Nej til bomber –nej til EU-hær

Den beskidte krig USA og EU lige nu fører midt i Europa er så forfærdelig en kendsgerning, at den overskygger alle andre begivenheder. Så hvis valget til EU-Parlamentet hidtil har forekommet uinteressant, er det i øjeblikket nærmest ikke –eksisterende.

Til de første direkte EU-valg deltog under halvdelen af vælgerne, de sidste gange er deltagelsen lige sneget sig op over 50 %. Denne ligegyldighed og foragt for EU-parlamentet vil ikke være mindre til juni. Tværtimod, af flere grunde. Krigen er en, den manglende tillid til EU-systemet en anden. En tillid der bunddykkede i perioden efter Kommissionens afsættelse.

Ikke så snart havde parlamentet afsat Kommissionen før de danske medier og politikere flød over med optimistiske lovord om en helt ny udvikling for EU, hvor EU kunne blive demokratisk, ikke-korrumperet, svindelfrit. Men den nyudnævnte italienske EU-formand slog –stik imod de danske toner - straks fast : "Nu skal der dannes en stærk Kommission, som kan være en stærk regering for EU."

Og denne stærke regering bliver igen et redskab for den stærke kapital – ikke mindst i Tyskland. Samtidig er det klart demonstreret at det fortsat er USA, der har førerrollen i Europa.

Så EU-Parlament kommer ikke til at ligne nogensomhelst demokratisk og betydningsfuld instans.

Kommissionen derimod skal nok få så stærk en rolle, som overhovedet muligt. Det har EU og Tyskland brug for i den intensiverede rivalisering med USA.

Den enighed, der demonstreres i NATO, er delvist en enighed på overfladen. Bag facaden er spændingerne store først og fremmest mellem USA og EU-landene, dernæst imellem EU-landene indbyrdes. USA har således givet EU problemer, her hvor Unionen ellers skulle koncentrere sig om EUROen og en ny forfatning, som Tyskland for længst har annonceret skulle påbegyndes denne sommer.

Men netop med henvisning til krigen vil EU finde ny næring til såvel sine supermagtsambitioner som sin militære opbygning. Samtidig med at alle EU’s regeringsledere eftersnakker Pentagon og Washington ned til mindste detalje, ærgrer det dem at EU ikke kan klare at være på krigsfod som den eneste, som den ledende supermagt i Europa.

Og det er en yderligere politisk forbandelse ved den reaktionære krig, at det kan se ud som om politikerne kan få en vis accept fra et flertal i befolkningen for nu at militarisere EU. Men i takt med at en folkelig krigsmodstand vokser vil også accepten af en EU-hær smuldre.