-situationen om Nordirland.

Så længe et folk undertrykket et andet, kan det ikke være frit. Serberne kan ikke være frie, sålænge Kosova-albanerne undertrykkes. Det nationale spørgsmål bliver en betændt byld, der hindrer det serbisk og det albanske folks, alle Balkan-folkenes fælles fremgang, og gør hele regionen til et evigt område for imperialistisk opdeling og manipulation.

Hvorfor er NATO overhovedet på Balkan?. Som det hed i erklæringen fra en række kommunistiske partier i regionen, bør og kan dens problemer løses af Balkan-folkene selv uden stormagtsindblanding.

Når store dele af den danske venstrefløj afviser den nationale selvbestemmelsesret som grundlag for fredsbevægelsen, dømmer de den til fiasko. Også DKP/ML har forladt marxismens positioner i dette principspørgsmål. Dets formand Jørgen Petersen siger i Socialisten, at det ikke er den danske fredsbevægelses opgave at tage stilling til Kosovas ret til selvbestemmelse:

- Det er en opgave for forhandlingerne efter en våbenhvile, siger han.

Jørgen Petersen ved imidlertid udmærket, at hverken imperialistmagterne eller Serbien anerkender retten til selvbestemmelse, indbefattet løsrivelse. Selvbestemmelsesretten er ikke et forhandlingsspørgsmål mellem undertrykkende nationer!

I dag har det officielle Albanien sammen med UCK allieret sig med NATO. Det er skammeligt – og det samme som at komme en ny løkke om egen hals. Det er de albanske reaktions værk, og i modstrid med det albanske folks og den albanske arbejderklasses grundlæggende interesser. Det eliminerer imidlertid ikke spørgsmålet om selvbestemmelsesret for Kosova.

De revolutionære og antiimperialistiske traditioner i Albanien er imidlertid også stærke, ligesom de er det i Serbien og de øvrige Balkan-lande.