Bag begivenhederne i Kosova

1945: Sovjetunionens røde hær og den albanske Folkets Befrielseshær befrier sammen med den jugoslaviske folkehær landet for fascismen. Den 7. marts 1945 var indsættelsesdagen for den provisoriske regering og Josip Broz Tito blev ministerpræsident. Tito, der som overbevist tilhænger af trotskismen tilrev sig magten i Jugoslaviens illegale KP, hældte fra begyndelsen til anglo-amerikanerne, Tito blev anfører for en retning i Jugoslaviens Kommunistiske Parti, som under ingen omstændigheder ønskede en socialistisk udvikling. Indenrigspolitisk forfulgte gruppen omkring Tito en kurs for afskaffelse af den nationale befrielseskamps resultater, en linie for likvidering af alle dens politiske modstandere. Under parolen om kamp mod internationalistiske kommunister (stalinister) oprettede dens tilhængere efter 1948 et terroristisk politiapparat, hvis metoder var provokationer og trusler, terror, tortur og mord. Fængslerne og koncentrationslejrene i Goli Otok, Stara Gradiska osv. var berygtede steder i Jugoslavien, hvor Titos modstandere vansmægtede. I Montenegro blev næsten hele regeringen og CK kastet i fængsel, og 8000 montenegrinske kommunister sendt til Goli Otok. Mere end 5000 officerer, herunder adskillige generaler og oberster, blev indespærret, mens 12.000 officerer blev afskediget fra hæren. Fra 1948 til 1952 blev 200.000 kommunister, halvdelen af partiets medlemmer, ekskluderet. Med disse udrensninger nåede Tito sit mål, at påtvinge Jugoslavien sin "specifikke vej". Det åbent gennemførte brud med Sovjetunionen og alle andre folkedemokratier blev videreført. USA kom med det samme Jugoslavien til hjælp. Det forsynede landet med våben og krigsmateriel. Udenlandske investorer kom til landet og profiterede af de store koncessioner. Meget hurtigt blev de første ansatser til kollektivisering af landbruget igen skrinlagt. Industrien blev privatiseret igen og udlandshandelsmonopolet ophævet. Udenlandsk kapital oversvømmede landet og lån og kreditter havde frygtelige følger. Allerede i 1951 undertegnede Tito-Jugoslavien en militæraftale med USA om "gensidigt forsvar". To år senere blev Balkanpagten sluttet med to medlemmer af den aggressive NATO-blok. I den følgende tid var Tito og hans tilhængere foregangsmænd for aktiviteter i en række af folkedemokratiske lande (Østeuropa), der sigtede mod at styrte disses regeringer. Beograds intriger under kontrarevolutionen i Ungarn og Polen 1956 er berygtede. For USA og "for hele vesten overhovedet blev Tito det billigste våben i dets kolde krig mod Østeuropa". (Business Week).

Tito støttede sig indenrigspolitisk fra begyndelsen af på den serbiske nationalisme.

Således erklærede Tito ved et besøg af den albanske partichef Enver Hoxha ordret:

I Kosova foregik og foregår ikke bare en social, men også en national undertrykkelse af albanerne. Dette fænomen er meget gammelt, for den serbiske nationalisme dyrker bl. a. følgende nationalhistoriske legende: Kosova er Serbiens moderland. I det heroiske slag på Solsortesletten i 1389 kæmpede serberne heltemodigt mod tyrkerne, men besejredes, fordi de "feje og vilde albanere" ikke hjalp dem, men tværtimod satte sig i besiddelse af Kosova med dets indbyggere. Med udgangspunkt i denne nationalistiske læresætning får og har albanerne i Kosova altid fået følgende at vide: Selvom I udgør flertallet her, har I egentlig ikke mistet noget, og når I alligevel er her, så affind jer pænt med jeres mindreværdighed. Og Tito støttede sig til denne doktrin.

