Krigens agitatorer og klakører

En kort nyhed på tekst-tv: en domstol i Tyrkiet har dømt 114 intellektuelle og menneskerettighedsaktivister hver et års fængsel for "separatistisk propaganda". Deres forbrydelse bestod i, at de tilbage i 1993 havde skrevet under på et opråb, der kaldte på en fredelig løsning af det kurdiske spørgsmål. Det kan give et lille peg om, hvilken dom der vil blive svunget over PKK-lederen Abdullah Öcalan, som tyrkerne for nylig kidnappede under ledsagelse af massivt magtarrogant brovteri over for omverdenen og det kurdiske folk.

Som bekendt lever kurderne en trøsteløs tilværelse som verdens største folk uden en egen stat. At kurderne i Tyrkiet ikke er blevet behandlet bedre end albanerne i Kosova, snarere værre, er et alment accepteret faktum langt ind i borgerlige mediekredse. Også i Tyrkisk Kurdistan er der foregået etniske udrensninger og massakrer på civile. Også her krænkes den nationale selvbestemmelsesret på det groveste.

Den opsigtsvækkende dom over folk, der fredeligt har talt kurdernes sag, faldt næppe helt tilfældigt på dette tidspunkt, hvor NATO’s angreb på Jugoslavien overskygger alt andet i de vestlige, internationale monopolmedier. Ja, det mere end halvfascistiske Tyrkiet er priviligeret i dagens verdensorden; som NATO-medlem kan det endog bidrage med styrker til Jugoslavien og på den måde yderligere bidrage til at fjerne opmærksomhed fra den tyrkiske statsundertrykkelse af kurderne.

Samtidig med den ovennævnte dom havde Tyrkiet også for gud ved hvilken gang tusinder af soldater inde i Irak for at opsøge og massakrere kurdiske guerillabaser og eksillejre. Disse i enhver forstand kriminelle operationer ind i nabolandet er godkendt af USA og EU.

Set fra Bruxelles og navnlig Washington er den afgørende forskel mellem Tyrkiet og Jugoslavien naturligvis deres alliancetilhørsforhold. Det er et faktum, som er serveret på et sølvfad for enhver, der har øjnene åbne. Vil man forhindre folk i at erkende grundlæggende sammenhænge som denne, må man derfor prøve at forhindre folk i overhovedet at se. Jo heftigere krigstrommerne og demagogien larmer, desto mere afslører borgerskabet sit reaktionære klasseinstinkt.

Lad os for én gangs skyld kigge nærmere på en enkelt af de krigsophidsende kommentarer, der har været bragt i den danske monopolpresse. Venstres spidskandidat til EU-parlamentsvalget og ventede stemmesluger Bertel Haarder tager i en kronik i Jyllandsposten 9. april med den manende titel "Fredsfolk i diktaturets ærinde" tråden op fra sit partis proimperialistiske traditioner. Haarder har tydeligvis med stor glæde påtaget sig rollen som høg, der ikke tolererer nogen afvigelse fra de herskendes propagandabillede. Deri er han typisk for den del af det danske borgerskab og dets presse, der 100 procent holder fast i NATO og i USA som førerhund.

Ordvalget i sig selv er et studium værd. Der drages naturligvis paralleller mellem Slobodan Milosevic’ styre og Nazityskland - og derudover også Sydafrika under apartheid. Dermed tager Haarder tråden op fra de amerikanske og britiske NATO-talsmænds udtalelser om, at Milosevic er en ny Hitler, og at de etniske udrensninger af albanere i Kosova er de værste overgreb i Europa siden Holocaust. Over for en sådan fjende gælder selvfølgelig alle midler.

Ifølge Haarder og hans ligesindede er der to holdninger. Enten er man for NATO og NATO’s krig, eller også er man serbisk agent. Og det er ikke småting, det indebærer:

"Herhjemme ser man nu gamle fredsfolk og andre venstreorienterede fra Den Kolde Krig komme ud af hulerne. De har altid været imod NATO, ligesom de altid har haft en tilbøjelighed til at undskylde diktaturet og angribe demokratierne," skriver Haarder bl.a. om de danske krigsmodstandere. Kold krig er yt. Nu skal den være varm.

