Imperialisme og krig
"Imperialismen er det højeste stadium i kapitalismens udvikling. Kapitalen i de førende lande er vokset ud over nationalstaternes rammer, har stillet monopolet i konkurrencens sted, og skabt alle objektive forudsætninger for socialismens gennemførlighed. Derfor står proletariatets revolutionære kamp for omstyrtelse af de kapitalistiske regeringer, for ekspropriation af bourgeoisiet på dagsordenen i Vesteuropa og De Forenede Stater. Imperialismen skubber masserne ud i en sådan kamp, fordi den i kolossalt omfang tilspidser klassemodsætningerne og forringer massernes stilling i økonomisk henseende –trusterne, dyrtiden – og i politisk: militarismens vækst. stadig hyppigere krige, forstærkelse af reaktionen, befæstelse og udvidelse af det nationale åg og det koloniale røveri."
Disse aktuelle ord skrev V.I. Lenin i 1916, i sin artikel Den socialistiske revolution og nationernes selvbestemmelsesret, midt under den første store europæiske krig i dette århundrede.
Den første krig førte til Oktoberrevolutionens udbrud og sejr. Den anden førte til hele Europas befrielse for det Hitler-tyske åg, til oprettelsen af folkedemokratierne i Østeuropa ved siden af Stalins socialistiske Sovjetunion. Og den efterlod et krigsramt, forslået og marshalliseret Vesteuropa, der under amerikansk anførsel indledte sin kolde krig mod socialismen i Europa, og i skikkelse af Den europæiske Union søgte at finde vejen til fordums imperiale storhed.
Det blev – som alle ved – imperialismen og reaktionen, som sejrede i denne kamp. Og krigen, imperialismens krig, brød atter ud på det europæiske kontinent. Den tredje storkrig med Balkan som et centrum. Den har ulmet hele vejen gennem imperialismens systematiske opdeling af det tidligere Jugoslavien, og er nu brudt ud i lys lue.
Det nationale spørgsmål, spørgsmålet om nationernes selvbestemmelsesret, er blevet et redskab, som imperialismen og reaktionen behændigt manipulerer med på vort kontinent. Kun socialismen kan løse det nationale spørgsmål – men med revisionismens gennembrud i de tidligere socialistiske lande og genrejsningen af kapitalismen dér blev det nationale spørgsmål en kilde til nye konflikter.
Netop det var tilfældet i Titos og Milosevic’ Jugoslavien, som aldrig var et ægte socialistisk land. Serberen Milosovic spillede et dødsensfarligt spil, da han bevidst opflammede den storserbiske nationalisme og skærpede den nationale undertrykkelse af kosovarerne og andre nationaliteter.
Når marxist-leninister og andre progressive og revolutionære kræfter beslutsomt bekæmper den amerikanske og europæiske imperialisme og NATOs barbariske krig, så betyder det ikke, at de indtager et pro-serbisk standpunkt, støtter Milosovic-regimet, og afskriver det albanske folks berettigede oprør mod den nationale undertrykkelse. Der findes kræfter, som støtter Milosovic og genetableringen af den russisk-serbiske alliance som en alliance vendt mod den vestlige imperialisme. Det må siges klart, at hverken Jeltsins Rusland eller Milosovic’ Jugoslavien udgør nogen form for progressiv politisk kraft; også de tilhører reaktionen. Andre som Enhedslisten demonstrerer til fordel for ’de demokratiske kræfter’ i Jugoslavien. Hvem er disse ’demokratiske kræfter’? Dette udtryk bruges om de pro-vestlige kræfter, pro-NATO-kræfterne i Jugoslavien. Det er klart at disse kræfter under ingen omstændigheder kan støttes af antiimperialister.
Det må samtidig konstateres, at kosovarernes væbnede nationale modstandsbevægelse UCK med underskrivelsen af Rambouillet-aftalen har allieret sig med den amerikanske og vesteuropæiske imperialisme, med NATO. Enhver alliance med imperialismen er utilladelig, og bringer den svagere parts – i dette tilfælde kosovarernes - egne målsætninger i fare, på både kort og længere sigt.
Et pro-imperialistisk UCK kan heller ikke støttes af anti-imperialister.
Det er imperialismen, som er de europæiske folks hovedfjende. Serbere og Kosova-albanere, kurdere og tyrker, danskere, tyskere og sydeuropæere, der i Vesteuropa arbejder sammen på de samme fabrikker, hos de samme ejere, i en fælles daglig kamp, der skal opsplittes og opløses i nationale og etniske stridigheder.
Denne fjende, imperialismen, manifesterer sig i disse dage og uger fra sin dystreste side, i skikkelse af sorte natfugle, bomber og missiler, som smadrer serbiske militæranlæg, og tager betydelige civile ofre med sig. Den jugoslaviske hær er imidlertid også kampvant, og har vist sig i stand til at nedskyde de mest teknisk avancerede fly i den amerikanske armada, de ’usynlige’ Stealth-bombere. Bombardementer og serbiske udrensninger har drevet hundredtusinder af kosovarer på flugt. Denne forudsigelige konsekvens af krigen benyttes nu som påskud til at udvide den – til at planlægge en NATO-invasion af landstyrker, en regulær besættelse.
Dette uhyggelige scenario vil ikke bare få de militære og civile tabstal til at eksplodere – det vil for alvor udvide krigen. Dens flammer vil brede sig over kontinentet.
Kun folkenes modstand kan stoppe krigsmagerne.