Undertrykkelsen af albanernes nationale selvbestemmelsesret havde tilsvarende økonomiske følger. I det gamle Jugoslavien til 1989 herskede der en voldsom kløft mellem nord og syd med hensyn til levestandard. Der var en indkomstforskel på 6:1 mellem nord og syd. Mest tjente man i Slovenien, så kom Kroatien, så Serbien, derefter Bosnien og Montenegro, så Makedonien, og allersidst rangerede Kosova.

Yderligere fandtes i Kosova - også i det angiveligt socialistiske Jugoslavien - en høj arbejdsløshed. I 1980 havde f. eks. kun hver tiende albaner i Kosova arbejde. Dengang var der flere studenter end arbejdere i det albanske Kosova. Godt 50% af de ubeskæftigede albanere kendte hverken til arbejdsløsheds-, syge- eller pensionsydelser i den angiveligt socialistiske stat. Det føltes skrigende uretfærdigt.

Kosova var og er den dag i dag Jugoslaviens råstofkilde. Den største mængde brunkul stammer fra Kosova. Der befinder sig også her store forekomster af nikkel, kobber, bly og kromerts. (Sammen med Albanien råder området over verdens næststørste forekomst af kromerts). Det er klart, at denne konflikt mellem på den ene side uhyre rigdom på råstoffer og på den anden side både social og national undertrykkelse allerede i 1980’erne måtte drive først og fremmest den albanske ungdom på gaden.

I 1981 foranstaltede serbiske politistyrker massakrer på demonstrerende albanske studenter, arbejdere og bønder. I Kosova eksisterede der dengang en "Bevægelse for en albansk republik i Jugoslavien" (for Kosovas status som republik indenfor den jugoslaviske federation, KP). Denne bevægelse blev ledet af marxistisk orienterede kræfter, som kom fra "Front i Kuq" (Rød front), som var særlig stærk blandt studenterne. Dens indflydelse strakte sig dengang til hele Kosova. Blandt emigranterne i Europa blev der iværksat massedemonstrationer af venstreorienterede albanere mod den serbiske undertrykkelsesbølge mellem 1981 og 1983.

Til sidst lykkedes det de serbiske nationalister, ved hjælp af masseterrror, tortur og mord, at ødelægge denne bevægelse i Kosova, og også i udlandet. Det jugoslaviske hemmelige politi (UdBa) blev også støttet af den tyske stat i at løse denne opgave. Den så passivt til, mens dette pløkkede albanske immigranter ned. Det var betegnende, at denne terror kun gik ud over venstreorienterede immigranter. Her skal kun nævnes mordene på Jussuf Gervalla, Bardohsh Gevalla og Kadir Zeka i efteråret 1983. Da de forlod deres hus i Stuttgart, blev de gennemhullet af maskingeværsalver. Ved den lejlighed blev lederne af den venstreorienterede albanske modstand ryddet af vejen. Her mødtes også den tyske kapitals og den jugoslaviske regerings interesser. For hverken det jugoslaviske bureaukrati eller imperialismen ønskede det nationale spørgsmål rejst fra venstre- siden. Den albanske regering opfordrede i 1981 Beogradregeringen til at lade Kosovas befolkning "nyde alle rettigheder og have fuldstændig lighed med de øvrige folk indenfor den jugoslaviske føderation".

"Hvad angår den såkaldte albanske chauvinisme, må det slås fast, at … albaneren aldrig har undertrykt eller udbyttet noget andet folk, ej heller har han nogensinde angrebet andre folkeslag eller opdelt deres territorium. Det modsatte er tilfældet - på albanernes bekostning ... Nu kræver den albanske befolkning, der lever i Kosova... at man tilkender dem status som republik inden for den jugoslaviske føderation" ('Hvorfor blev der anvendt politivold og tanks mod albanerne i Kosova?' Tirana 1981; på dansk i pjecen ’Hvad sker der i Kosova?, VDA s.å.)

