Den fordrevne vækker
Han kom som en stormvind ind på den danske politiske og litterære scene, i 1794, med et af den gærende borgerlige revolutionstids dristigste tidsskrifter ’Vækkeren, et blad for menigmand’, som han udgav anonymt. Der udkom kun tre numre af det, så blev det forbudt. Bogtrykkeren, der dækkede over redaktøren, måtte bøde 200 rigsdaler, en betydelig sum.
’Vækkeren’ kan kaldes det første danske tidsskrift med proletariske sympatier. Og årsagen til at det blev forbudt og konfiskeret var, at statsmagten mente, at det stod bag og havde opildnet til den første egentlige strejke på dansk grund, den såkaldte tømrerskrue, som blev slået ned med hård hånd. (Hans Scherfig har malet den, og skrevet om den).
Udgiveren var Malthe Conrad Bruun – født i 1775 af en godsejerfamilie i Thy og purung student i København. Han var endnu ikke tyve år gammel, da han første gang i begejstring over den franske revolution og dens idealer, med et dybt had til den snyltende adelsmagt og udtalt sympati for det jævne folk, ateist og modstander af alle det gamle samfunds institutioner, rendte panden imod dem.
Malthe Bruuns danske karriere blev kort; allerede i år 1800 sad han som 25-årig landflygtig i Paris ligesom en anden af de store danske borgerlige revolutionære P.A.Heiberg. Og som denne kom han aldrig siden tilbage til sit fædreland og enevælden. Han døde dér i 1826, som den internationalt berømte videnskabsmand og geograf Maltebrun.
I den danske historie har han indskrevet sig som revolutionær skribent, i litteraturhistorien som lyriker, som en ikke ubetydelig overgangsfigur mellem Ewald og romantikken.
Den eneste del af hans digtning, der endnu er optrykt i dette århundrede, er imidlertid hans politiske satirer, først og fremmest den lille bog ’Aristokraternes Katekismus’´(1796). Efter inspiration fra Heiberg (Købmandens katekismus) lader Malthe Conrad Bruun her den reaktionære og trængte adelsstand påkalde deres Gud og alle det gamle samfunds autoriteter, og ironiserer over dens frygt for og had til fremskridtet, til fornuften og oplysningen. Således at lade fjenden afsløre sig selv var i øvrigt en ret hyppigt anvendt metode i datidens politiske poesi. En af hans første viser intonerede uden forbehold af nogen art, hvad det drejede sig om: ’Aristokraternes selskabssang’, som senere indgik i bogen:
Kan retten tolkes med mere fynd
end når man tolker den med kanoner?
Og tør vel nogen det kalde synd,
hvad konger gør for at vinde troner?
O, I, som nys delte Polens rige,
for jer skal ønsket til Himlen stige:
Gud lønne Jer!
’Aristokraternes katekismus’ er tilegnet ingen ringere end ’Hs. Kongelige Majestæt Sultan Selim den Tredje’ og i fortalen erklærer forfatten, at hans katekisme ’til hjælp for Konstitutionen af sekstenhundrede og treds’ …’skal slå demokratismes onde ånd’ på flugt med samt alle dens hjælpeånder som Voltaire, Rousseau og Paine:
… man lader ikke
de fromme kirkens får i ro
på troens mark det sande sjælefoder spise;
men dette kætterpak vil dem nu vise,
hvor giftig urt, hvor sunde planter gro.
Og det er dog en åbenbare sandhed,
at når man vover først at røre ved
Den hellige Treenighed,
undfangelsen foruden mandhed
cum ceteris
ecclesiae mysteriiis(*),
så falder både religionen
og tronen.
Det slutter sådan:
O royalisme, Dig påkalder jeg,
Oh du fiskalers (**) gud, som lønner sødt sin dyrker
med guld og smil, med nøgler og med steg (…)
Bestrål mig med dit klare Nådens øje!
Opflam mit mod i kampens djærve møje!
At alle dine fjender falde må,
Dit navn besynges højt af jordens millioner
og evigtryg, blandt garder og kanoner,
på friheds grus din marmortrone stå!
Det var ikke så godt for Bruuns danske karriere. Datidens PET kendte ham udmærket som udgiver af Vækkeren og tidsskriftets afløser ’Jerusalems Skomagers Rejse til Månen’. De vidste, at han ikke bare holdt sig til abstrakt frihedslyrik, skønne oder og Goethe-oversættelser, men også forfattede oprørske politiske pjecer på stribe. Og endnu mere: Han tilhørte de mest rabiate revolutionære kredse i datidens Danmark, indbefattet hertugdømmerne, og arbejdede for en revolution a la den store franske.
’Aristokraternes katekismus’ blev angivet for kancelliet som statsfarligt, og Malthe Bruun flygtede til Hven, hvorfra han udgav det satiriske skrift Fluesmækkeren og udsendte en samling lyriske digte, mens han fortsat dyrkede sine samfundsomstyrtende kontakter. Ved statsministerens Bernstorffs død udgav han en velklingende ode over den bortdragne, som blev benyttet til at få regeringen til at opgive straffesagen mod ham – hvad den gjorde ’i anledning af supplikantens ungdom’ og i forventningen om, ’at han for fremtiden gjorde bedre brug af sine evner end tilforn’.
Tilbage i København udsendte Malthe Bruun nye oprørske skrifter, som igen bragte ham på kant med myndighederne, som ’Bevis for at de, der forfølger gudsfornægtere, selv er de største gudsfornægtere’ og ’En besynderlig trykkefrihedslov i kejserdømmet Abessinien’.
Nu skulle det være slut. Der blev rejst en ny fiskalsag, og den gamle blev genoptaget. M.C. Bruun flygtede til Sverige, men blev udvist derfra, med rette mistænkt for republikansk skandinavisme ("I Nord på troners grus skal Republiken stå!"). Så måtte han for alvor afsted; egentlig håbede han på at kunne blive i hertugdømmerne, og derfra være med i opgøret med enevælden, men han blev narret og tvunget videre til Frankrig, hvor han allerede var ved at etablere sig da landsforvisningsdommen faldt sidst i december 1800.
Maleren Jørgen Buch har til det revolutionære anegalleri portrætteret Bruun efter et stik fra hans første tid i Paris.
-ko