I bekrivelsen af Milosevic kan Haarder i lighed med mange andre gamle forstokkede koldkrigere ikke dy sig for at blande "kommunismen" ind i sagen. Ifølge Haarder repræsenterer Milosevic desuden en "cocktail af gammelkommunisme og fremmedhadsk nationalisme", og han omtaler "den serbiske kommunistisk-nationalistiske agitation", som har forført serberne til at hade NATO. Dette fantasibillede forfører Haarder til følgende:

Det er altså igen "kommunismen", der er fjenden, uden at Haarder går nærmere i kødet på, hvad dette begreb indbefatter. Sikkert er det i hvert fald, at det i Haarders hoved inkluderer det borgerligt-nationalistiske jugoslaviske styre under den notoriske antikommunist Milosevic, og at "kommunismen" trods sin ofte proklamerede død må være særdeles levende, når Haarder føler sig kaldet til at drage den ind, gøre den ansvarlig for hundreder af millioner menneskers død og beskylde krigsmodstanderne for moralsk delagtighed. Og, nåja, kommunister som undertegnede er i Haarders univers syge i hovedet, ufølsomme over for andre og bruger syndebukke som i apartheid-Sydafrika og Nazityskland.

Om og til serberne skriver han (og det skal understreges, at det er loyalt citeret):

Når han nu er i krigseventyrets sort-hvide verden, kan han lige så godt køre linen ud. I Haarders univers er NATO’s krig ligesom udsprunget af befolkningernes vilje i de såkaldte demokratier, en vilje baseret på tilgang til sandhedens frie søgelys:

I parantes bemærket gælder denne ret til at rense samfundet som bekendt ikke spørgsmål såsom krig og fred eller den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Og hvis man rejser tvivl om NATO’s motiver om fred, demokrati og menneskerettigheder, støtter man ondskaben og hensynsløsheden.

Reagans inkvisitoriske ånd svæver over afslutningen:

Ja, hvem vil ikke gerne bekæmpe ondskab og hensynsløshed. Snart skal "vores drenge" måske ned og bekæmpe den på landjorden, med avancerede våben. Rambo strikes again.

Bertel Haarders virkelighedsbillede kan virke ret forvirrende. Til beroligelse skal det straks siges, at det også er meningen. Imperialismens agitation appellerer ikke til fornuften, men til følelserne. Imperialismens krigsophidselse har det i sagens natur med at tage sig ud som dyriske hyl og skrig. Haarders agitation er ikke den værste. Dens primitivitet taget i betragtning er den dog næppe beregnet på meget andet end at holde krigsgryden i kog nu og her. Dertil kan den også være effektiv på kort sigt, når skridtene ud i krigens morads skal tages. Og hvad med Haarder selv? Tror en politiker som han på sine egne ord? Det er ikke til at sige, men det er sikkert, at NATO’s bomber falder i Jugoslavien og Kosova, og at bl.a. en Bertel Haarder bærer sit ynkelige lille medansvar herfor.

Man kunne citere mange andre elitefolk end Bertel Haarder for konkrete udslag af krigsophidselse. Man lægger imidlertid mærke til en vis splittelse i krigsagitationen - mellem en tendens, der udråber NATO under USA’s anførsel som fremtidens ledestjerne, og en tendens, der gerne vil have den fremvoksende europæiske supermagt mere på banen uafhængigt af USA. Det ses i de modstridende meldinger inden for NATO i forhold til indsættelse af landtropper i Jugoslavien.

USA presser konstant på for at få sat disse tropper ind og trække EU-landene med som andenviolin, så fra Washington er krigspropagandaen (og -adfærden) ekstremt antagoniserende, med en kraftig brod rettet mod selv det mindste, potentielt krigshæmmende udspil. I EU er der en slags grønt lys for kritik af midlerne i krigen, men ikke af, at den skal føres.

