Hr. Møller ville ikke sejle for demokratiet

Han havde mødt mange af verdens store statsmænd, købmænd og matadorer. Mon han nu ville benytte lejligheden til at fremvise det epokegørende budskab, han under Anden Verdenskrig modtog fra den amerikanske præsident Roosevelt?

Der blev i de to programmer givet et professionelt fremstillet eksempel på personkult uden grænser. Det mageløse menneske blev i foromtaler sovset ind i superlativer, der ellers som regel er reserveret royale personer. Den beskedne mand, der oven i købet gerne taler med jævne mennesker, insisterer (ligesom hans politiserende far) på at blive tituleret det næsten selvudslettende og anonyme ’Hr. Møller’.

Han lagde ikke skjul på, at ’vi’ har det jo godt - og ’vi har fortjent det’. Det blev der så skålet på. Seerne blev ifølge den rørstrømske foromtale præsenteret for den flittige og erfarne forretningsmand og den varme omsorgsfulde familiemand. I det idylliske billede fremstod Hr. Møller som en »varm, retlinet og beleven herre, der med entusiasme, humor og indlevelse guider seerne rundt i sit private og professionelle univers.«

Rundturen bragte desværre ikke seerne ud til Nordsøen, skønt dette smukke og givtige hav (og især dets undergrund) er af speciel interesse. Filmmagerne kunne f.eks. have ladet Hr. Møller tage en flok publikummer med til Vestkysten. Her kunne han have besteget et højtbeliggende punkt, have indtaget den klædelige Napoleon-positur og med en majestætisk, storladen og altfavnende håndbevægelse have deklameret de stolte ord:

Det er lidt ærgerligt, at muligheden for dette optrin blev forspildt. Men der er stof til en ny, endnu større film. Handelen for den ensomme krone måtte vist nok senere tages op til revision

Turen i firmaflyet over Atlanten kaldte ikke på de stærke følelser. Men det var meget interessant at se og høre, hvordan den jævne familie havde boet til leje som andre jævne, efter at den dengang unge Hr. Møller straks efter den tyske besættelse af Danmark i 1940 havde fået tysk visum, så han kunne drage til USA for der at bestyre rederiets mangesidede interesser. Noget senere flyttede familien ud i det grønne og boede i en lille, ydmyg hytte til vel sagtens et par millioner.

Hr. Møller fortalte, at rederiet under krigen havde mistet 24 skibe og omkring 100 søfolk. Han burde nok her til almindelig oplysning have tilføjet, at han modtog krigsskadeerstatning for skibene, men at søfolkenes enker og børn var ringe stillet. Først i 1969 blev krigssejlerne, de første såkaldte frihedskæmpere, der nok ydede den største indsats i kampen mod nazismen, anerkendt som modstandsfolk, hvorefter de kunne modtage nogen økonomisk kompensation. Det var modstandsfolkene, ikke regeringen eller andre, som løftede denne sag.

En af stuerne i Hr. Glemsom Møller og hustrus hjem var udsmykket med Mærsk-rederiets syvtakkede stjerne i loftet og et stort Dannebrog på væggen. Der blev desværre ikke givet nogen egentlig forklaring på, hvorfor den demonstrative patriotisme skulle markeres på den iøjnefaldende måde.

Hvorfor var Roosevelts budskab ikke sat i glas og ramme og hængt op ved siden af Dannebrog? Det ville da have set godt ud. Det fortæller så meget, at det ville være synd og skam at overlade det til de afrettede historikere eller lade det lide evig glemsel. Kommunistisk Politik har derfor sørget for at støve det af og lade offentligheden få kendskab til det.

Baggrunden var, at de halstarrige danske skibsredere først og fremmest af økonomiske grunde modsatte sig både Storbritanniens og USA bestræbelser på at få de 39 danske og andre landes skibe, der i ret stort tal var lagt op i USA, ud at sejle igen. Her skal det erindres, at det var i 1941, hvor de tyske u-både torpederede en mængde allierede skibe. Det neutrale USA søgte underhånden at hjælpe briterne, bl.a. ved at vedtage Låne- og Lejeloven, der såvel økonomisk som på anden måde var en kærkommen håndsrækning til Storbritanien.

I amerikansk presse blev især de danske redere udsat for skarp kritik, fordi deres land var blevet besat, og det var den almindelige mening, at de skulle være de første til at give et nap med i kampen mod nazismen. Danmark blev ude i verden betragtet som en tysk vasalstat og danskerne som en slags upålidelige »folketyskere«, medløbere eller nazister. Danske søfolk måtte ofte inkassere øretæver og det, der var værre, når de gik i byen. Danmarks ry var dalet ned under nulpunktet, men skibsredernes forsøg på at pleje egne interesser, selv om der naturligvis var mange økonomiske og andre problemer, bidrog bestemt ikke til at holde Danmark navn og flag i ære. Skibsredernes politik var ret enkel. De søgte at undgå krigssejlads og risici og i stedet afvente freden, hvor de med deres ret moderne skibe, forventet tonnagemangel og dermed højere fragtrater havde udsigt til ekstra profit.

Den 23. april sendte præsident Roosevelt et budskab til admiral Land, der var formand for Maritime Commission. Det blev offentliggjort og havde adresse direkte til Hr. Møller. Brevet lyder:

De danske rederes USA-repræsentanter, hvor Hr. Møller spillede den ledende rolle, lod som ingenting. I USAs parlament, Kongressen, blev der holds en serie såkaldte høringer, som mundede ud i opfordringer til at få vand under kølen på de oplagte skibe. Den danske ambassadør, Henrik Kaufmann, støttede disse bestræbelser.

De amerikanske myndigheder begyndte at gribe ind den 30. marts 1941, hvor enheder fra Kystvagten (Coast Guard) bordede mange skibe, herunder italienske og tyske, men også 15 danske. Skibene blev beset og taget i »beskyttelsesarrest.« Tyske og andre agenter havde forsøgt at forøve sabotage imod de oplagte skibe.

Den 6. juni blev en lov (nr. 101 i USAs 77. kongres) om beslaglæggelse af skibene sat i kraft og ledsaget af en Executive Order fra præsidenten. På skibene blev der opslået en særlig proklamation, Beslaglæggelse (Notice of Taking). Her bringes et eksempel på dokumentet:

Ville det ikke være en brugbar ide for Hr. Glemsom Møller, at han tapetserede sin stue med de mange eksemplarer af Notice of Taking til minde om dengang han lod hånt om appellen fra Roosevelt og det meste af verden om at yde en effektiv indsats for demokratiet og imod nazismen? Argus