1989: På grund af forbundsstaten Jugoslaviens kolossale udlandsgæld på ca. 20 mia. amerikanske dollars blev befolkningens levestandard stærkt forringet. Det kom til landsomfattende strejker mod prisstigninger og en bølge af massefyringer. For ikke at risikere at blive fordrevet af rasende arbejdere forvandlede Tito-retningens "kommunister", bureaukratiet, sig til yderliggående nationalister. De regerede efter mottoet "del og hersk", for at blive ved magten. Samtidig støttede de efterhvert prokapitalistiske kliker sig på forskellige imperialistiske stater. Således Slovenien og det nu halvfascistiske Kroatien på BRD/Østrig (i Kroatien afvikles hovedparten af udenrigshandelen med BRD; Siemens er sågar den kroatiske stats hovedkreditor). Serbien støtter sig til Rusland og forsøger at udnytte interessemodsætningen mellem Frankrig og BRD. Resultaterne er kendt: Jugoslavien blev ødelagt. Bjerge af lig brolagde vejen, da det tilknyttedes de forskellige mægtige stater.

På årsdagen for slaget på Solsortesletten i 1389 mobiliserede "socialisten" Slobodan Milosevic en million ophidsede serbere i 1989 til en march ind i Kosova. Nu skulle albanerne ned med nakken.

De blev udskældt af Milosevic som "potentielle urostiftere" og som "degenererede mennesker". Kosova blev frataget sin autonome status. (I 1974 blev Kosova under Tito lovet status som autonom region indenfor Serbien, hvad der bl. a. ville have muliggjort ligeberettigelse for det albanske sprog. Det var i det mindste en lille indrømmelse).

Dette var også samtidig et startsignal for Jugoslaviens forfald. For Kosova betød ophævelsen af autonomien, at alle statslige områder i Kosova i dag er besat af serbere; i skolerne undervises der kun i serbisk, undervisningsplanerne stammer fra Beograd. Indtil nu er næsten 100% af de albanske arbejdere blevet fyret fra den statelige industri. 100% af de albanske minearbejdere i Tepeca, som i 1981 besatte deres mine for at protestere mod den nationale og sociale undertrykkelse, blev fyret.

I Kosova arbejdes der så godt som ikke mere i dag. Kosova er i dag det fattigste land i Europa. I enkelte byer ser man oftere og oftere børn med de typiske sultmaver, som man kender fra store dele af Afrika. Det serbiske politi hærger overalt. Næsten enhver albanske familie i Kosova har i de senere år haft mindst et familiemedlem i fængsel.

Hvor der hersker undertrykkelse, findes der som bekendt modstand. Siden 1990 har albanerne boykottet den serbiske skoleundervisning. De har oprettet deres egen illegale undervisning, udviklet en modkultur, de facto opbygget en modstat. I 1991 valgte de deres eget parlament og en præsident ved navn Ibrahim Rugova. Ved en folkeafstemning tilsluttede de sig næsten enstemmigt Kosovas uafhængighed. Men med Rugova og hans "Kosovas Demokratiske Liga" var de dårligt tjent.

Rugova repræsenterer først og fremmest den lille albanske arbejdsgiverklasses interesser i Kosova. Denne klasse vil helst kunne lave forretninger i fred og ro. Det skulle NATO-tropper, herunder Bundeswehr, sørge for. Rugova vil være med i business, og derfor trygler han store imperialistiske magter om hjælp. Han, og med ham hans klasse, nærer dyb mistillid til de albanske massers selvstændige aktivitet. Rugova har især overfor den albanske ungdom udspillet sin rolle. Denne "mini-Gandhi" bliver med rette beskyldt for landsforræderi, fordi han inviterer imperialisterne til bords. Rugovas holdning er ikke tilfældig, fordi den albanske overklasse frygter de undertryktes selvstændige aktivitet, den væbnede kamp, da denne kamp indebærer faren for at blive permanent, og også truer det albanske bourgeoisis handelsinteresser. Rugova afviser gadedemonstrationer, militant modstand o.s.v. Endnu i oktober 1997 kaldte Rugova Kosovas befrielseshær UCK en "terroristisk gruppe". I dag efter at UCK har befriet 40% af Kosova med våbenmagt, er det ikke længere så nemt for ham at argumentere med de samme floskler som Milosevic og imperialisterne. A1ligevel forsøger han fortsat at sleske og blive "store statsmænds" yndling.