De konkrete skillelinjer mellem de rivaliserende supermagter er lige nu fordækte og forårsager nogen forvirring i borgerpressen om, hvilken kammertone der skal slås an. Set over et lidt længere perspektiv er det imidlertid klart, at NATO udfører sit angreb med et halvt ben i graven, og at det afspejles i forvirringen om planerne for den fortsatte krig og tiden derefter. Blandt de sorteste krigshøge her i landet er ikke overraskende Jørgen Schleimann, bl.a. tidligere direktør for TV2, der flittigt har bedrevet krigspropaganda og beskyldt modstanderne for landsforræderiske tendenser.

En anden sort høg er DR’s Connie Hedegaard, der i Politiken har givet udtryk for, at DR ikke burde have inviteret den NATO-kritiske konfliktforsker Jan Øberg i studiet. Selvsamme Øberg har netop på grund af sine antikrigs-holdninger, som han indtil for nylig har haft et vist held med i medierne, måttet lægge ryg til stemplinger, der gennemhuller injurieloven.

Udfaldene fra borgereliten mod Øberg og andre konsekvente krigsmodstandere er er slet skjulte trusler mod alle dissidenter, også potentielle; som situationen er, bliver man jo ikke skudt eller interneret, men man kan nemt miste karrieren på den konto. Journalister og andre mediepersoner, som har begået den fejltagelse at tage det borgerlige demokrati alvorligt, har fået nogle vink med vognstangen. Nogle kritiske læserbreve er o.k. - de skal være der for et syns skyld - men de "frie mediers" ansatte har at følge trop, når krigstrommerne gjalder. Tjek i Bruxelles for de nærmere rammedirektiver for tilladt kritik.

Det burde - nærværende blads dækning taget i betragtning - næsten være overflødigt at nævne det danske socialdemokratis, regeringens og de borgerlige partiers traditionsrige knæfald for imperialismen i en situation som denne. Bertel Haarders agitation er således typisk for de fleste politikere herfra, om end der som nævnt også her og der er tøven over for midlerne i krigsførelsen, i overensstemmelse med EU’s holdning. Fælles er dog fokuseringen på "albanerne" og "serberne", formidlingen af den forestilling, at der er tale om "etniske modsætninger" og ikke økonomiske og geopolitiske interesser i Kosova-krigen. Og skamridningen af plusord som menneskerettigheder, demokrati og fred har taget nye proportioner; man venter blot på, at Forsvarsministeriet bliver omdøbt til Fredsministeriet.

Det er forståeligvis svært for en Bertel Haarder, en Jørgen Schleimann, en fredsminister Hækkerup eller en udenrigsminister Helveg at klistre en glasur af positive følelser på krigsophidselsen. Dette er imidlertid nødvendigt for i videst muligt omfang at forlænge den brede folkelige accept af - ikke at forveksle med støtte til - NATO’s angreb. Frem med de store slagord. NATO må og skal fremstilles som hævet over økonomiske interesser, hvilket på sin side giver en omvendt proportionalt effekt på fornuften. Krigshysteriet er derfor på sin vis logisk nok, sådan set lidt fra oven.

Virker trusler ikke, er der også nogle, der har påtaget sig rollen at passivisere offentligheden med en "kritisk" og "skeptisk" holdning til NATO’s krig. Til dem hører Holger K. Nielsen:

"Jeg aner ikke, hvad vi skal gøre," udtaler SF-lederen til Politiken 10. april. "Selvom vi ikke er tilhængere af at indsætte landtropper, så kan det blive et krav, når bombningerne nu ikke virker. Men man risikerer, at det hele eksploderer. Det bekymrer mig også meget, at man har tromlet hen over russerne i den her sag. Hvis vi skal have noget, der ligner en europæisk sikkerhedsordning, så er vi nødt til at tage hensyn til dem."

