I en verden af kaos og jammer

I DET ARBEJDENDE FOLKS KAMP mod bourgeoiset ind tager Pariserkommunen I871 en ærerig førsteplads i historien, hvor proletariatet sejrrigt gjorde opstand mod undertrykkelsen. Marx og Engels har analyseret og skrevet om årsagen til Pariserkommunens nederlag. Her forekommer i hvert fald to årsager: at man ikke bevæbnede almindelige borgere hvor som helst i opstanden, og at man ikke fratog embedsmændene råderet - med andre ord man knuste ikke det hidtidige statsapparat, som således havde mulighed for at sabotere Pariserkommunens heltemodige proletariat. Dyrekøbte erfaringer for arbejderklassens kamp fremover, som der kunne rådes bod på ved de kommunistiske partiers mestring af den socialistiske videnskab som anvist af Marx Engels Lenin og Stalin.

Selvom Pariserkommunen led nederlag har dens heroiske kamp indskrevet sig med ildskrift i det store epos om arbejdernes march mod socialismen. Den norske forfatter Nordahl Grieg har i sit skuespil ‘Nederlaget’ gjort sit til at berømme kommunardernes glorværdige kamp mod undertrykkelsen. Kommer en kommunist på rejse til Paris, vil et besøg på den berømte kirkegård, hvor mindesmærket ‘Kommunardernes mur’ befinder sig, være en pligt. Mindesmærket her sætter relief på massehenrettelserne af de revolutionære som ofre for bourgeoisiets og reaktionens hævn.

Så blev det 1917: Oktoberrevolutionen. 10 dage der rystede verden. Overalt bevæbnede sovjetterne arbejderne og fattigbønderne, og igennem de efterfølgende fire års interventionskrig fra efterkrigstidens kapitalistiske magter og hære sejrede den røde hær endegyldigt. Opbygningen fra u-land til fremmeste industri- og landbrugsland kunne begynde på så kort et åremål som ingensinde set i verdenshistorien. Verdens første socialistiske stat - og fra analfabetisme til højteknologi.

Socialismen, verdens fremtid, blev en realitet. Ja man nåede faktisk så langt i I939, at Sovjetunionens regering overvejede at gøre brødet gratis og frit, og ligeledes kollektiv trafik gratis. Imidlertid lurede krigsfaren - den kapitalistiske omverden var rædselsslagen over socialismens overlegenhed, som kunne smitte af hos dem selv.

Så blev det juni 1941 - overfaldet på Socialismens land: Hele det landfaste Europas potentiale i produktion af militært isenkram og gennemtrænede europæiske hære under anførsel af Nazitysklands SS-inficerede galningetropper væltede i milliontal hærgende ind over socialismens grænser og forårsagede verdens største ødelæggelser og blodbad. Det var Sovjetunionen, der i Anden Verdenskrig bragte de største ofre for de ‘dengang’ allieredes sag. Det glemmer man ofte, men ikke nok med det – en myte blev skabt om at Sovjetunionen kun kunne sejre i kraft af, at det åh så demokratiske, ‘fredselskende’, menneskevenlige USA ‘forsynede’ Sovjet med våben - hvilket må siges at være en hul propagandaløgn.

I DET FØLGENDE DOKUMENTERES hvorfor. Kort efter det i militært styrkemål langt overlegne nazityske angreb mistede Sovjet de to vigtige industribyer Riga og Minsk. Den sovjetiske regering ville ikke løbe nogen risiko og besluttede omgående at flytte alle vigtige industrier østpå, bort fra den europæiske del af landet. Hundreder af fabrikker og hundredtusinder af arbejdere måtte overføres til Ural og Volgaområdet; dér skulle den fascistiske horde og det tyske Stukas-flyvevåben ikke kunne nå dem. Det var et gigantisk foretagende. Den 7. august 1941 blev der givet ordre til evakuering af et kæmpemæssigt stålværk fra Dnepropetrovsk i det østlige Ukraine. De første tog afgik fra byen den 9. august. 6. september ankom de sidste tog med fabriksinventar til Ural. Den 25. december gik stålproduktionen atter for fuld kraft. Fra juli til november I94I flyttedes i alt 1523 fabrikker østpå - det drejede sig om i alt 1,5 million vognlaster. Demonteringen og overflytningen af fabrikkerne krævede en enorm indsats og problemer opstod. I en temperatur, som lå langt under frysepunktet, måtte nye fabriksbygninger stampes op af jorden på rekordtid.

Sunday Times’ korrespondent i Moskva Alexander Werth citerer fra en beskrivelse af de forhold under hvilke to kæmpemæssige bygninger blev opført på 14 dage i Sverdlovsk i Ural: da Sverdlovsk fik ordre fra kammerat Stalin til at opføre 2 fabriksbygninger, var vinteren allerede begyndt. De med arbejdere og maskiner fuldt lastede tog var allerede på vej. Bygningerne skulde stå færdig i løbet af 14 dage og ikke en time senere. Beboerne i Ural kom til hjælp. Det var studenter, sekretærer, boghandlere ekspedienter, husmødre, kunstnere og lærere. De håndterede hakker, spader og bjælker. Jorden var frossen så man måtte tage dynamit til hjælp, og på den måde fik man gjort grunden klar. Hundreder af lastbiler kom kørende med byggematerialer. Efter 12 dages forløb kom de frosthvide maskiner ind i de nye bygninger. Store brændere blev sat ind for at tø maskinerne op. To dage senere begyndte produktionen. Fra juli 1941 til juli 1942 leveredes 15,198 kampvogne fra samlebåndene. Den røde Hær nåede op på en fantastisk slagkraft. Ved Stalingrad måtte de tyske tropper erkende deres svære nederlag. I 1942 producerede Sovjet 2100 fly om måneden og i 1943 ikke mindre end 2900.. Den sovjetiske masseproduktion var en kendsgerning. Socialismen i opbygning - i forsvarskrig som i opbygning igen.

Den nære fortid fortæller om Stalins død og 100.000vis af klassebevidste partimedlemmer faldet ved fronten - men også at bl. a. derved kunne kapitalismens mest effektive allierede revisionismen slå igennem i partiets Centralkomite og som skadedyr ødelægge den glorværdige Sovjetunion indefra - og internationalt besmitte og føre såkaldte kommunistiske partier væk fra Marx’, Engels’, Lenins og Stalins vej.

NUTIDEN TALER SIT TYDELIGE SPROG om splittelse og forvirring blandt godtroende kommunister, mens imperialismen triumferende fortsætter med at sprede krig død og ødelæggelse globalt for sine monopolkapitalistiske interesser - nu senest og foreløbigt på Balkan. ‘Den nye verdensorden’ står i fuld blomstring. Historien lærer os, at nationalismen er djævelsk og skandaløs og som Martin Andersen Nexø engang sagde det ‘som at jage en pigkæp i det betændte sår’.

Nej, internationalismen under parolen Arbejdere i alle lande foren jér er fremtiden. Arbejdet for at opbygge og forstærke ægte kommunistiske partier under Lenins vejledning er i fuld gang overalt i landene, og med den socialistiske videnskabs uomgængelige sandhed vil vi opleve folkelige demokratiske opstande mod al undertrykkelse, som uundgåeligt vil føre til arbejderklassens socialistiske revolution.