UCK er en militant national befrielsesbevægelse, der tilstræber en afslutningpå den nationale undertrykkelse. Den albanske ungdom ser ingen anden vej ud af elendigheden, hvad der er forståeligt. Bevægelsen bliver båret af patriotiske bønder, fyrede arbejdere og intelligentsiaen. I den tumler der sig forskellige politiske grupper, til dels også familieklaner, men også folk, som husker albanernes kamp mod fascismen under Enver Hoxha.

Fra at være en lille gruppe på 200 til 300 kæmpende voksede UCK til en guerilla, hvis medlemstal i dag skønnes at være 30.000. Ifølge dens talsmand Jakup Krasniqi blev UCK stiftet i 1994. Den ideologiske baggrund for UCK blev bestemt af de stiftende medlemmer af "Folkebevægelsen Kosova" LPK, et kosovaalbansk parti med hovedsæde i Schweiz. Der var tale om et marxistisk-leninistisk parti med et vist Enver Hoxha-præg.

"UCK er folket", råbte tusinder taktfast i Prishtina, Pec og andre steder. Folket ønsker ret til national selvbestemmelse. Ingen bureaukrat, ingen diplomat, ingen imperialistisk stormagt har ret til kæmpe mod denne. Heller ikke visse venstreorienterede i Tyskland, som næsten mener det samme som fhv. udenrigsminister Kinkel, for hvem Kosovas uafhængighed "ikke kommer på tale".

Det er enhver internationalists pligt at respektere det albanske folks ønsker.

Indtil dato er UCK den eneste kraft blandt kosovarerne, som selvbevidst erklærer: "Vi vil befri landet’’.

Det er klart, at UCK ikke har noget fast program, og den mangler den marxistiske orientering, hvad der gør det umuligt for den at henvende sig til serbiske arbejdere. Det er en national bevægelse præget af bønder, som på kort eller længere sigt må tage stilling til, hvilken side den ønsker at udvikle sig hen imod. Til venstre eller til højre. Begge sider er i øjeblikket repræsenteret indenfor UCK.

Det er en ammestuehistorie, at de store imperialistiske stater nogensinde interesserer sig for menneskerettighederne. Deres interesse er Kosovas råstoffer. Ikke mindst de tyske koncerner har stor interesse heri. En selvstændigt handlende og selvbevidst albansk massebevægelse er suspekt i tysk udenrigspolitiks øjne. Den tyske politik er kun at demonstrere sin nye stormagtspolitik. Man begærer magt og har interesser, hvoriblandt Kosovas virkelige selvstændighed sandelig ikke hører til. (Kinkel den 11.7.98 i Moskva: "Vi tyske vil imødegå de aggressive albanere og I russere må tøjle serberne")

I den årlige bayriske forfatningsbeskyttelsesberetning fra 1997 bliver UCK anført som en "ekstremistisk forening" (side 181). Pengeindsamlinger til UCK blev forbudt, konti overvåget. BRD vil sende flere albanere tilbage til Restjugoslavien.

Imperialisterne ønsker at bringe Serbien såvel som Kosova under deres kontrol. Deres største bekymring er, om konflikten kommer ud af kontrol. For imperialisterne er det objektivt set anti-imperialistisk fungerende UCK en torn i øjet. For at kunne passe deres forretninger i fred og ro, har de ikke brug for et albansk folk, der kæmper bevidst og selvstændigt for sin nationale uafhængighed. De ser her en fare for videreudvikling af disse kampe, som også vil blive ført på det sociale område.

Overs. CH