Intet blod for olie

"Blod for olie" – I 1991 dementerede USA voldsomt denne erklæring fra krigsmodstanderne. Amerikanerne bekæmper skurken fra Bagdad for verdenssamfundet, for vores alles sikkerhed. Men "General Scowcrof, Bush’s rationale sikkerhedsrådgiver, indrømmede i et BBC-program, at den sande grund til (Golf)krigen naturligvis var olien." (Frankfurter Rundschau, 18.1.96)

Vi husker det: Ved begyndelsen af Golfkrigen 1990-91 stod Irak med en enorm gæld, som landet havde pådraget sig under krigen med Iran, væsentligst ved våbenkøb i udlandet. Store dele af Vesten havde set med velvilje på denne barbariske krig. Først med vestlig våbenhjælp kunne Hussein opbygge sin magtposition og føre krigen mod Iran i firserne til fordel for Vesten og de arabiske nabostater. Saddam betragtedes som "moderat" - først i den anden Golfkrig blev han pludselig til en "ny Hitler". For at kunne tilbagebetale sine krigsomkostninger ville Saddam plyndre kuwaitiske oliefelter. Resten er tilstrækkeligt kendt.

Golfkrigen og den efterfølgende embargo gjorde endegyldigt Bagdad ude af stand til at betale. Iraks gæld regnes for at være 120 milliarder $. To trediedele tilfalder vestlige stater som Japan, Italien, Frankrig, Tyskland o.s.v. Den største kreditor er dog Rusland, som har fordringer på 15 milliarder $. På grund af embargoen faldt Irak bort som olieleverandør. Oliepriserne steg og Saudi-Arabien og Kuwait overtog Iraks OPEC-eksportkvote. Disse ekstraindtægter blev hovedsagelig brugt til oprustning. Mellem 1989 og 1996 leverede USA alene for 56 milliarder $ krigsmateriel til regionen. USA brugte embargoen som et disciplinærmiddel over for Irak. Hvis fjendebilledet Irak faldt væk, så ville dette være et hårdt slag for amerikansk og øvrig rustningsindustri. Desuden ville amerikanske støttepunkter i regionen blive vanskeligere at legitimere. I 1990/91 havde det været muligt at vælte "skurken" Hussein, Men det ønskede USA ikke: For den amerikanske regering virkede et forfaldent og muligvis islamisk Irak mindre føjeligt end en tæmmet Hussein. For NATO-landet Tyrkiets vedkommende kunne det frygtes, at der ved Husseins forsvinden kunne opstå en uafhængig kurderstat i Nordirak. USA måtte erkende, at Hussein trods alt ikke var så føjelig, som man havde håbet på.

På grund af embargoen, fødevare- og medicinmangel er der selv efter FN-tal omkommet 100.000 mennesker årligt siden slutningen af 1990, først og fremmest børn. Derimod har sanktionerne ikke svækket Saddam Hussein. Som fjendebillede egner USA sig fremragende for det lidende irakiske folk og tjener til at holde rækkerne sluttet hos magthaverne i Bagdad. Sammensværgelser i Bagdad, hvor CIA havde en finger med i spillet, tjente snarere til styrke Saddams positioner. I mellemtiden har dristigheden, hvad angår løgn, misinformation og meningsmanipulation for at forlænge krigen, på begge sider fyldt tykke bind.

Den tidligere franske ambassadør Rouleau udtaler sig forbavsende tydeligt: "En opmærksom læsning af floden af meldinger om dette tema er opbyggelig. Heraf fremgår først og fremmest, at de fleste af de ’informationer’, der går verden rundt, stammer fra en enkelt kilde, nemlig den amerikanske efterretningstjeneste." (Le Monde Diplomatique, dec.97)

I kontrast til de vestlige politikeres rædselsbilleder står UNSCOMs officielle beretninger. Heri kan man læse, at efter det mangeårige sprængningsarbejde "er det irakiske potentiale inden for masseødelæggelsesvåben ødelagt og muligheden for at holde sådanne skjult ringe." (Le Monde Diplomatique, dec.97)

Mere graverende end spørgsmålet om påståede masseødelæggelsesvåben er konflikterne omkring den olie, der i fremtiden vil være billig at producere. Først og fremmest russiske, franske og kinesiske oliekoncerner har allerede underskrevet milliardstore kontrakter om udnyttelsen af irakiske olie- og gasfelter. På listen over udenlandske kontraktpartnere med Irak mangler godt nok to stater: USA og Storbritanien. Mere end 60 udenlandske olieforetagender fra ca. 30 lande viser i øjeblikket stor interesse for at få hævet embargoen. Den irakiske regering vil gerne dele gevinsten fra de 25 nye oliefelter, der skal åbnes i samarbejde med virksomheder fra de stater, der offentligt går ind for ophævelse af sanktionerne. Irak har ved siden af Saudi-Arabien verdens næststørste reserve af mineralsk olie, som ansættes til 13 milliarder tons.

