Berlin-topmødet mellem unionslandenes regeringschefer skulle efter planen have taget en række store beslutninger i forlængelse af den såkaldte Agenda 2000, planen for et omstruktureret og øst-udvidet EU i tysk skikkelse.

Det blev helt overskygget af to store begivenheder: Unionens krise, der blev akut med kommissionens fald, og Unionens krig mod Jugoslavien.

Unionen står samlet bag NATOs krig, kunne stats- og regeringscheferne meddele. De kunne selvfølgelig ikke andet. De fleste af dem var som NATO-lande aktive krigsdeltagere. Var der nogen modstand mod den amerikanske præsidents vilje til krig, var den forvist til mumlen i krogene. Selvom nogle – og ikke mindst Italien og Grækenland, som er tæt på krigsskuepladsen, med Italien som det vigtigste baseområde for de kontinuerlige bombardementer – helst så ’en politisk løsning’, var der ingen rum for slinger i valsen af nogen art.

USA havde sat Unionen skakmat. Fanget af sin egen svaghed som verdensmagt, ikke mindst som selvstændig militærmagt, og fanget i NATOs ’alliancefælde’, var der intet andet at gøre end at slutte op bag den monumentale aggression, der atter spalter det europæiske kontinent.

Hvor Unionen har forsøgt at fremstille sig selv som den den virkelig stabiliserende og fredsskabende faktor i Europa – og ikke mindst efter murens fald og Sovjetunionens opløsning – viser NATOs krig med kun alt for stor tydelighed, at den imperialistiske Union ikke forener, men spalter det europæiske kontinent og de europæiske folk.

Hvor ofte har danskerne ikke af NATO- og EU-poltikerne fået tudet ørene fulde om, at både den ene og den anden organisation var garanter for freden i Europa. Med et slag er hele denne retorik faldet sammen: Begge disse imperialistiske organismer bringer ikke fred og fremgang, men krig og undertrykkelse med sig.

Arbejderne i unionslandene og udenfor ser det. Folkene i Unionslandene, i de lande der ønsker optagelse i Unionen og i de øvrige europæiske lande ser det. Hvis man nogensinde har kunnet tale om unionsprojektets uskyld (og det har man måske kunnet i forhold til politisk naive unge mennesker, der er blevet ofre for dens demagogi), så har det mistet den over Jugoslavien. Dette er det virkelige ’Europa’. Dette er Unionen.

Et af USA’s formål med krigen er at svække EU’s supermagtsambitioner. Der er ikke plads til nogen ved siden af USA. Pointen blev forstået i Berlin.

Regeringscheferne måtte handle i forhold til den krise, som den korrupte kommissions fald udløste. Afsløringerne af svindel og nepotisme øgede ikke den folkelige opbakning bag Unionsprojektet. I Danmark raslede tilslutningen i opinionsmålingerne til både euroen og Unionen nedad.

Selvom EU-politikere og –propagandister søgte at fremstillle kommissionens fald som en uventet og herlig mulighed for at ’demokratisere’ og ’folkeliggøre’ Unionen (næste gang bliver det altid bedre!) er det en umulig opgave at få reel folkelig opbakning bag dette redskab for storkapitalen og monopolerne, med hele dets tilbehør af vellønnet, korrupt bureaukrati og prætentiøs stormagtssymbolik.

Berlin-topmødets kriseløsning var at udnævne den tidligere italienske statsminister (96-98) Romano Prodi som Jacques Santers efterfølger som kommissionsformand, efter en uhørt kort debat og en skamrosningstale fra Tony Blair, som kaldte ham en ’økonomisk og politisk reformator’. Prodi, som gjorde politisk karriere som kristelig demokrat, men angiveligt er hoppet af til midten, havde i Unionens øjne den store fortjeneste at tilpasse Italien til euro-deltagelse. De italienske arbejdere var knap så tilfredse. Det tæller også for Unionen, at han som bestyrelsesmedlem i knap 10 år for en af verdens største koncerner, IRI, fik reorganiseret den og gjort den profitabel.

Denne ny ’stærke mand’ er Unionens nye håb. Der er intet at håbe på.

Nu skal han angiveligt i gang med at reformere kommissionen og dens arbejdsmetoder. Hans program vil blive fremlagt på et ekstraordinært topmøde til april.

Unionens krise blev ikke løst i Berlin, men uddybes af Unionens krig. Agenda 2000s udvidelsesplaner blev udskudt til fordel for et ’finanslovsforlig’, som stort set opretholdt status quo.

Unionens situation er blevet en anden, fremtiden mere usikker.

I 13 af de 15 Unionslande er der socialdemokratiske regeringer. Det frydede man sig dybt over på PES’s, de europæiske socialdemokraters, partikongres i begyndelsen af marts i Milano. Unionsprojektet var blevet et socialdemokratisk projekt.

Mindre end en måned senere er den tyske finansminister Oscar Lafontaine blevet tvunget ud af Gerhard Schröders socialdemokaratisk-grønne regering. Det er et klart signal om, at der i monopolernes Union ikke er plads til ’traditionel’ socialdemokratisk politik. Børserne jublede over hans afgang.

Der er ikke plads til en socialdemokratisk Union. Socialdemokratierne har kun en rolle som forvalterne af monopolernes ditto.

En måned senere var en hel stribe socialdemokratiske kommissærer som den danske Ritt Bjerregård blevet tvunget til afgang.

Og en måned senere var Unionen – med socialdemokratiet som den ledende politiske kraft – i krig i Europa. Unionens krise er kapitalens krise – og samtidig euro-socialdemokratiets uovervindelige krise. -lv