Det officielle mål for NATOs krig mod Jugoslavien var ifølge Clinton, Blair, Solana og de øvrige politiske hovedaktører at tvinge Milosovic til at underkaste sig Rambouillet-aftalen, som forudsætter et fremtidigt Kosova indenfor Den jugoslaviske Føderation med et relativt udstrakt selvstyre – og ’garanteret’ af NATO-tropper.

Efter nogle ugers krigsførelse ændrede målet sig pludselig: Nu hedder det sig, at Rambouillet-aftalen er død, og der åbnes mulighed for simpelthen at rive Kosova ud af Jugoslavien som krigens resultat. Dette understreger blot endnu engang den forbryderiske og folkeretsstridige karakter af NATOs krig: Det er målet for en imperialistisk erobringskrig – og for omdannelsen af Kosova til et protektorat. Det har intet at gøre med sikring af Kosova-albanernes selvbestemmelsesret. De vil ikke engang blive spurgt om deres fremtid. Godt nok erklærede NATO-ministermødet den 12. april påfølgende, atRambouillet stadig gælder, og at der ødelægges op til landkrig . . .

Det tidligere socialistiske Albanien er ikke bare blevet omdannet til en fattiggård i imperialismens og reaktionens hænder, men også til en base for aggression mod et naboland – og til en kæmpemæssig flygtningelejr. Det er dagens ’tilbud’ fra imperialismen til folkene.

Trods den uafladelige propaganda er det indlysende, at NATO er stødt på større modstand end forventet, da man kastede Europa ud i krig. Stadig flere fly og stadig flere våben transporteres til krigszonen. De usårlige Stealth-fly skydes ned, selvom NATO benægter alle andre tab end dem, der ikke, på trods af censur og gearing til krigspropaganda, ikke kan undgå at ramme de vestlige propagandakanaler. Våbenhandlerne har kronede dage, og Wall Streets aktiemarkeder har sat nye, aldrig tidligere opnåede rekorder. 6-700 millioner kroner om dagen koster krigsførelsen NATO, der betales af de arbejdende i de imperialistiske lande, som også stilles i udsigt at levere deres ungdom som kanonføde i en evt. landkrig.

Systematisk, dag efter dag, har NATO i kraft af sin enorme overlegenhed i luften og til vands, og i kraft af sine baser og støttepunkter i de omliggende lande, pumpet tonsvis af bomber og raketter mod mål overalt i Serbien, Montenegro, Kosova osv. Angiveligt alt sammen mod ’militære’ mål. Men myten om NATOs ’evne’ til at holde civilbefolkningen udenfor krigen er blevet fuldstændig punkteret. Huse, boligblokke, hospitaler, skoler og institutioner er ramt, hundreder af civile jugoslaver er blevet dræbt. Det militære og det ’civile’ samfund er også tæt sammenvævet, og NATOs bombninger rammer – som i Irak – hele samfundets infrastruktur, hele samfundslivet – med civilbefolkningen som hovedoffer, på både kort og lang sigt. Var der under den første Golfkrig det påskud, at Irak havde invaderet et andet land, havde optrådt som aggressor, må det siges, at det i tilfældet Jugoslavien ikke eksisterer. Jugoslavien er ikke aggressor, men offer for brutal aggression.

Men også de serbiske krigsmål træder stadig tydeligere frem. Milosovic’ Jugoslavien forsvarer sig mod NATOs aggression – men har i Kosova gennemført en etnisk udrensning. Det albanskbefolkede Kosova blev i 1912, ved det osmanniske riges fald, offer for den vilkårlige imperialistiske opdeling af Balkan, der tilkastede Kosova som en luns til Serbien. Dets skæbne i dette århundrede blev afgjort der. Tilsyneladende åbner Milosovic for en deling af Kosova , der ville sikre de råstof- og energirige områder for Serbien. Dette ser ud til at være ’mønstret’ i de jugoslaviske sikkerhedsstyrkers operationer – udover kampen mod UCK, der intensiveredes efter NATO indledte sin krig. Beograd-regeringen har erklæret kampen mod UCK for ’vundet’.

En opsplitning af Kosova i en jugoslavisk og en albansk del er en stadig mere sandsynlig mulighed som udfald på krigen – såfremt der opnås et ’diplomatisk gennembrud’.

I hele spindet af krigsløgne er en ting sikker: Det er ikke det albanske folks nationale rettigheder, der bliver tilgodeset. Det er det serbiske og det albanske folk, alle folkene på Balkan, der er ofre.

Faren for eskalation af krigen eksisterer fortsat, til en generel konflikt på Balkan, til en generel europæisk krig, til en international konflikt. Ikke bare Rusland, men også Kina og Indien fordømmer i skarpe vendinger NATOs aggression. Østrig og en række Balkan-lande kræver øjeblikkeligt krigsophør.

Krigen om Kosova er også en del af den europæiske nyordning. EU taler om at knytte ’alle dens parter’ nærmere til EU bagefter. Jugoslavien søger statsforbund med Rusland og Hviderusland. Store kapitalistiske og imperialistiske interesser er på spil. Det er dødeligt farligt for freden, for arbejderklassen, for folkene.

Imens vokser også folkenes modstand mod krigen overalt på det europæiske kontinent, overalt i verden. Også i NATO-landene selv, USA indbefattet. I Italien og Sydeuropa har modstanden en udtalt massekarakter. Imperialismens ’løsninger’ kan aldrig bliv folkenes. -lv