Det er en af grundene til den amerikansk-brittiske aggressivitet, men ikke den vigtigste. "Hvad er hensigten?", spurgte ’Magdeburger Volkstimme’ (18.12.98) ved bombardementet af Irak i december 1998. Og svaret var: "Sådan blev det til et spørgsmål om tid, hvornår amerikanerne ville miste tålmodigheden og - skråt op med FNs charter - ville demonstrere, hvem der var herre i huset." Interventionismen er et særkende for imperialistisk politik, et udtryk for den aggresivitet, som monopolherredømmet altid indebærer. Og hvad Lenin sagde om USA, gælder til fulde den dag i dag: "De amerikanske truster er det højeste udtryk for imperialismens eller den monopolkapitalistiske kapitalismes økonomi. For at rydde konkurrenterne af vejen begrænser trusterne sig ikke til økonomiske midler, men griber hele tiden til politiske, ja sågar kriminelle midler." (Lenins Værker, bind 23)

Tyskland regnes for ’fjendtlig’ over for Irak, men deltager ikke påfaldende i den irakiske gesjæft. Tidligere forsynede BRD Irak med krigsmateriel, delvis med tyske myndigheders viden og støtte. 110 tyske firmaer leverede kvalitetsprodukter til oprustning af Saddams atomare, biologiske og kemiske dødsarsenal. Tyske og amerikanske firmaer arbejdede ofte hånd |i hånd. Også i dag forsyner tyske firmaer Irak med krigsmateriel.

I 1997 meldte Volker Rühe endnu: "Hvis der i dag var en Golfkrigssituation, som i sin tid, ville Tyskland have deltaget, og jeg ville have haft mulighederne for det".

Og "Forbundskansler Helmut Kohl har tilbudt USA anvendelse af tyske flyvebaser til et muligt militært udfald mod Irak og tilsagt fuld politisk støtte"’ (dpa, 7.2.98)

Det var altså klart, at forbundsregeringen ønskede varm opbakning til den amerikanske regerings krigsforberedelser. På den ene side er der klare signaler om opbakning bag krigen - på den anden side er Bundeswehrs deltagelse udelukket, fordi den "ikke er egentlig nødvendig" (Rühe), fordi der ikke foreligger "en anmodning" (Kinkel) eller "jeg i modsætning til andre ikke er brevet spurgt". (Kohl)

Tilsyneladende behøver amerikanerne kun BRD som "støtte på det logistiske område" (Kohl). Det betyder konkret: finansiel støtte og militære ydelser. I 1997 betalte BRD 17 milliarder DM til finansiering af Golfkrigen.

I dag er USA optaget af at koble de kapitalistiske konkurrenter ud af den fremtidige oliehandel med et mere eller mindre sanktioneret Irak. Derfor står USA og Storbritanien så alene i deres bestræbelser for at finde forbundsfæller og ønsker at forpligte BRD politisk-militært gennem den styrkede rolle, som NATO skal spille. Om det kan lade sig gøre, vil fremtiden vise. Tyskland er den ledende magt i det forenede Europa og vil før eller senere geråde i rivalitet med den amerikanske imperialisme. BRD har selv imperialistiske mål: Den ønsker arabisk olie til spotpris. Den spekulerer i den irakiske olie. Tidligere tilhørte 25% af det senere Irak Petroleum Co. Deutsche Bank.

Magtanvendelse bliver forberedt i rigeligt mål i Mellemøsten. Således kan man i dag skimte en ny højst voldelig militærpagt mellem Israel, Tyrkiet og USA. Denne ruster sig med "våben og vand" mod regionens arabiske stater, men sigter alligevel i et større perspektiv længere ind i regionen ved Det kaspiske Hav, hvor der er udsigt til åbning af enorme olie- og gasforekomster. Det drejer sig om koncessioner, pipelines og udskibningsmuligheder. Hvis denne alliance konsoliderer sig, så bliver ikke alene den irakiske olies betydning relativ mindre, men de europæiske NATO-partnere, inklusive de tidligere kolonimagter i regionen, England og Frankrig, bliver også effektivt holdt ude af denne energirige region.

"Generalerne i Wall Street elsker krig", skrev Daniel Kadlec i Time med reference til rekordstigningen i Dow-Jones-aktieindekset under den anden Golfkrig på grund af stigningen i kursværdien i den amerikanske rustningsindustris aktier. (Frankfurter Rundschau 25.2.98). (Under den igangværende NATO-krig mod Jugoslavien har Dow-Jones-indekset for første gang nogensinde nået den ’magiske’ 10000-point-grænse, KP)

De arabiske folk må tage deres skæbne i egne hænder. Før eller senere vil de gøre det ved at befri sig fra både rådne regimer og politiske eventyrere og massemordere som Saddam Hussein. Men for at kunne gøre dette, må de se til, at de imperialistiske magter for bestandigt foravinder fra denne region.