Krig og strejkeret

Danmarks deltagelse i NATOs krig mod Jugoslavien gør sin virkning overalt i samfundet. Reaktionen rør på sig på alle områder.

Krigen udløstes samtidig i et øjeblik, hvor betydningsfulde folkelige kampe og arbejdskampe var i færd med at udvikle sig – og kaster straks sin tunge slagskygge over det hele. De offentlige ansattes Nej-kampagne i forbindelse med OK99 var ved at tage fart, de uddannelsessøgendes og skoleelvernes NU ER DET NOK!-kampagne har sat gang i en bred protestbevægelse med hundredvis af aktiviteter landet over. På aktionsdagen den 8. april forenedes disse bevægelser i en fælles bestræbelse, da gymnasielærerne aktionerede mod deres påtvungne overenskomst og de uddannelsessøgende markerede deres solidaritet.

Unionsprojektets krise i forbindelse med kommissionens fald fik her i månederne op til EU-parlamentstallet EU-modstandens opinionstal til at vokse dramatisk.

Krigen og de danske mediers mobilisering af opinionen til fordel for krigen – først og fremmest i forbindelse med organiseringen af humanitære hjælpekampagner for flygtningene fra NATOs bombardementer og de serbiske udrensninger i Kosova – sætter til en vis grad alle disse ting i skyggen – og medierne benytter krigsdækningen som en kærkommen lejlighed til at ’få dem til at forsvinde’.

Krigens omkostninger, også angrebskrigens omkostninger, bliver væltet over på arbejderklassen og den almindelige befolkning, i form af skattefinanciering, sociale nedskæringer og forringelser og påtvungen løntilbageholdenhed.

Der er al mulig grund til at fastholde og styrke disse sociale kampe, også mens krigen raser – og gennemtænke dem i lyset af opbygningen af modstanden mod krigen.

Et eksempel på hvordan den nuværende stinkende sorte politiske atmosfære udnyttes af reaktionen er arbejdskøbernes fremstød mod strejkeretten. Til næste runde af overenskomstforhandlinger i år 2000 skal det ikke længere være muligt for arbejderne at gå i storkonflikt. Sådan lyder det fra arbejdsgiverne.

Forslaget fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) vil blive fremlagt til efteråret, efter det har været forberedt og gennemdiskuteret i et års tid.

Det handler om at få lavet et helt nyt forhandlings- og aftalesystem helt i tråd med EUs arbejdsgiver politik. De danske arbejdsgivere og aktionærer er simpelthen ikke tilfredse med de rekordprofitter og overskud de har hevet hjem indtil nu. Hvis strejkeretten og de kollektive aktioner, der i forvejen er stærkt amputeret, blev endnu hårdere beskåret eller helt fjernet, vil det yderligere kunne øge arbejdsgivernes profit.

Ifølge Dansk Industris (DI) direktør Hans Skov Christensen er konflikter og strejker både for dyre og ødelæggende:

"Derfor skal vi have et forhandlingssystem, som ikke producerer langvarige konflikter, men sikrer konkurrencekraften og samtidig giver mulighed for sammenhæng mellem produktivitet-og lønudvikling", udtaler Hans Skov Christensen.

DI har gennem det seneste halve år sat et par hundrede virksomhedsledere til at diskutere deres ønsker til et nyt forhandlingssystem. DI ønsker desuden helt at decentralisere de kommende overenskomstforhandlinger.

"Der er øget decentralisering allerede i dag, men vi forhandler samtidig en ret stor del af omkostningstigningen ved centrale forhandling. Og det får vi ikke nok for i dag", siger Hans Skov Christensen.

Endelig ønsker DI at få ændret afstemnings- og sammenkædningsreglerne sådan at det ikke længere er muligt for nogle grupper at få stemt overenskomstforligene ned, som det skete sidste år.

Det nye forhandlingssystem skal udvikles i, som det hedder, ’dialog med fagbevægelsens top’.

I ’Den ny verdensorden’, hvor NATO-aggression gør det ud for international ret – skal arbejderne også i de imperialistiske lande fratages et af sine vigtigste våben, strejkeretten. Sådan skete også under den tyske besættelse, med den daværende socialdemokratiske fagtops billigelse.

Sådan ser planen ud. Hermed advares mod den!

Redaktionen d. 12. april 1999