Holger K. oplyser ikke, hvis krav om landtropper SF kunne tænkes at lade sig påvirke af. Men det er ikke utænkeligt, at partiet vil henvise til "befolkningens krav" i henhold til de meningsmålinger, der med ledende spørgsmål løbende måler propagandaeffekten på et udsnit af befolkningen. SF-formanden oplyser heller ikke, hvem det "vi" er, som han henviser til, men det er jo nok EU, der menes. SF har brilleret med et forhold til krigsmodstanden som en nonnes til en sømandspik. I sidste ende er partiet agent for kravene om en forstærket EU-opbygning på det militære område, som SF’s regeringsdeltagende søsterparti i Tyskland, De Grønne, åbent har stillet sig bag.

SF’s pinlige holdning til krigen har flere pendanter, bl.a. digteren Pia Tafdrup, forfatteren Inge Eriksen og filmmanden ErikClausen, der under store humanistiske armbevægelser og trods afgrundsdyb, martrende skepsis har udtrykt aktiv støtte til NATO’s angreb. Junibevægelsens Niels I. Meyer udstråler en vis troværdig naivitet og har derfor næppe ondt i sinde, når han i Politiken 8. april pudser de demokratiske mælketænder:

Her videreformidles altså forestillingen om menneskerettighederne som bevæggrund for NATO’s angreb, ja endog den eneste sådanne. Sætning nr. to er derimod fuldstændig rigtig: Kosova-albanerne har været undertrykt af den serbiske nationalisme længe, ja det meste af århundredet, uden at det har vakt USA’s og Vesteuropas interesse. Niels I. Meyer fortsætter imidlertid:

Uanset hvordan man vender og drejer det, er dette en støtte til NATO’s krigsførelse og til den forestillingsverden, den opererer inden for. Niels I. Meyers afsluttende opfordring til NATO-Danmark om at mægle for en fredsløsning forårsager næppe søvnløse nætter hos krigshøgene, navnlig ikke i Washington, hvorfra spillet dirigeres. Og at det ovenstående er garneret ind i en velment humanistisk opfordring til at modtage flygtninge, bidrager ikke ligefrem til at skabe klarhed hos modtageren af budskabet.

Niels I. Meyers illusionsfægterier og legalisme er imidlertid typisk, ikke bare i de mudrede borgerligt demokratiske og borgerligt reformistiske strømninger, men også på den parlamentariske venstrefløj, liste Ø inklusive.

Enhedslisten er godt nok et NATO-modstander-parti, og partiet har fornuftigvis stillet sig på krigsmodstandernes side, men principiel er kritikken åbenbart ikke:

I et interview om krigen til Berlingske Tidende 9. april forklarer trotskisten Søren Søndergaard, at Enhedslisten nu diskuterer opslutningen bag en slags moralsk universel "nødret", hvor militær magt må anvendes for at beskytte undertrykte civile, såsom i Kosova.

En falanks i liste Ø, der inkluderer Søndergaard, mener, at militær magtanvendelse i strid med den gældende folkeret kan være legitim. I særlige tilfælde, forstås. Men hvem er det, der skal have ret til sætte styrker ind? Forslagsstillerne i Enhedslisten giver ikke svaret. De besvarer ikke spørgsmålet om, hvem det er blandt dem, der kunne komme på tale til at mobilisere sådanne styrker, som repræsenterer demokrati, social udvikling og medmenneskelighed og ikke imperialistiske interesser. De siger ikke, med hvilke metoder ad hvilke kanaler holdninger a la Enhedslistens skal få afgørende indflydelse på beslutningen om indsættelse af tropper i en sådan militær nødret. Men de er parate til at udbrede illusioner om FN-retfærdighed, demokratiske oppositioner og militær humanisme.

Hvis Enhedslisten følger denne vej, vil den aktivt bidrage til at holde krigsmodstandens fokus væk fra imperialismen og hele dens væsen og i stedet hensætte den i illusoriske diskussioner. Udspillet fra Søndergaard-gruppen og den tamhed, med hvilken det er blevet modtaget i partiet, viser med al tydelighed, at det ikke er herfra, den konsekvente krigsmodstand kommer. Nødvendigheden af at rejse en solidt funderet og konsekvent antiimperialistisk linje i krigs- og NATO-modstanden er mere akut end nogensinde. Uden en sådan får illusionerne og dermed krigsmagerne frit løb.