Stop NATOs krig

Henning Påske Jensens tale ved demonstrationsmødet i Odense tirsdag den 30. marts 1999

Sidste onsdag erklærede Danmark Jugoslavien krig. Danmark er i krig for første gang i 150 år. En beslutning som reelt blev kuppet igennem i Folketinget på få dage for flere måneder siden.

NATO-landene med USA i førerrollen og Danmark inklusive har erklæret Jugoslavien krig. Clintons USA, Guds eget land, verdens førende militærmagt, verdens supermagt har slået til. Verdens frelser og politibetjent sætter denne storkrig igang "af humanitære grunde" lyder det i en veltilrettelagt mediekampagne og mediemanipulation, der skal chokere den danske befolkning og fange os på det forkerte ben. Det har umiddelbart gjort sin chockvirkning, men tiden taler imod dem.

DR TV er dog kommet for skade at lade en enkelt person komme kortvarig i studiet med en analyse af krigen - en klarlæggelse af USA s og NATOs mål. Det var fredsforskeren Jan Øberg, der meget enkelt klarlagde, at NATO-krigen intet har med menneskerettigheder at gøre. At NATOs krig er udtryk for en kynisk krigshandling for at sikre USAs kommende strategiske interesser i området. Det var en tydeligt rystet studievært, der konstaterede jamen, det er jo kynisme og Clinton siger....

Ikke længe efter de første bomber kom det også i glimt åbent frem at USAs og NATOs mål er at intervenere og svække en anden suveræn stat. Imod alle internationale regler, imod FNs Charter.

Næppe havde de udtalt, at bomberegnen er sat i gang af humanitære årsager for at sikre KOSOVA albanerne, før de humanitære problemerne for den albanske og serbiske befolkning eskalerede som aldrig før. Men som en logisk og forudsagt konsekvens. Flygtninge eksperter havde advaret og krigsaggressorerne vidste det.

Nu taler regeringslederne om at følge op med landkrig .NATO-krigerne synker dybere og dybere i krigens morads. Man er gået igang med at sætte ild til en krudttønde i området. Ikke kun i Serbien og Kosova men også de omkringliggende nationer. Helt forudsigeligt betyder det at modsætningerne mellem serberne og albanerne når nye højder og eskalerer videre.

Hvem har interesse i denne krig?

Ikke den Kosova albanske befolkning, ikke den serbiske befolkning og ej heller den danske befolkning eller andre i Europa. Det er helt andre interesser der gør sig gældende, interesser som intet har med den europæiske befolknings ve og vel at gøre.

Med denne NATO krig forsøger USA at sætte en ny dagsorden. Overalt i verden at gribe ind hvis supermagten USA eller stormagterne i EU finder det passende. For USA gælder det om at fastholde og udbygge sin førerrolle som verdens supermagt med økonomiske interesser overalt på kloden.

Derfor iscenesættes en veritabel storkrig midt i Europa. Startet op med kliniske computerstyrede bomber. Alt peger på at målet er årtier frem at sætte sig endnu mere fast på Balkan. På langt sigt at undergrave, Jugoslaviens og Serbiens suverænitet. At udbygge USAs og EU stormagternes interesser. Her med Tyskland og England i spidsen. Ja Tyskland er mere end ivrig for igen at være kommet i krig. Som en militærmagt der gør sig gældende i udlandet. Mange tusinde soldater er i dag stationeret på Balkan og dag og nat er tyske jagere igen i krig mod Jugoslavien, som de var det for over 50 år siden.

Det vi er udsat for er kynisme og hykleri af dimensioner, hvor Kosova-albanernes rettigheder misbruges. Hvor var deres protester, da Kosovas relative autonomi blev fjernet? Efter forgodtbefindende udnævner de reaktionære regeringsledere og folkelige repræsentanter til at være det onde i højeste potens. En dæmonisering så vi ikke længere behøver at tænke os om. Det onde de skal frelse os fra. Det onde hvor utallige menneskeliv og lidelser sættes ind. Den nye orden skal opstå heraf. I realiteten et sort budskab om at alt der stiller sig i vejen for USA må tilintetgøres.

 

Vi er mange der ikke har glemt hvordan USA støttede Iraks krig mod Iran efter at shahen var kastet på porten. Mere end 500.00 soldater mistede livet . Dengang ven og allieret. I dag en dæmon hvor enhver aggression er lovlig og med det irakiske folk som gidsel .Ifølge USA s og EUs logik skulle de i morgen erklære Tyrkiet krig fordi Tyrkiet undertrykker det kurdiske folks nationale rettigheder. Det halvfascistiske Tyrkiet er derimod ven og allieret og USA har tværtimod været garanten for at kurderlederen Öcalan blev kidnappet og tortureret. Utallige kurdiske landsbyer er jævnet med jorden.

Hvor var menneskerettighederne henne i Sydafrika under årtiers apartheid? Et system understøttet af England og USA politisk og økonomisk Sådanne eksempler blotlægger stormagternes kynisme og egentlige mål. Mange flere eksempler kan hentes frem.

Den nye verdensorden hvor supermagten USA og EU griber ind efter forgodtbefindende er en utrolig farlig udviklingsvej.

Disse krigsanstiftere må stoppes. Det sker kun hvis befolkningerne især i hele Europa, afviser deres krigspsykose, afviser at lade sig manipulere. Deres lokkende arrogance om at verdenssamfundet har besluttet sig for krig viser de ignorerer størsteparten af verdens befolkning.For hver dag vil krigsmodstanden stige.

Kosovas nationale rettigheder kan ikke sikres via stormagtsindblanding. Tværtimod.

Stop krigsanstifterne! Ingen danske soldater i krig!